Mindeord: Lars Eskesen om fhv. folketingsformand og sparekassedirektør Svend Jakobsen (S)

Ved meddelelsen om tidligere minister Svend Jakobsens død går mine tanker især til de to sammenhænge, hvor jeg kom særdeles tæt på Svend.

Som formand for Danmarks Sparekasseforening i sidste halvdel af 80’erne formidlede jeg ansættelsen af Svend som foreningens administrerende direktør.

Meddelelsen herom kom den 16. december 1988 – datoen for Folketingets afslutningsdebat og for tredje behandling af forslaget om Sparekassernes mulighed for at omdanne sig fra selvejende institutioner til aktieselskaber.

Forslaget blev vedtaget under Svends auspicier som Folketingets formand samme dag og markerede den endelige ligestilling mellem forretningsbanker og sparekasser.

Svend Jakobsens karriere i spidsen for Sparekasseforeningen og ved sammenlægningen med Bankforeningen til Finansrådet (i dag FinansDanmark), hvor han naturligt indtog topposten, var imponerende.

Han kom til Sparekasserne med en betydelig ledelsesmæssig erfaring – men det var alligevel lidt uventet, at han på endog meget kort tid kunne sætte sig ind i og mestre særdeles komplicerede, faglige sammenhænge.

De manglende akademiske forudsætninger sporedes ikke, og kombineret med fornemme personlige egenskaber betragter jeg Svend som en af de mest kompetente ledere i dansk erhvervsliv. Og jeg har dog kendt de fleste.

Talte stille og roligt om Arken
Og så ser jeg tilbage på mange års tillidsfuldt samarbejde med Svend som hans næstformand i den lange periode, hvor han var formand for Arkens bestyrelse. Uden hans indsats havde Arken ikke overvundet museets opstartsproblemer.

Og måske er årene nu gået, så der også kan være plads til et lille eksempel på værdien for Arken af at have Svend i formandstolen:

En ny kulturminister havde sat sig for at omrokere ministeriets støttekroner til fordel for fotografi. Det medførte et krav om en ikke ubetydeligt nedgang i ministeriets tilskud til Arken.

Svend drog sammen med museets direktør til forhandling, men ministeren var hverken til at hugge eller stikke i. Som afsluttende bemærkning sagde Svend stille og roligt, at han så nok måtte tale med Marianne og Mogens.

Det afficerede ikke ministeren, som måske ikke helt havde fanget, at de to personer hed henholdsvis Jelved og Lykketoft til efternavn. Museet slap med skrækken!