Dansk imam rejser til Afghanistan for at mødes med Taliban: "Der kan ske mirakler i en dialog"

Den danske imam Naveed Baig skal holde møder med ledende Taliban-ministre for blandt andet at diskutere kvinders rettigheder. Det er måske naivt, men man skal også kunne føre en dialog med folk, man er uenig med, mener han.

Naveed Baig skal sammen med to andre imamer holde møder med Taliban, når de besøger de afghanske byer Kabul og Kandahar.
Naveed Baig skal sammen med to andre imamer holde møder med Taliban, når de besøger de afghanske byer Kabul og Kandahar.Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Peter Ingemann Nielsen

Kan man indgå i dialog med alle?

Ja, mener den danske imam Naveed Baig, som rejser til Afghanistan for blandt andet at holde møder om kvinderettigheder med Taliban.

Naveed Baig skal i løbet af omtrent fire dage i det store centralasiatiske land mødes med ngo’er, kvinderettighedsforkæmpere og ledende folk i den islamistiske Taliban-bevægelse. Med sig har han to andre imamer – en fra Norge og en fra Tyskland. 

Læs også

"Vi møder Taliban-ledelsen, fordi det tilfældigvis er dem, der leder landet. Men vores interesse er at se landet og høre, hvordan det går med den humanitære situation," forklarer Naveed Baig.

Altinget møder ham i en moské i København to dage før afrejsen. Han glæder sig til turen, men har ingen idé om, hvordan det kommer til at gå.

"'Best case' er, at Taliban-lederne kan spejle sig i det, vi siger, og indgå i en relation med os. Og også at vi kan møde så mange afghanere som muligt og især få lov til at snakke med kvinderne. 'Worst case' er, at vi slet ikke får adgang til dem, vi gerne vil mødes med. Taliban skal nemlig ind over hele vores program," siger han.

Naveed Baig
  • Ph.d.-studerende i muslimske patienters åndelige og religiøse behov, Universitetet i Oslo
  • Imam, Dansk Islamisk Center
  • Næstformand, Islamisk-Kristent Studiecenter
  • Forhenværende imam, Rigshospitalet og Herlev Hospital
  • Master i sjælesorg, Københavns Universitet
  • Født i Glostrup, 1975

Rejsen er kommet i stand gennem aftaler med en lokal ngo i Afghanistan og det talibanske indenrigsministerium. Det danske udenrigsministerium er orienteret om rejsen, men har ikke haft noget med den at gøre.

Ud over møderne med Taliban skal imamerne også blandt andet være med til at uddele nødhjælp. Naveed Baig har eksempelvis mad, tøj og pengegaver med sig.

Viden er en menneskeret

Taliban tog i august 2021 magten i Afghanistan, da gruppen efter en kraftig offensiv lykkedes med at indtage hovedstaden Kabul.

Den dag, talibanerne generobrede magten, fulgte Naveed Baig interesseret med hjemme fra Danmark. Havde Taliban mon lært af sine fejl, spurgte han sig selv. Og til at starte med gik det "på sin vis" godt, mener han, med tanke på at politikere fik lov til at blive boende, og at vestlige magter kunne flygte uden at blive angrebet.

Men da Kabul Universitet i december 2022 blev lukket ned for kvindelige studerende, blev Naveed Baig mere ængstelig, end han allerede var i forvejen.

"Det bekymrede mig. En dag ankom de kvindelige studerende til Kabul Universitet, men fik at vide, at de skulle tage hjem igen. Jeg så videoer, hvor kvinderne kastede sig ned, græd og så modløse ud. Så begyndte jeg at tænke over, hvad jeg kunne gøre," fortæller han.

Viden er en central del af at være menneske. Det er en menneskeret.

Naveed Baig
Imam og ph.d.-studerende

Derfor ringede han til en bekendt fra en afghansk ngo, som opfordrede Naveed Baig til at rejse til Afghanistan. Han afviste med det samme, men blødte senere op, da han var modløs over, at det eneste, han kunne gøre hjemme fra Danmark, var at prædike i moskéen.

"Mange imamer sagde nej til at tage med mig og forklarede blandt andet, at det ville skade deres karriere, fordi folk ville se dem som forrædere – som folk, der har 'været i seng' med Taliban."

Er du bange for, at folk, der hører om turen, vil tænke, at du er i ledtog med Taliban?

"Ja og nej. Formålet med rejsen er at se på den humanitære situation i landet. Situationen er, at 16 millioner afghanere er under fattigdomsgrænsen, og 45 procent sulter," svarer Naveed Baig og fortsætter:

"Jeg er ikke afghaner, har aldrig været i Afghanistan før og taler ikke de afghanske sprog. Men jeg bilder mig selv ind, at jeg kan sætte mig ind i de afghanske kvinders fortabthed og lidelse. Jeg er selv universitetsmand og har piger, der læser. Viden er en central del af at være menneske. Det er en menneskeret."

Åbenhed og respekt

Derfor ønsker Naveed Baig at dele erfaringer fra Danmark med de Taliban-ministre, han skal mødes med.

"Jeg er nysgerrig efter at høre, hvad Talibans argumenter er for at forbyde kvinder i at læse. Jeg vil også gerne være et spejl over for dem og vise, hvordan tingene bliver gjort i Danmark. De nydanske kvinder har jo overhalet alle indenom i Danmark i forhold til videregående uddannelse. Og de bidrager til samfundet. Det vil jeg fortælle Taliban om og på den måde være et spejl," siger han.

Naveed Baig og de to andre imamer skal også mødes med den tidligere afghanske præsident Hamid Karzai. Han har tidligere samarbejdet med USA om at vælte Taliban.
Naveed Baig og de to andre imamer skal også mødes med den tidligere afghanske præsident Hamid Karzai. Han har tidligere samarbejdet med USA om at vælte Taliban. Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Hvad skal samtalerne med lederne fra Taliban ellers handle om?

"Overordnet set vil vi snakke om, hvad deres drømme er for det afghanske folk. Og så vil vi også gerne snakke om menneskerettigheder og kvinderettigheder. En samtale kan blive låst fast, eller den kan åbne sig. Der kan ske mirakler i en dialog. Nøgleordene er nysgerrighed, åbenhed og respekt, men også konstruktiv kritik og at stå fast på sine egne idéer og idealer."

Kan det ikke være svært at udvise åbenhed og respekt over for en organisation som Taliban?

"Jo, helt klart. Selvfølgelig kan det det. Men jeg ser dem også som mennesker. Jeg mener ikke, at der findes mænd, som er 100 procent onde, og der er også forskellige holdninger og strømninger inden for Taliban. Så vi skal først og fremmest møde dem som mennesker."

Er det ikke naivt at forestille sig, at Taliban vil tale om menneskerettigheder og kvinderettigheder?

"Det er det måske. Men jeg håber, at vi kan tale med nogle af dem inden for Taliban-styret, som gerne vil det her. De har sikkert deres egen idé om, hvad kvinderettigheder og menneskerettigheder er, og så kan vi tale ud fra det udgangspunkt. Og i den situation har jeg mulighed for at være et spejl og fortælle, hvordan man gør i Danmark."

Pragmatik

Hvad gør du så, hvis Talibans eneste svar er, at kvinden kun skal agere hustru og mor?

"Det er jo et godt spørgsmål. Men det må vi se til den tid i forhold til, hvordan dialogen udvikler sig. Men profetens egen hustru var forretningskvinde. Hvorfor ikke følge hendes eksempel? Et andet argument er, at vi har brug for kvindelige læger. Taliban går jo meget op i, at man skal tilses af en fra samme køn, når man skal behandles. Så der er både religiøse og rationelle argumenter, man kan bruge."

Der kan ske mirakler i en dialog. Nøgleordene er nysgerrighed, åbenhed og respekt, men også konstruktiv kritik og at stå fast på sine egne idéer og idealer.

Naveed Baig
Imam og ph.d.-studerende

Kan man gå i dialog med alle, eller er der en grænse?

"Dialog er en samtale mellem to parter, som er enige om at mødes. Og hvis den enighed er der, kan man jo godt starte en samtale. Jeg tror godt, at man kan have en dialog med alle mennesker. Også selvom man måtte være hamrende uenig. Det ser man også i Danmark."

"Vi har haft et landshold, der har været i Qatar. En statsminister, der har været i Egypten for at besøge en militærdiktator. Og en ny udenrigspolitisk strategi, der handler om pragmatisme. Så vi indgår jo i alle mulige relationer med omverdenen. Og der er etiske dilemmaer. Men vi kan være med til at arbejde for godhed, anstændighed og menneskerettigheder – også selvom det kræver at mødes med ledelsen i Afghanistan."

Flere vestlige lande har droppet deres diplomatiske forbindelser til Afghanistan. Og Norge fik meget kritik, da Taliban-ledere blev inviteret til Oslo i januar 2022. Er I bange for at få samme kritik?

"Vi inviterer dem jo ikke til Danmark. Vi rejser til Afghanistan som privatpersoner og betaler for vores tur selv. Men nej, jeg er ikke bange for det. Jeg håber, at folk kan se det fornuftige i, at vi også skal have dialog med mennesker, vi er uenige med for at fremme det gode." 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Naveed Baig

Imam, Dansk Islamisk Center, næstformand, Islamisk-Kristent Studiecenter
Master i sjælesorg (Københavns Uni. 2015), ph.d.-studerende, Universitetet i Oslo,

0:000:00