Debattør svarer biskop: Jeg frygter ikke tidsånden, men vi må have modet til at stå imod dens gudløse selvophøjelse

Det hellige skal være progressivt. Ellers ekstremt

Skov-Jakobsens svar synes at udspringe af en teologi, hvor troen ikke længere fungerer som civilisationens moralske anker, men i stedet tilpasser sig samfundets nyeste kulturelle opdateringer.

En teologi, der har bøjet sig for den sekularisering, som opstod med Oplysningens antireligiøse bølge – fra Comtes fremskridtstro til Nietzsches nekrolog over Gud.

Denne sekularisering, har mindre at gøre med den politiske form – adskillelsen af kirke og stat – og mere at gøre med om en dybere kulturel og metafysisk afvikling: et opgør med sandhed, pligt og det hellige. Den gennemsyrer i dag uddannelse, medier og kultur – og gør det nærmest tabu overhovedet at tale om Gud i alvor.

Tilbage står ikke frigjorte mennesker, men forvirrede – uden rødder, uden retning, rastløst.

Omar Alkhatib
Civiløkonom og debattør

Det teologiske skred, som sekulariseringen medførte, blev i det 20. århundrede genstand for advarsler fra flere kristne tænkere. Den katolske filosof Jacques Maritain kaldte udviklingen et “indefrakommende frafald” – hvor troens opløsning sker indefra, mens bekendelsen udadtil består.

Den lutherske Adolf von Harnack kaldte til en rodbehandling af teologien og pegede på kristendommens tidlige indoptagelse af græsk begrebsverden, som han mente uforvarende havde lagt grunden til en teologiske kompleksitet, der senere gav plads til tvivl og moderne ateisme.

Sammen med en række andre, lød deres advarsler, at denne åndelige sekularisering tillader religion at eksistere, så længe den ikke udfordrer. Den tillader tradition, så længe den kan omtolkes, omskrives eller opløses.

Det hellige må kunne oversættes til det progressive – ellers stemples det som ekstremt, fordi dens logik hviler på en idé om evig fremadskriden: at vi hele tiden bliver klogere, og at værdier fra blot en generation siden derfor må være forældede.

Det er en filosofi, som i sin kerne fremmer en slags værdi-entropi. hvor værdiers godhed vurderes på, hvor tidssvarende de er.

Det er i det lys, jeg læser biskoppens kritik.

Vi har afløst det hellige med det rastløse

Når han beskriver ”det flydende” og de konstante revisioner af tro, køn og ægteskab som en positiv nødvendighed, bekræfter han netop den diagnose, som den malaysiske filosof Syed Naquib al-Attas allerede stillede i 1978: at mange kristne tænkere har opgivet at konfrontere den sekulære filosofi og i stedet har valgt at samarbejde med den – ja, endda overbevist sig selv om, at den er ”evangeliets naturlige frugt”.

Al-Attas kaldte det en ”ny kristendom, fremmed for den traditionelle, som langsomt ændrer og fortrænger den indefra”.

I stedet for at beskytte kristendommens tidløse budskaber har liberale kristne ledere gjort den til endnu en stemme i det neo-moderne kor. Resultatet er, som den britiske teolog E.L. Mascall formulerede det, at man ikke længere konverterer verden til kristendom, men ”konverterer kristendommen til verden”.

Vi lever med konsekvenserne af en kultur, der har afløst Gud med selvet og det hellige med det rastløse. Ægteskab og forældreskab fremstilles som hæmninger for selvrealisering, og det økonomiske pres på børnefamilien kvæler overskuddet til både flere børn og nærværende familieliv.

Idealet om den forlængede familie er forsvundet, og at gå i kirke eller moské som ung er blevet så stort et tabu, at man hellere lyver end indrømmer det.

I kunsten og arkitekturen hyldes grimheden som autentisk, mens skønhed afvises som nostalgisk. Det moderne ideal er ikke længere det ærefulde menneske, men det kritiske, og normbrud er blevet en norm i sig selv, fordi tro og tradition fremstår som trusler og ”noget, vi burde have vokset fra”.

Den klassiske forståelse af mennesket som en helhed af krop, sind og sjæl er opgivet – og kroppen står tilbage som identitetens sidste bastion. I sin undervægt, overvægt, farve og form er den blevet genstand for en nyreligiøs optagethed, fordi dem, der skulle minde os om sjælen, nu tier eller tilpasser sig.

Tilbage står ikke frigjorte mennesker, men forvirrede – uden rødder, uden retning, rastløst.

Man kan mene, hvad man vil om Islam

Alt det kan man selvfølgelig godt kalde ”at være bange for det flydende”, men i så fald vil jeg tillade mig at være bange på vegne af familier og unge, som savner at mærke forankringens velsignelse, og som måske også savner en god, fast hånd i ryggen i disse usikre tider.

Tidsånden kalder efter værdier forankrede i sandhed, virkelighed og nærhed – noget som liberalisme og progressivisme ikke har formået at tilbyde.

Spørgsmålet er blot, om de kristne ledere i dag tør tale med samme tydelighed og rodfæstethed, som værdirelativister og normbrydere gør.

Omar Alkhatib
Civiløkonom og debattør

Man kan mene om islam, hvad man vil – men evnen til at stå ved sit kald i en tid præget af rodløshed og gudsløshed, uden at bøje af for tidsåndens pres, er noget islams teologi i høj grad har formået.

Flere undrer sig over at unge i højere grad søger mod religion end sine forældre. For mig er det indlysende. Det er modtryk til en generationel åndløshed; det som professor Bent Meier Sørensen forleden kaldte ”gajolflap nietzcheanismen”.

Ligesom islam, har den traditionelle kristendom også potentialet til at minde om det tabte og tiltrængt i en tid med stor moralsk forvirring og grænseløshed. Spørgsmålet er blot, om de kristne ledere i dag tør tale med samme tydelighed og rodfæstethed, som værdirelativister og normbrydere gør.

Har Folkekirken mistet evnen til at svare igen på tidens progressive dogmatisme? Har sekulariseringen været så gennemgribende, at mange præster undgår at tale klart om Gud – og om det tomrum, som Guds fravær har efterladt?

Jeg vælger at være håbefuld. Min erfaring med kolleger fra blandt andet Kristen-Muslimsk Samtaleforum er, at mange kristne ledere savner en praksis, der ikke skal udvandes for at tilfredsstille tidsånden – og som også begynder at trække vejret lidt tungt i den progressive dogmatismes selskab.

Og netop her ligger mit ærinde: ikke at sætte kristendommen op mod islam, og ej heller "være bange for tidsånden” som biskoppen formulerede det.

Jeg er også fuldt bevidst om den teologiske uenighed mellem islam og kristendommen, og jeg kalder ikke til en fælles religiøs sandhed, men til et fælles mod. Modet til at modstå kræfter, der vil gøre mennesket til sin egen Herre, og gøre relativismen til det dominerende dogme.

Tiden er moden til teologisk dristighed. Ikke for at skrue tiden tilbage, men for at bevare det, der altid har båret os fremad.