6 A’er: Man bliver gul, blå og rød af at læse Bertel Haarders bog

Men Bertel Haarder lader hele tiden skinne igennem, at den ægte politiker lever i en evig diskussion med sine medmennesker, hvad enten de er modstandere eller én selv.

Til det menneske er der kun at sige: Hold jer væk fra 'Sjælespark'.

Haarder tør tale om religiøs fanatisme

Jeg beundrer de mennesker, der tør skrive værker med et stort vue ud over vores samtid og fortid. Det gælder for enhver af disse, at de begiver sig i hænderne på de kedsommelige pedanter, der elsker at ridse i lakken eller i maleriet, for de tåler ikke, at den brede pensel svinges.

Bertel Haarder lader hele tiden skinne igennem, at den ægte politiker lever i en evig diskussion med sine medmennesker.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

De er drevet af en forbandet korrekthed, der ikke er livets, men en eller anden stringens, som kun findes på papiret, men aldrig i livet. Altså medmindre man begiver sig ud i løgnagtigheden.

Haarder går til den. Han viser, hvad der tumler rundt inde i det politiske menneske. Han tør tale om åndsmennesket, om frihed, ondskabsfuldhed, sekulært badevand og religiøs fanatisme, om rigsret og ordentlighed, om det vi kan lære af muslimerne og det islamistiske uvæsen.

Her møder man en borgerlig politiker, der giver én en idé om, hvorfor det hedder "borgerlige rettigheder" – der skal være plads til den anden holdning – til den modsatte.

En ægte liberal viser, at her handler det ikke bare om, at alt er frit. Intet kan være frit, hvis ikke man har et udgangspunkt. Hvis ikke der er åndsmagt, er der mange, der er ånds-svage, og man placerer sig i fængsler, bliver grebet af pengegriseri, demokratisme og woke-isme, mens løgnen holder sit indtog.

Man bliver gul og blå af Haarders bog

I 'Sjælespark' møder man et menneske, der står ved, at eftersom historien hele tiden er under udvikling, så må tanken også være det. Man kan ikke holde fast i det engang tænkte, men må hele tiden lade sig udfordre af nye indsigter og derfor rykke rundt på tanken og ordene.

Det betyder ikke, at det tidligere tænkte – eller kald det tradition – bare opgives, men det skal give mening i samtiden. Han holder ikke fundamentalistisk fast i en fortid.

Haarder går til den. Han viser, hvad der tumler rundt inde i det politiske menneske.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Bertel Haarders liv bød ikke kun på smil og glæde. Han begynder med fortællingen om sin søn Rasmus, der som fireårig blev opereret for kræft i hjernen og siden har levet med en fireårigs bevidsthed.

Der kommer også sorg og stærke følelser ind over. Afsnittet om sorg og sejr, om etisk kynisme, lægeskabte lidelser, kan man sagtens være uenig i; men alvorligt skal hver en sætning tages, for den er skrevet ud af stor kærlighed, der er kombineret med en passende lille tro og evige spørgsmål til livet.

Man bliver gul, blå og rød af at læse Haarders bog. Der bliver skubbet til én hele tiden. Man får både en på hovedet og en på tanken – og hele tiden er der en, der står og råber: Så kom dog på benene igen og giv mig modstand.

Genialt, at bogen slutter med humor og satire

Det er genialt, at det ender med et kapitel om humor, satire, sang og dannede uartigheder. Man læser et menneskes tanker, som man kan være enig og uenig i, og til sidst opløses det hele i skøn humor, der selvfølgelig ikke fattes af den, der tror, at alvor kun er for alvor og sjov kun for sjov.

Man bliver gul, blå og rød af at læse Haarders bog. Der bliver skubbet til én hele tiden.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Det er et menneskes tanker i tiden, man involveres i. Det særligt smukke portræt på forsiden siger nok det hele. Det er også den store pensel, de mange nuancer, lyse og mørke sider.

Et særligt menneske er man, når man åbent inviterer til blot at gå hele vejen rundt om ens personlighed med beskeden om, at hvis du tror, at der ikke er mørke sider, så tager du fejl. Døm mig bare, men pas på, at du ikke kommer til at fordømme dig selv i samme forbindelse.

Særligt smukt er det for tiden at opleve borgerlige politikeres opgør med vrøvlet fra USA, der har fået en præsident, der minder mere om en generalsekretær end om et frihedselskende menneske.

Jeg overvejede at give den fem A'er, bare for at der skulle være seks A'er til den næste bog, men blev så alligevel enig med mig selv om, at smålighed hverken er humoristisk eller alvorligt, men kun dumt. Derfor seks A'er, selv om der blev sparket en del til den ugidelige tanke undervejs.