Se det lækkede udkast: Sådan vil regeringen liberalisere postmarkedet

Regeringen lægger ifølge et lækket aftaleudkast op til flere gennemgribende ændringer af postområdet. Blandt andet skal PostNords særlige rolle på postmarkedet ændres radikalt. Se hele udkastet her. 

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Markedet for levering af post til danskerne skal i højere grad sættes frit. 

Det fremgår af et lækket aftaleudkast fra regeringen, som Altinget er i besiddelse af. 

Her foreslår regeringen mest centralt, at den såkaldte befordringspligt skal afskaffes, så det statsejede PostNord ikke længere skal have pligt til – og betaling for – at levere post til alle dele af landet. 

Dog lægger regeringen op til, at staten fortsat skal sætte gratis postomdeling til blinde samt leverancer til småøer og udlandet i udbud. Det er i tråd med Danmarks internationale forpligtelser i regi af både FN og EU. 

Aftaleteksten er dateret 20. juni, og ifølge Altingets oplysninger er det regeringens intention af indgå en aftale allerede tirsdag i næste uge.

Transportministeren afviser at stille op til interview, men han bekræfter i en mail til Altinget, at der pågår forhandlinger. 

"Der er behov for en ny langsigtet løsning på postområdet, der passer bedre til det samfund og det postmarked, vi har i dag. Derfor har jeg indkaldt til forhandlinger med ordførerne, så vi kan finde en løsning, der vil sikre, at borgere og virksomheder også i fremtiden vil kunne få og sende post, uanset hvor i landet de bor. Det er min ambition at sikre bedre service i selv de fjerneste egne af landet,” skriver han. 

Her er regeringens lækkede forslag i korte træk: 

  • Befordringspligten afskaffes. Danmark har historisk betalt PostNord for at omdele post til danskerne, men det er “ikke en tidssvarende løsning, når udviklingen på postmarkedet tages i betragtning”.
  • På mindre øer skal der sikres postomdeling via eksempelvis brev- og pakkekasser på både øerne og fastlandet, som alle leverandører skal kunne anvende.
  • Blinde skal kunne modtage og sende særligt kommunikationsmateriale for blinde uden beregning.
  • Danmark skal i henhold til den internationale Verdenspostkonvention sikre grænseoverskridende forsendelser. Den opgave vil regeringen også sende i udbud.
  • Virksomheder, der ønsker at være postvirksomhed i Danmark, skal oplyse, om de vil være landsdækkende. Viser det sig, at de reelt ikke er det, skal Trafikstyrelsen kunne trække tilladelsen tilbage. 
  • Trafikstyrelsen skal løbende følge udviklingen på postmarkedet for at vurdere, om der er landsdækkende postservice. Det er Danmark forpligtet til at have. Hvis transportministeren vurderer det nødvendigt, kan der oprettes udbud, der håndterer det konkrete problem.
  • Det samme kan ministeren, hvis det viser sig, at markedet ikke leverer stævninger og andre juridiske meddelelser til borgerne såsom tiltaler.
  • På landet vil postkasser skulle placeres ved indkørsel fra offentlige veje eller private fællesveje. I sommerhusområder vil der ikke længere være omdeling til det enkelte sommerhus.
  • Regeringen lægger ifølge udkastet op til, at lovændringerne skal gælde fra 1. januar 2024. De forskellige udbud skal gennemføres løbende over en periode på tre til fire år. I mellemtiden skal staten søge en aftale med PostNord for at få selskabet til at tage sig af opgaverne.  
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Danielsen

Transportminister, MF (V)
lastvognsmekaniker, bankrådgiver (Sparekassen Holstebro 2009)

0:000:00