Tidligere ambassadør: EU's totale handelsnederlag til USA afslører ubelejlige sandheder

En åbenlyst dårlig handelsaftale

Formanden – nu af visse i den angelsaksiske verden kaldet "Ursula von der Lying Down" - har ét hovedargument for aftalen, som i øvrigt gentages af andre politiske ledere, NGO’er som Dansk Industri og mange andre aktører: Aftalen skaber forudsigelighed i en uforudsigelig verden.

Men er det et godt argument?

Det resultat, der kom ud fra golfklubben i Skotland, var en rammeaftale, der hverken synes helt eller halvt færdig.

Klavs A. Holm
Fhv. ambassadør, Arktis, Athen og OECD og UNESCO

Er det vigtigere at få forudsigelighed end en god aftale? Vil man hellere have en forudsigelig dårlig aftale end at forsøge at forhandle videre?

Og blev EU i virkeligheden tvunget ind i en aftale, som man ikke kunne sige nej til?

EU's totale nederlag til USA afslører en række ubelejlige, for ikke at sige ubehagelige sandheder, om EU og vores forhold til USA. Trump-plastret er nu for alvor blevet revet af.

Først og fremmest viste hele forløbet klart, hvor svagt EU står i den geopolitiske overgangsperiode, vi er midt i.

Det er tiden fra i dag og indtil, at EU kommer til at leve op til de mange besværgelser efter valget af Trump om, at Europa nu må stå på egne ben med hensyn til at kunne forsvare sig selv med egne våben.

Handelsaftalen har illustreret, at Trump og hans handelsforhandlere er helt parate til at sammenkæde handelspolitikken med sikkerhedspolitikken.

Vi får det ikke at vide, men alt tyder på, at der i handelsforhandlingerne blev etableret "linkage" mellem USA's parathed til at engagere sig militært i Europas sikkerhed og EU's villighed til at acceptere en åbenlyst dårlig handelsaftale.

Det resultat, der kom ud fra golfklubben i Skotland, var en rammeaftale, der hverken synes helt eller halvt færdig, og hvor der udestår et hav af spørgsmål vedrørende detaljerne.

Uklarheder om, hvad der overhovedet er aftalt

Kommissionen skriver selv i sin forklaring af aftalen, at der er tale om en politisk og ikke en juridisk aftale, og at "EU og USA vil forhandle videre (…) for fuldt ud at gennemføre den politiske aftale."

Og der er meget at forhandle om, for der er en masse uklarheder og uenighed om, hvad der overhovedet er aftalt.

Det gælder eksempelvis listen over "strategiske produkter", der skal have de lavere toldsatser fra før årsskiftet, og reglerne for vin og spiritus.

Oven i dette kommer de meget væsentlige områder, hvor der er direkte uenighed mellem parterne om, hvad der overhovedet er aftalt. 

Det drejer sig blandt andet om fremtiden for farmaceutiske produkter og semiconductors, hvor Trump og von der Leyen siger modsatte ting om, hvorvidt disse produkter overhovedet er omfattet eller ej.

På energiområdet hævder USA, at EU har forpligtet sig til at købe for 750 milliarder amerikanske dollars olie, gas og nukleare energiprodukter, mens EU siger, at "man har til hensigt" at købe.

På samme måde påstår USA, at EU-virksomheder vil investere 600 milliarder amerikanske dollars frem til 2029, mens EU blot nævner, at europæiske firmaer har "udtrykt interesse" herfor.

Så aftalen er ikke udtryk for den store forudsigelighed, som den i EU sælges på.

Der er tværtimod stor sandsynlighed for, at vi i de kommende måneder ser det ene transatlantiske handelsslagsmål efter det andet, når de mange uafklarede tekniske og juridiske detaljer, samt i visse tilfælde afgørende substantielle uenigheder på de forskellige sektorområder, skal afklares.

Man kan lige så godt være ærlig

Den engelske økonom David Ricardo påviste for lidt over 200 år siden gennem sin teori om komparative fordele, at frihandel gavner alle parter.

Men EU-USA-aftalen bygger på det modsatte princip.

Det vil tage mange år og et nyt skifte i handelspolitisk tænkning at få den frihandel tilbage på banen.

Klavs A. Holm
Fhv. ambassadør, Arktis, Athen og OECD og UNESCO

USA's aftale med EU, og også de mange andre udmeldinger om toldstigninger fra Trump over for andre lande, er udtryk for, at den internationale handelspolitik er ændret fra at være et frihandelsorienteret plussumsspil til at være et protektionismedrevet minussumsspil, hvor de fleste økonomer vurderer, at alle parter kommer til at tabe.

Og grunden til det er som nævnt, at EU/USA-aftalen i vidt omfang kom til at handle om noget andet end handel.

EU's handelskommissær, Maros Sefcovic, har selv udtrykt det ret klart.

Forhandlingerne drejede sig også om geopolitisk sårbarhed, eller som han sammenfattede det: "Jeg kan forsikre om, at det ikke kun drejede sig om handel."

Man kan lige så godt være ærlig. Rigtig mange håber i deres stille sind på, at amerikanske tal for inflation, jobs, forbrugertillid og økonomisk vækst snart vil vise, at Trumps gammeldags protektionistiske politik inden længe vil ramme amerikanerne og dermed præsidenten selv.

Men inden da har aftalen skadet os selv mere, og det vil tage mange år og et nyt skifte i handelspolitisk tænkning at få den frihandel tilbage på banen, som har skabt velstand i store dele af verden efter 1945.