Debat

Miljøbevægelsen Noah: Nyt EU-direktiv om due diligence er uambitiøst og fyldt med huller

Et nyt EU-direktiv for virksomheders rettidige omhu, due diligence, skal sikre, at store virksomheder løbende vurderer deres påvirkning på samfundet. Men direktivet efterlader sig meget at ønske, skriver Sarah Strunge Albertsen og Anna Weinø.

Store virksomheder som den franske energigigant TotalEnegies skal med nyt EU-direktiv løbende vurdere deres påvirkning på samfundet. Men EU-direktivet er fyldt med huller, skriver Sarah Strunge Albertsen og Anna Weinø.<br>
Store virksomheder som den franske energigigant TotalEnegies skal med nyt EU-direktiv løbende vurdere deres påvirkning på samfundet. Men EU-direktivet er fyldt med huller, skriver Sarah Strunge Albertsen og Anna Weinø.
Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvem betaler prisen når et militærkup forringer lønforholdene for syersker i Myanmar? Hvem bøder for miljøødelæggelser og blodig konflikt, når der skal udvindes gas i Mozambique?

Svaret er syerskerne på tøjfabrikkerne, der tjener 12 kroner om dagen, og lokalbefolkningen i Cabo Delgado, der er drevet fra hus og hjem. Men sådan bør det ikke være.

Prisen bør betales af Bestseller, der får tøj syet i Myanmar og vinder overskud på de lave lønninger. Og det bør være TotalEnergies, der har sat skub i den voldelige opstand. Vel at mærke med investeringer fra danske pensionsselskaber i ryggen.

EU-direktivet vedrørende virksomheders due diligence for bæredygtighed skal sikre, at store virksomheder løbende vurderer deres påvirkning på samfundet, uanset hvor i verden de opererer. Denne praksis kaldes rettidig omhu eller due diligence.

EU-direktivet er et skridt i den rigtige retning, men det efterlader sig meget at ønske

Sarah Strunge Albertsen og Anna Weinø, hhv. konsulent og kommunikationsmedarbejder, Noah

EU-direktivet er et skridt i den rigtige retning, men det efterlader sig meget at ønske. Det er der mange grunde til, men vi vil fremhæve de tre væsentligste.

Mange smuthuller
For det første tager det ikke tydelig stilling til Parisaftalen. For direktivet kræver kun, at virksomheder er ”kompatible” med den. Det vil sige, at hvis de blot gør deres bedste, for at holde sig til aftalen, er der ingen sanktioner. Direktivet bør gøre det juridisk bindende for virksomheder at overholde klimaaftaler.

Det andet problem i direktivet kan bedst forklares med eksemplet fra den mozambiquiske provins Cabo Delgado, hvor det franske oliefirma TotalEnergies vil udvinde gas.

For at kunne operere i området skulle de først høre lokalbefolkningen i en såkaldt konsultationsproces. Men da TotalEnergies mødte op, var det med militæret som følge.

Derfor turde ingen give deres uenighed til kende, og mange skrev under på en kompensationsaftale i et sprog, de ikke kunne læse eller forstå. Alligevel kunne TotalEnergies sætte flueben ved, at de havde gennemført en lovlig konsultationsproces.

Eksemplet viser, at der i praksis ikke er mulighed for lokale til at sige nej til megaprojekter. I dette tilfælde har TotalEnergies aktiviteter haft ødelæggende konsekvenser for mennesker og miljø i Cabo Delgado.

Skyldig indtil andet er bevist
En tredje mangel ved direktivet er det høje krav om bevisførelse. Hvis befolkningen i Cabo Delgado vil rejse sag mod TotalEnergies, ligger bevisbyrden hos dem, og virksomheden er uskyldig indtil andet er bevist. 

Store virksomheder, erhvervsorganisationer og regeringer i EU har haft succes med at udvande det ellers progressive direktiv

Sarah Strunge Albertsen og Anna Weinø, hhv. konsulent og kommunikationsmedarbejder, Noah

Sådan er det med det meste lovgivning, men i dette tilfælde er det problematisk, når magtforholdet er så ulige, og når der kræves bevisførelse, der ofte er svært tilgængelig. 

Kun få tør stille sig frem og vidne. E-mails, videoer og fotografier er vanskelige at finde uden internet eller computer. Skriftlig dokumentation er utilgængeligt for en, der ikke kan det benyttede sprog. Ofte er det virksomhederne selv, der ligger inde med den type materiale.

Der er mange grunde til, at det er vanskeligt at bevise en virksomheds skyld, men EU-direktivet anerkender ikke, hvis folk ikke kan fremskaffe førnævnte beviser. Kravet om bevisførelse bør ligge på virksomhederne og ikke hos lokalbefolkningen.

Lap hullerne
Vi har gennemgået tre væsentlige mangler ved EU-direktivet, men der er flere endnu. Det skyldes blandt andet, at store virksomheder, erhvervsorganisationer og regeringer i EU har haft succes med at udvande det ellers progressive direktiv. Det dokumenterer en nylig rapport fra Corporate Europe Observatory. Herhjemme har Dansk Industri i tæt parløb med den tidligere regering gjort sit for at gennemhulle direktivet. 

De huller skal lappes. For det første med en tydelig stillingtagen til Parisaftalen. For det andet ved at sikre lokalbefolkningers ret til at sige nej til virksomhedsprojekter i nærområdet. For det tredje ved at ændre kravet om bevisbyrden, så det er virksomhederne selv, der skal bevise deres uskyld.

Hvis EU vil være seriøs omkring at skabe et erhvervsliv, der prioriterer mennesker og planet, bør EU-Rådet være mere ambitiøse på menneskers og planetens vegne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sarah Strunge Albertsen

Projektleder, Noah
kandidat i international udvikling og globale studier (Roskilde Uni. 2021)