Demokratiforsker svarer professor: Det er demokratiet, der sier kirken fra – ikke universitetseliten

Som kirkekristen har man oprigtigt kristen tro, der gør, at man ønsker – mere eller mindre aktivt – at fremme kristendommen i befolkningen gennem dåben. Fair nok.

Det er en ærlig overbevisning. Og det kan jo fint udfolde sig inden for rammerne af religionsfriheden.

Er kirken og staten uafhængige eller sammensvorne?

Men samtidig hævder Bent Meier Sørensen, at demokratiet ikke kan klare sig uden kirken og religionen/kristendommen. Og for mig er det stadig uklart, hvad der ligger i den påstand.

Betyder det, at det kun er i kristne samfund, der kan være demokratier? Altså, at det er en nødvendig forudsætning for demokrati? Eller betyder det, at det er mere befordrende for demokratiet; at det fungerer meget bedre med kristendom end uden?

Pointen med demokratiets kritiske brod mod religion er, at demokratiet fungerer som en slags gøgeunge, der vokser sig ud af den rede, som den oprindelig blev lagt i.

Tore Vincents Olsen
Lektor og demokratiforsker, Aarhus Universitet

I begge tilfælde skal der mere argumentation til, end hvad Bent Meier Sørensen kommer med i sine to indlæg i Altinget.

Det er ikke mig bekendt konsensus i demokratiforskningen, at det er gældende empirisk set. Og selv hvis det kunne vises empirisk, er der en høj risiko for induktive fejlslutninger (altså at man slutter fra, at alle kendte demokratier er kristne, til at demokratier kun kan være kristne).

En tredje måde at forstå påstanden på er, at demokratiet er begrundet af kristendommen. Førstnævnte er rundet af sidstnævnte.

Kristendommen bliver dermed en slags ydre grænse for demokratiet og dets beslutninger. Demokratiet foregår inden for rammerne af kristendommen.

Det finder jeg heller ikke overbevisende. Pointen med demokratiets kritiske brod mod religion (og tradition) er, at demokratiet fungerer som en slags gøgeunge, der vokser sig ud af den rede, som den oprindelig blev lagt i.

Det vil have en tendens til at relativisere religion, ikke mindst under stigende pluralitet i samfundet, hvor folk tilslutter sig forskellige religioner eller ingen.

Den demokratiske samtale kan selvfølgelig trække på religiøse og traditionelle argumenter.

Nogle demokratiteoretikere argumenterer også for, at religionen og trossamfundene, herunder kirkerne, har en lang erfaring for at behandle etiske og moralske dilemmaer, som politikken og demokratiet kan benytte sig af, især for så vidt at de lader sig oversætte til et ikke-religiøst sprog.

Før Eva og æblet

Men givet, at de religiøse argumenter – som religiøse argumenter – kun kan appellere til tilhængerne af de respektive religioner, vil der være en iboende tendens til, at de bliver siet fra i den demokratiske samtale.

Det, vi (tilnærmelsesvist) kan blive enige om, er nogle forholdsvist abstrakte principper og værdier for vores samfundsmæssige samkvem.

Det føles lidt som at ville skrue tiden tilbage, til før Eva rakte ud efter det der æble.

Tore Vincents Olsen
Lektor og demokratiforsker, Aarhus Universitet

Og vi kan opnå en solidaritet, som beror på, at alle gennem den demokratiske proces, der udviser en lige hensyntagen til deres interesser, har været med til at give en konkret form til disse principper og værdier.

Det er muligt, at vi har behov for mere end disse abstrakte principper og denne abstrakte solidaritet. Selv er jeg ikke overbevist.

Og det er jo heller ikke kun i de store politiske fællesskaber, at vi hver især finder identitet og mening med livet. Det kan man jo sagtens finde i kirken og i religionen.

Men jeg finder det ikke plausibelt, at man så at sige kan blive ved med at hælde mere religion på demokratiet. Det føles lidt som at ville skrue tiden tilbage, til før Eva rakte ud efter det der æble.

Når det er sagt, sporer jeg i uenigheden mellem Bent Meier Sørensen og undertegnede også en uklarhed på, om udsagnene angår, hvad der var medvirkende til demokratiets fremvækst, hvad der støtter demokratiet i dag, og hvad der vil støtte demokratiet i fremtiden, og hvad der derfor bør satses på.

Har kongehuset altid bidraget til demokratiets udfoldelse? Har kirken bidraget til en demokratisk kultur? 'Gav' kongen frivilligt grundloven i 1849? Hvad var kongens rolle under provisorieårene? Hvad var Påskekrisen? Hvilken rolle spillede kirken i 'den sorte skole?' For ligestilling mellem mænd og kvinder. For ligestilling af homoseksuelle?

Samfund forandrer sig, og hvad der måske har bidraget til demokratiets fremvækst, behøver jo ikke nødvendigvis at være det, der bidrager i fremtiden. Også hvor der er nogle principielle modsætninger mellem det og demokratiet, en stigende pluralitet i samfundet.

Et angstprovokerende grundvilkår

Bent Meier Sørensen argumenterer for ’mere af det samme’ eller måske 'tilbage til det der var før.'

Jeg mener, vi må besinde os på, at fortiden ikke kommer tilbage. Det betyder ikke, at jeg mener, demokratiet kommer ud af intet.

Men demokratiet laver om på det, som det kommer ud af. Demokratiet er en transformationsmekanisme. Det sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad der tidligere så ud til at være naturligt, solidt og uantasteligt.

Det kan være lidt angstprovokerende. Men det er et grundvilkår.

Jeg skal igen beklage at have forvekslet Bent Meier Sørensen med de kulturkristne nationalkonservative og for at have virket arrogant.

Demokratiet er en transformationsmekanisme. Det sætter spørgsmålstegn ved alt, hvad der tidligere så ud til at være naturligt, solidt og uantasteligt.

Tore Vincents Olsen
Lektor og demokratiforsker, Aarhus Universitet

At jeg giver sidstnævnte indtryk, skyldes nok desværre, at jeg er irriteret over, hvad jeg ser som de kulturkristnes manipulation af befolkningen.

At de vil fremme en tro, de ikke selv tror på. Jeg er træt af at få at vide, at jeg ikke kan klare mig uden religionen og traditionerne, og at det bedste for mig er at tilslutte mig dem.

Det er som at blive behandlet som et barn, der ikke må få at vide, at julemanden ikke eksisterer i virkeligheden. Det har ikke noget med universitære ekkokamre at gøre. Det har noget at gøre med at blive behandlet som voksent, ligestillet menneske og borger.

Jeg er også træt af nationalkonservative, der hævder at stå på 'den almindelige borgers side' mod en verdensfjern kulturel elite, samtidig med at de selv fuldt ud agerer som en elite, der vil fortælle os, hvad der er godt for os.

Det er muligt, at de ikke selv er klar over, at de agerer elitært. Men så har mit indlæg forsøgt at udpege det for dem. Bedrøveligvis med Bent Meier Sørensen som et uskyldigt civilt offer.