Debattør: Staten vil gerne bekymre sig om etiske dilemmaer. Men de reelle beslutninger udspringer af kolde kalkuler om magt

I den klassiske politiske teori taler man om statens suveræne vilje; til det kan tilføjes, at suveræniteten også gælder monopolet på, hvornår noget skal opfattes som moralsk.

Staten ejer ikke etik i den forstand, at den agerer ud fra en iboende moral; den disponerer snarere over etikken som et redskab, man kan tage frem ved særlige lejligheder – ofte når det alligevel passer med strategiske interesser.

Vi har set det meget tydeligt i tre aktuelle sager:

Belejlig timing

I onsdags var statsminister Mette Frederiksen i Grønland med en historisk undskyldning i spiralsagen. Det var en undskyldning, der var på sin plads – og alt for længe undervejs.

Men timingen er ikke tilfældig.

Man fristes dog til at spørge, om den ville være kommet, hvis ikke stormagternes spil havde presset Danmark til handling?

Omar Alkhatib
Debattør

Den kommer i kølvandet på et halvår, hvor Grønland pludselig befinder sig midt i en sikkerhedspolitisk knude, og hvor Danmarks allierede, særligt USA, har sendt signaler, der skaber uro.

Grønland er igen blevet geopolitisk attraktivt, og dermed også værdigt til statens opmærksomhed.

Den officielle undskyldning smider etikken på forsædet – i hvert fald på overfladen. Man fristes dog til at spørge, om den ville være kommet, hvis ikke stormagternes spil havde presset Danmark til handling?

Den såkaldte koranlov har vakt stor debat. Mange har kaldt den et knæfald for islamisme, for voldsparate, for et brud med ytringsfrihedens grundprincipper.

Men forbuddet mod skænding af hellige tekster kan faktisk forsvares etisk. Det er rimeligt, at vi som samfund værner om den religiøse dimension, også for minoriteter. Problemet er blot, at dette ikke var beslutningens bevæggrund.

Baggrunden var Nato, Sverige, Tyrkiet og krigen i Ukraine og uden skelen til borgere med muslimsk baggrund.

Det ville ellers ikke have været uset, at staten tog lovgivningsmæssige hensyn til sin religiøse minoritet; vi så det under den genopblussede debat om omskæring i 2020, hvor statsministeren udtrykte modstand til forbud "fordi vi har lovet at passe på danske jøder".

Kritikere pegede dog også på, at hensynet reelt set var af sikkerhedspolitisk karakter, efter meldinger om modstand fra Israel og USA. I den såkaldte koranlovs tilfælde var den muslimske minoritets behov fraværende i argumentationen og alene et sikkerhedspolitisk spørgsmål.

Værdipolitik i forklædning

Forskellen på regeringens linje i Ukraine og Gaza har for mange mildest talt været mærkværdig.

Krigen mod palæstinensere i Gaza er, målt på civile tab, adgang til basal humanitær hjælp og strukturel ødelæggelse, langt mere omfattende.

Vi ser her menneskeligheden og etikken følge sikkerhedspolitikken – ikke omvendt

Omar Alkhatib
Debattør

Alligevel har staten brugt brøkdele af sin opmærksomhed og politiske kapital her. Igen må vi konstatere: det handler ikke om, hvem der lider mest, men hvem der strategisk skal støttes.

Ukraine er Europas forsvar, Gaza er politisk besværligt. Hvis det er "mørke kræfter", der decimerer ukrainske civile og byer, kan det undre, at samme etiske fordømmelser har været fraværende, samt de tilhørende responser i form af sanktioner og forsvarsstøtte.

Vi ser her menneskeligheden og etikken følge sikkerhedspolitikken – ikke omvendt.

Staten agerer ikke ud fra et moralsk anker, men som aktør i en international balance, hvor etikken først kommer i spil, når de stemmer overens med sikkerhedsinteresser – uden at det afholder staten fra at kommunikere etisk.

De tre sager afspejler en kulturel og politisk virkelighed, hvor etik ikke er i højsædet, men et værktøj blandt flere.

Det er et udtryk for en længere bevægelse i moderne politiske strukturer, hvor staten gradvist er blevet en suveræn teknokratisk aktør, løsrevet fra enhver forpligtelse til en overordnet moralsk orientering.

Inspireret af amerikansk realpolitik og modernitetens skelnen mellem fakta og norm, er det etiske domæne blevet strukturelt irrelevant for statens selvforståelse.

Spørgsmålet er, om vi kan leve med det. Hvilken samfundskultur fostrer vi, når staten ikke længere har pligt til at handle ud fra andet end interesse?

Hvad bliver der af borgerens forventning om retfærdighed, om sandhed, om omsorg – særligt når staten gerne signalerer etik kommunikativt og performativt?