Danske muslimer: Det er ikke politikernes opgave at blande sig i, om Djøf må arrangere en ramadanmiddag

Islam er ikke islamisme

Det er derimod problematisk, når alt, der har med muslimer at gøre, automatisk fremstilles som negativ samfundsforandring.

At sidestille ramadan med islamisering udvisker forskellen mellem religion og politisk ideologi.

Islam er ikke islamisme, og når denne skelnen bevidst forsøges udvisket, risikerer debatten at dæmonisere en hel religiøs minoritet fremfor at skabe oplysning og forståelse. 

Det bidrager til en offentlig samtale, hvor religiøs praksis ikke længere vurderes på sine handlinger eller værdier, men på antagelser og frygt.

Når en middag eller en højtid fremstilles som et skridt mod negativ samfundsforandring, sender det samtidig et signal til danske muslimer om, at deres tro i sig selv opfattes som et problem, uanset hvordan de lever, arbejder og bidrager til fællesskabet. 

Ironisk nok er det netop ramadanens værdier, som mange efterspørger i en tid præget af uro og usikkerhed.

Bilal Itani
Formand for IChange

Ramadanen er refleksion

Ironisk nok er det netop ramadanens værdier, som mange efterspørger i en tid præget af uro og usikkerhed.

Ramadan reduceres ofte til spørgsmålet om faste, men fasten er først og fremmest en øvelse i selvdisciplin, refleksion og ansvar.

Den handler ikke kun om at undlade mad og drikke, men også om at arbejde med sin karakter: at begrænse vrede, tale sandt, vise omtanke og styrke relationer til andre mennesker. 

I en verden, hvor tempoet konstant accelererer, og hvor succes ofte måles i effektivitet og forbrug, repræsenterer ramadan en modbevægelse.

En periode, hvor fokus flyttes fra det materielle til det menneskelige. Fra individuel præstation til fælles ansvar. Alle sammen værdier, som ikke er fremmede for danske traditioner. 

Ramadanens sociale dimension spiller også en central rolle. Når fasten brydes ved solnedgang, samles familier, venner og kolleger omkring måltidet.

Disse fællesskaber skaber nærvær i en hverdag, hvor mange ellers oplever stigende ensomhed og individualisering. Fællesspisning bliver ikke blot en religiøs handling, men en social investering i relationer og samhørighed. 

Én middag ændrer ikke Danmark

Samtidig mobiliserer ramadan hvert år omfattende frivillighed og velgørenhed. Donationer, sociale initiativer og hjælpearbejde vokser markant i perioden, fordi fasten styrker empatien med mennesker, der lever med mangel og usikkerhed som en permanent tilstand.  

Netop derfor bliver debatten om en ramadanmiddag paradoksal. For mens måneden inspirerer til fællesskab og ansvar, reduceres den politisk til en identitetsmarkør, der skaber afstand, had og dæmonisering af en hel religiøs minoritet. 

Her er det værd at spørge, om det virkelig er politikernes opgave at blande sig i private organisationers arrangementer og indirekte lægge pres på dem? 

Når folkevalgte politikere bruger deres tid på dette, rejser det spørgsmålet, om symbolpolitiske markeringer er ved at fylde mere end arbejdet med reelle samfundsudfordringer. 

Måske burde diskussionen ikke handle om, hvorvidt ramadan passer ind i Danmark, men om hvorvidt vi har plads til et samfund, hvor forskellighed kan eksistere,

Bilal Itani
Formand for IChange

Danmark har historisk været kendetegnet ved stærke fællesskaber og en høj grad af foreningsfrihed.

Netop derfor bør organisationer også have frihed til selv at definere, hvordan de skaber fællesskab blandt deres medlemmer – uden at dette straks tolkes som ideologisk stillingtagen. 

Måske burde diskussionen derfor ikke handle om, hvorvidt ramadan passer ind i Danmark, men om hvorvidt vi har plads til et samfund, hvor forskellighed kan eksistere uden straks at blive gjort til en trussel. 

For i en tid præget af global uro, økonomisk usikkerhed og stigende polarisering har vi næppe brug for mere mistillid. Vi har brug for mere selvdisciplin frem for mere støj, mere empati frem for mere afstand og mere fællesskab frem for mere frygt. 

En ramadanmiddag ændrer ikke Danmark. Men måden, vi taler om den på, kan være med til at forme, hvilket Danmark vi ønsker at være.