Biskop: Vores åndskraft er ikke et håndtag, regeringen kan skrue på, når der er behov for åndelig oprustning

Danmark har åndelig længsel

Uagtet de mange forskellige fortolkninger af den åndelige oprustning og de forskellige udlægninger af konsekvenserne heraf, så spørger jeg mig selv: Hvad driver denne fornyede interesse for åndelighed, og hvorfor er det et emne, som også politikerne abonnerer på?

Mit bud er, at der er en åndelig længsel i samtiden og en manglende åndelig forankring, som mange ikke har ord for, men blot en fornemmelse af.

For fællesnævneren for de mange (mere eller mindre åndrige) udlægninger af begrebet 'åndelig oprustning,' synes at kredse om behovet for en forankring i noget, der er større end det enkelte individ. Spørgsmålet er blot, hvad dette "større" er?

En tysk præst, Chr. Scrivers, skrev tilbage i 1675 denne lille aforisme:

"En kristens hjerte må være som en passer, hvis ene fod står fast på midtpunktet, mens den anden farer omkring og former omkredsen. Når det ydre menneske er flittigt i verdslige forretninger, da må det indre menneske stå fast på midtpunktet."

Det var i en tid, hvor dette midtpunkt og centrum for verden, som den største selvfølgelighed, var Gud. Det var længe før den tyske sociolog og politolog Hartmut Rosas beskrivelse af det postmoderne sekulære accelerationssamfund.

Der er en åndelig længsel i samtiden og en manglende åndelig forankring, som mange ikke har ord for, men blot en fornemmelse af.

Marianne Gaarden
Biskop

Det er ikke så svært at forestille sig, hvad der sker, hvis tyngden ligger på det omkringfarende passerben i et samfund, hvor tempoet hele tiden stiger. Vi kommer ud af balance.

Identificerer vi os kun med det omkringfarende ben, vil centrifugalkraften langsomt trække os længere og længere væk fra vores centrum, så vi mister fornemmelsen for, at vi er forankret i og holdt fast af noget større end os selv. Vi bliver som små racerbiler, der med speederen i bund konkurrerer om at komme først i den fejlagtige antagelse, at vi selv styrer vores liv.

I farten kan vi bilde os selv og hinanden ind, at vores værdi som mennesker afhænger af vores præstationer og konkurrenceevne, og ikke fordi vi bare er.

Bevidstheden er blevet flygtig 

Når vi aldrig oplever at være i ro, forsvinder evnen til at være nærværende og til stede i nuet. Måske har du ikke engang kunnet læse denne tekst fra ende til anden uden samtidig lige at skulle tjekke din telefon, læse en mail eller noget andet?

Vores bevidsthed er ofte flere steder på en gang. Og vores indre fjende i form af frygtsomhed, ensomhed, rodløshed og præstationsangst får dermed frit lejde til at erobre vores indre landskab, måske endda helt uden vi har opdaget invasionen og angrebet på vores åndelige forankring.

Resultat bliver nemt udbrændthed og en befolkning, der rammes af stress-sygemeldinger, hvilket ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd koster samfundet mere end 54 milliarder kroner årligt.

Et beløb, svarende til seks bededage, der i stedet kunne være anvendt på andre og bedre formål, ikke kun åndelig fordybelse, men også unge menneskers trivsel, indsatser for klimaet eller vores forsvar, som alle skal yde noget til i denne tid.

Der er efter coronapandemien også kommet fokus på unge menneskers mistrivsel, de er jo fremtidens samfund.

De unge er i den grad opmærksomme på, at jorden brænder under os, og vi oversvømmes af tal og dokumentation om klimaforandringerne, biodiversitetskrisen, overforbrug af jordens ressourcer i den verden, vi overlader til de kommende generationer.

Forskerne taler om den antropocæne tidsalder, hvor det er menneskeheden, der ændrer og ovenikøbet kan ødelægge forudsætningerne for livet på jorden, hvis vi ikke ændrer kurs – alt imens accelerationen blot fortsætter, og folk går i krig mod broderfolk.

Det kan næsten se ud, som om menneskeheden er ramt af en autoimmun sygdom, hvor vi angriber os selv og vores eget eksistensgrundlag.

Mon det kan skyldes, at vi er blevet både fartblinde og tonedøve for det åndelige centrum, vi er forankret i?

Med de samfundsudfordringer, vi står over for, og midt i nationale og globale kriser (i flertal) er det ikke svært at forstå, at regeringen har fået øje på både kirke og kristendommen. Og tak for det.  

Marianne Gaarden
Biskop

Åndskraft er samfundets fundament

Måske har landets beslutningstagere, politikere og diverse debattører også en fornemmelse af en åndelig fattigdom og en længsel efter noget, der er større, end det moderne digitale højhastighedsliv tilbyder.

Med de samfundsudfordringer, vi står over for, og midt i nationale og globale kriser (i flertal) er det ikke svært at forstå, at regeringen har fået øje på både kirke og kristendommen. Og tak for det.

Men et samfunds åndskraft er ikke et håndtag, der blot kan skrues på, når der er behov for åndelig oprustning.

For troen er ikke en åndelig overbygning på et samfund eller det enkelte menneskes liv. Det er hele det fundament, vi står på og er forankret i. Det er forudsætningen for den måde, vi er i verden på. For vi er i verden i overensstemmelse med den måde, vi tror, verden er på.

Der er behov for en fornyet bevidsthed om, at vi som Chr. Scrivers passer også har et andet ben, der skal være solidt forankret i det, der er større end det enkelte individ – det vi i kristendommen kalder Gud.

Du kan ikke tjene både Gud og Mammon, sagde Jesus for et par tusinde år siden. Vi må vælge, hvilket ben, vi vil hvile på.

Hviler benet i troen på en skaber, der elsker sin skabning ubetinget, og som vil gøre alt for os, er der ikke behov for at blive beundret, at få mange likes eller at være betydningsfuld.

For fokus er på alt det, der gør livet betydningsfuldt. Hér hviler vi i fred og ro i tillid til og tro på at vi er elsket, alt imens det andet ben bevæger sig rundt i verden – ikke for at konkurrere med eller tjene på andre, men for at tjene Gud, vores næste og skaberværket.