Biskop hjemvendt fra Kenya: Det er fristende at opgive troen på, at bistand gør en forskel

Lidt senere samme dag besøgte vi en landsby, hvor der var blot en smule vand. Her gik man sammen, og på god andelsmaner dyrkede man jorden, og afgrøderne piblede frem.

Ludfattigt var det stadig, men stemningen var en helt anden. Børnene sprang rundt på en helt anden måde. De grinede ad os. Havde aldrig set noget lignende som os. Du godeste! Sikke en størrelse og sikke en farve og et besynderligt hår. Kunne sådan en mon holde i hånd?

Sådan et lille grinende barn tog mig resolut i hånden. Vi talte med hinanden og forstod med øjne og grimasser. Han så på mig med store øjne og sagde noget, der lød som “help me”. Selvfølgelig gjorde han ikke det. Det må være noget i min sociale, kulturelle, religiøse og politiske tradition, der fik mig til at høre det. Med hans fem år havde han bestemt aldrig hørt engelsk.

Hele dagen havde vi kørt på jordveje. Ikke et eneste stykke asfalt. Stadig ingen vejskilte. Masser af huller og vandløb, der ikke længere var.

På andendagen kørte vi længere mod nord for at besøge en flygtningelejr med 250.000 indbyggere og et “hosting community” på den anden side af vejen, der var næste lige så stor. Vejen var bygget af kineserne og betød, at lastbilerne kunne transportere hurtigere og enklere.

Jeg tror ikke, Margaret var en dag over 30. Hun var mor til ni børn. Hendes smil og humor stod i kontrast til det, vi havde set den første dag

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Vi besøgte Margaret. Hun viste os, hvad man kan gøre med “net-drivhuse”. Hun var blevet hjulpet til det første, og hun havde skabt et smukt bed med grønne gevækster, som hun kunne leve af og sælge lidt af.

Hun havde tjent så meget, at hun kunne investere i et net-drivhus mere. Nettet holdt geder og høns væk fra afgrøderne. Blot den lille velstandsforbedring betød, at vi talte med et menneske med tændte øjne, smil og humor.

Med stolthed viste hun os sine hænders værk. Jeg tror ikke, Margaret var en dag over 30. Hun var mor til ni børn og de to yngste stavrede rundt om os. Hendes smil og humor stod i kontrast til det, vi havde set den første dag, og jeg kom i tanke om: “Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind. Din vingård må du ikke plukke ren, og nedfaldne druer i din vingård må du ikke samle op, dem skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren din Gud” (3. Mosebog 19,9-10).

Vi må ikke udpine jorden. Vi må i vores effektivitet ikke ødelægge skabningen. Men klimakrisen leves der med hver dag i Kenya, og man ved, at for hvert fældet træ skal der plantes mange flere, hvis man vil have en fremtid.

Selvfølgelig har jeg mødt mennesker efter turen, der siger: “Opgiv de projekter. Det hjælper ikke noget.”

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Det handler om at skabe blot en lille økonomi, der kan hjælpe den enkelte videre og give modet til fremtiden. Det handler om at lave mad på ildsteder, der sparer træ ligesom det handler om at udnytte vandet fuldstændigt. Det handler om aldrig at være mere grådig, end at der er nok til den fattige og den fremmede. Det handler om at rive marken let, som vi synger om det – ikke udpine jorden. 

Selvfølgelig tænkte jeg opgivende et par gange: “Hvad skal det nytte? Kan der rettes op på disse tilstande eller er alting udsigtsløst?” Selvfølgelig har jeg mødt mennesker efter turen, der siger: “Opgiv de projekter. Det hjælper ikke noget.” 

Men så kommer jeg i tanke om en anden tekst fra den tradition, som jeg er opdraget i: “For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.” (Matthæusevangeliet 25,35-36).

Vi bliver nødt til at holde fast i håbet. Jeg ved godt, at der er mange besynderlige (for ikke at sige umulige) politiske systemer, og at man må arbejde sammen med alle slags.

Men efter at have set, hvordan fattigdommen kan slukke lyset i øjnene på mennesker, og efter at have set Margaret i øjnene og set, hvordan blot små velstandsforbedringer kan hjælpe til at forøge livsmulighederne, vil jeg minde mig selv om de mennesker – og jeg vil også slå til lyd for demokrati og menneskerettigheder og komme med en lang politisk og økonomisk tålmodighed. Vi taler om menneskeliv.

Nødhjælp skal der til, når hungerkatastrofer, oversvømmelser og jordskælv ødelægger menneskers liv. Udviklingshjælp skal der til for at gøre verden til et bedre sted for alle.