Danske muslimer: Altinget bruger statistikkens sprog til at dæmonisere

Ignorerer virkeligheden

Det er uforståeligt, at det efterhånden er blevet helt normalt at udlægge tal på måder, der ignorerer virkeligheden og menneskelige nuancer.

Man sammenligner traumatiserede flygtninge fra Syrien, Afghanistan, Irak og Somalia med ressourcestærke migranter fra andre lande for derefter at bruge resultatet som bevis på, at det må være kulturen eller religionen, der er problemet.

Hvorfor er det altid afvigelsen, vi fokuserer på, og kun når det gælder bestemte befolkningsgrupper?

Bilal Itani
Formand for IChange

I forhold til beskæftigelsesstatistikkerne er det også værd at lægge mærke til, hvordan man i Altingets artikel bevidst bruger tal fra 2022 og ignorerer de nyeste opgørelser, som faktisk viser, at beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere, herunder personer med baggrund i MENAPT-landene, er steget markant.

Det har været breaking news flere gange i 2024, og mange erhvervsorganisationer har været ude og sige, at disse grupper nu er helt uundværlige på arbejdsmarkedet. Alligevel fremstiller man et statisk og negativt billede. Hvorfor? Fordi det passer bedre ind i fortællingen.

Fokuserer på afvigelsen

Tallene for kriminalitet bliver heller ikke præsenteret med omtanke.

Når man læser, at personer fra MENAPT-landene har en indeksværdi på 234, mens danskere ligger på 86, får man indtryk af, at de er tre gange så kriminelle. Men tallene handler om andele og altså ikke om absolutte tal.

Sandheden er, at det store flertal i alle grupper ikke begår kriminalitet, og det er jo netop det, der burde fylde i samtalen. Hvorfor er det altid afvigelsen, vi fokuserer på, og kun når det gælder bestemte befolkningsgrupper?

Det her handler ikke om saglig analyse. Det handler om at bruge statistikkens sprog til at dæmonisere.

Det handler om en politisk strategi, hvor man bevidst søger at fremstille danske muslimer som et problem, der skal håndteres. Og det sker i en tid, hvor man burde være stolt af, at flere og flere unge med muslimsk baggrund tager uddannelser, bidrager i civilsamfundet og arbejder i helt almindelige danske virksomheder.

Hvorfor får de ikke spalteplads?

Politisk bestillingsarbejde

Det er også på høje tid, at vi tager et opgør med de ord, vi bruger om mennesker, der er født og opvokset i Danmark.

Hvor længe skal disse kaldes "efterkommere"? Skal vores børn og børnebørn også bære det stempel, selv når deres danske rødder rækker flere generationer tilbage?

Når vi bruger dette begreb, siger vi i virkeligheden: Du er stadig ikke helt en del af fællesskabet.

Muslimer gøres til mål for en kynisk fortælling, der skal skabe afstand og frygt.

Bilal Itani
Formand for IChange

Det er en sproglig afstandtagen, der splitter mere end den samler. Det sætter mennesker i kasser og bidrager til et system, hvor nogle automatisk bliver betragtet som mindre danske, uanset hvor meget de faktisk er en del af dette samfund.

Det her er ikke bare statistik, men politisk bestillingsarbejde, hvor muslimer gøres til mål for en kynisk fortælling, der skal skabe afstand og frygt.

Og det værste er, at det virker. Det påvirker, hvordan børn og unge bliver mødt i skolen, på gaden, i medierne og på arbejdspladsen. Det siver ind og gør dem til andenrangsborgere i deres eget land.

Vi bliver nødt til at sige fra. Ikke for at nægte, at der findes udfordringer, men for at insistere på, at løsningerne aldrig kan findes i generalisering, racisme og islamofobi.

Vi må begynde at se på mennesker som mennesker, og ikke som tal i en politisk kampagne. Det mindste vi kan gøre, er at insistere på, at det store flertal af danske muslimer ikke skal bruges som skræmmebillede for at vinde politiske stemmer.