Erhvervshus Sjælland: Pas på nedbarbering af erhvervsstøtten ikke gør mere skade end gavn

Under valgkampen blev der indledt en diskussion af Danmarks erhvervsstøtte, og den diskussion er nu også blevet en del af regeringsgrundlaget. Samtidig er en ekspertgruppe i gang med at finde væsentlige besparelser på erhvervsstøtten.

Og sådan bør det også være. Det er trods alt et ikke uvæsentligt beløb, der bliver anvendt her.

Men det er de færreste danskere, som er helt klar over, hvor de tunge poster i vores erhvervsstøtte egentlig ligger. Når talen falder på erhvervsstøtte, er det den gængse opfattelse, at det er ordningen og systemer, som ofte bedst kan beskrives som penge ud af vinduet. Samtidig beskrives erhvervsstøtte og erhvervsfremmeordninger som enormt dyre for samfundet som helhed.

Men er det rent faktisk tilfældet?

Erhvervsfremme er lavere afgifter

For det første er erhvervsfremme og erhvervsstøtte mange forskellige ting. Samlet bruger staten 42 milliarder kroner på erhvervsfremme. Heraf går 24,6 milliarder til forskellige skatteincitamenter. Det er ordninger som forskerordningen, hvor man som højtkvalificeret udlænding i Danmark kan slippe med en lavere skattesats i en periode.

Men det er også lavere dieselafgift for lastbiler og busser, afgiftsfritagelser på energiområdet og merfradrag på udgifter til forskning og udvikling med videre.

Kan der findes besparelser hist og pist, der vil gøre ”udgiften” mindre?

Ja, det er helt sikkert muligt. Men pointen er, at langt de fleste ordninger er skruet sammen på en måde, som tjener et klart formål. Det er for eksempel evnen til at tiltrække forskere fra udlandet, men også at sikre for eksempel busdrift i Danmark, og begge giver en klar samfundsøkonomisk gevinst.

Derfor vil en reduktion her også føre til mulige negative konsekvenser for Danmark. Så her er spørgsmålet – kan vi bruge pengene klogere, eller er den mindre udgift større end det samfundsøkonomiske tab? Det er ikke en nem beslutning at tage.

Samfundet drager nytte af udgiften

Finansloven har 16,9 milliarder kroner til erhvervsfremme, og heraf anvendes 2/3 eller cirka 12 milliarder kroner til grøn omstilling. Her er de store udgifter PSO og opgradering af biogas. Jeg tvivler på, at mange vil argumentere for, at denne post skulle være mindre særlig set i lyset af 2030-målsætningen omkring reduktion af CO2 og forsyningssikkerhed i forhold til gas.

Der går også penge til mediestøtte (aviserne) og filmproduktion, som er i den kulturelle boldgade. Innovation og iværksætteri får 1,8 milliarder, hvor en stor del går til strategisk og udfordringsdrevet forskning. Går man tæt på de enkelte poster, er det svært at argumentere for, at samfundet ikke som helhed drager nytte af udgiften.

Jeg ved godt, at forskellige støtteordninger ikke skal være fundamentet for erhvervslivet, men stimulering af vores indtægtsside bør være en lige så naturlig udgift som børnepasning og ældrepleje.

Mads Váczy Kragh
Direktør, Erhvervshus Sjælland

For eksempel ligger arbejdet i Udenrigsministeriet omkring handel i regi af Trade Council også under de direkte omkostninger i forbindelse med erhvervsstøtte.

Der er, som DI også påpeger det, en masse mindre ordninger under erhvervsstøtten, som reelt ikke er erhvervsstøtte, men som tjener et andet politisk bestemt formål end at støtte danske virksomheder. Igen står man i situationen, hvor man skal tage stilling til, om for eksempel markedsføring af Danmark gennem VisitDenmark er en god idé, eller om de penge i højere grad kunne bringes i anvendelse andet sted.

Ikke er en nem øvelse

Ud over ovenstående er der omkostninger direkte hos kommunerne, som udgør 1,1 milliarder kroner, og som kommunerne selv bestemmer hvordan skal anvendes. Og endelig er der EU-ordningerne, som er på 11,2 milliarder kroner. Heraf går langt hovedparten til landbrug, fiskeri og miljø. Den anden store post er Danmarks bidrag til forskellige forskningsfonde i EU, som blandt andet universiteterne har stor gavn af.

Når man sådan har været igennem ordningerne med tættekammen, så står det ret tydeligt frem, at det at barbere i erhvervsstøtten ikke er en nem øvelse, hvilket mange mislykkede forsøg på reduktion af erhvervsstøtten også vidner om. Er det muligt, og vil nye initiativer kunne erstatte de eksisterende? Det er det helt bestemt, men nemt bliver det ikke.

En af de ting, som jeg kunne pege på, var at reducere antallet af forskellige ordninger, som nærmer sig 200, der eksisterer i dag. På den måde bliver det helt konkret nemmere at styre og at orientere sig rundt i moradset af forskellige muligheder.

Pas på med at gå efter præcist beløb

Erhvervslivet er indtægtssiden i samfundets store husholdningsregnskab. Erhvervslivets performance er derfor fundamentet for hele det danske velfærdssamfund. Hvis vi ikke har en velfungerende privat sektor, så har vi ikke midlerne til at finansiere de velfærdsydelser, vi sætter pris på.

Jeg ved godt, at forskellige støtteordninger med videre ikke skal være fundamentet for erhvervslivet, men stimulering af vores indtægtsside bør være en lige så naturlig udgift som børnepasning og ældrepleje.

Særlige incitamenter til for eksempel forskningsbaserede investeringer er en meget direkte måde at stimulere virksomhederne til at investere mere i forskning og udvikling, og det bidrager samlet set til samfundets velstand og værdiskabelse.

Det samme gør sig gældende med de udenlandske eksperter, som typisk er her i kortere årrække.

Men vigtigst, så glemmer vi, at erhvervsstøtten med den store brede pensel anvendes ret fornuftigt og til gavn for samfundet og som kompensering af erhverv.

Mads Váczy Kragh
Direktør, Erhvervshus Sjælland

Er de svimlende beløb så egentligt særlig store, når vi kigger på statens samlede husholdningsregnskab? 

Udgiften udgør 1,7 procent af BNP, men hvad der er mere relevant, så udgør de 4,7 procent af statens samlede drifts- og kapitaludgifter. Så knap fem procent anvender vi på at sikre indtægtssiden i Danmark, hvor en stor del af ”omkostningen” i virkeligheden er en mindre skatteindtægt, og som DI påpeger det, er erhvervsstøtten i mange tilfældes slet ikke erhvervsstøtte – for eksempel er støtte til færgedrift til de danske øer en del af erhvervsstøtten – men i virkeligheden er det et regionalt politisk ønske om at de danske øer overlever som øsamfund.

I det lys bruger vi måske håbløst lidt på at sikre indtægtssiden i Danmark. Men vigtigst, så glemmer vi, at erhvervsstøtten med den store brede pensel anvendes ret fornuftigt og til gavn for samfundet og som kompensering af erhverv, som ellers ikke ville være en del af dansk erhvervsliv; for eksempel søfarten.

Så derfor kig støtteordninger og incitamenter igennem og tilpas, der hvor effekten er mindst eller tvivlsom. Men jeg vil anbefale, at man ikke nødvendigvis skal ramme et præcist beløb, da man i så fald kan risikere at gøre mere skade end gavn.