
Carsten Selch Jensen tager tre år mere som dekan for Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
"Carsten Selch Jensen har som dekan været en tydelig og engageret stemme i universitetsledelsen. Han har en stærk forståelse for både fakultetets særlige profil og for universitetet som helhed, og jeg er meget glad for, at han har takket ja til at fortsætte," skriver David Dreyer Lassen, Rektor for Københavns Universitet.
Carsten Selch Jensen har været dekan for Det Teologiske Fakultet siden 2021.
Forlængelsen af Carsten Selch Jensens ansættelse som dekan træder i kraft fra 1. juli 2026.
"Jeg betragter det som et stort privilegium at få lov at fortsætte mit virke som dekan på Det Teologiske Fakultet, hvor man som leder både kan være tæt på beslutningerne i KU’s maskinrum og samtidig – på grund af fakultetets størrelse – tæt på de faglige miljøer", siger Carsten Selch Jensen.
I de kommende år kommer Carsten Selch Jensen som dekan til at skulle arbejde med implementeringen af regeringens kandidatreform.
"Det bliver et stort, men også spændende arbejde. Vi skal omlægge nogle uddannelser, men også styrke de eksisterende. Der er et arbejdsmarked, som i den grad har brug for teologiske kandidater, og derfor handler det om at tiltrække de rigtige studerende," siger Carsten Selch Jensen.
Carsten Selch Jensen blev i 2018 tildelt doktorgraden i teologi på Københavns Universitet. Han har en ph.d. i historie fra det tidligere Odense Universitet.
- De har brugt årevis på at bekæmpe hinanden. Nu vil de genrejse Konservative som det store centrumhøjre-folkeparti
- Jeg rejste til Ungarn og kom hjem med det håb, som vores tid kalder på
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Idéhistoriker: Debatten om danskhed er for alvorlig til at affeje som nationalistisk tågesnak
- Massivt EU-flertal vil stille krav om ja til sex i hele Europa




















