'Feministisk Kampskrift' er et PR-projekt forklædt som en bog

Guldbogstaverne 'Feministisk Kampskrift' glitrer på bogens lyserøde forside. Omslaget kan hurtigt give læseren den tanke, at bogen skal appellere til kvinder, der skal i kamp.

Men næ nej. Målgruppen er: alle. I hvert fald ifølge bogens indledning. Her står, at den er til "dig, der er forælder til en teenager" og "dig, som har hele livet foran dig, hvor du skal gøre dig erfaringer, forsvare dig selv og slå dig et par gange" og "dig, der bekymret har fulgt den offentlige debat og er oprigtigt i tvivl om værdien af de nye sociale normer".

Hensigten er at give alle disse mennesker - på tværs af generation og position – en "guide" til, hvordan vi skal navigere i denne nye verden.

Den nye verden

Altså den verden, som har år 0 på det tidspunkt, hvor Sofie Linde tog røven på hele Zulu Comedy Galla i en tale så kendt, at den vist ikke behøver blive gengivet her. Mange kan stadig se den blå kjole for sig og genkalde sig styrken i hendes stemme: "hvis du ikke går med ud og sutter min pik…" (afslut selv).

Forfatterne udnyttede talens efterspil til at samle underskrifter til en kronik i Politiken, som med 322 afsendere blev bragt med overskriften: "322 kvinder står frem i opråb: Sexisme, seksuel chikane og magtmisbrug er overalt i vores samfund, også i de politiske partier".

En imponerende og modig bedrift. Søe og Gudme skal uden tvivl have cadeau for at bidrage til den bølge af opgør med sexisme på danske arbejdspladser, der siden er skyllet ind over Danmark.

Er der brugbare råd til unge mennesker om, hvordan de skal forsvare sig? Det må blive et klokkeklart nej

Men. Lykkes bogens mission? Føler man sig bedre klædt på til at navigere i år 2, i denne post-'talen om den store tv-kanon'-tid? Er det nemmere for teenageforælderen at vurdere, hvordan vedkommende skal forholde sig? Er der brugbare råd til unge mennesker om, hvordan de skal forsvare sig?

Total målgruppe- og genreforvirring

Det må blive et klokkeklart nej. Eller hvad? Vurder selv med udgangspunkt i tre nedslag:

Efter fem kapitler – cirka 100 sider, som primært er en gengivelse af de begivenheder, som fandt sted i efteråret 2020 – bliver det mere konkret. Ét kapitel handler eksempelvis om håndtering af journalister.

Råd nummer 1: "Undersøg, hvem der kontakter dig. Du kan finde afsenderen af langt de fleste opkald ved at taste nummeret ind på MobilePay". Værsgo, kære teenageforælder, her er en guide til, hvis du en dag skal tale med en journalist, som af uransagelige årsager ikke præsenterer sig selv.

Der er også et afsnit, som hedder 'Sådan håndterer du som leder krænkelser på din arbejdsplads'. Så ja, kære "dig, som har hele livet foran dig" og skal gøre dig erfaringer og alt det der, du skal eksempelvis bare "droppe tavshedsklausuler og pressestrategier".

Og så er der det kapitel, som handler om henholdsvis rød og blå bloks "holdninger til ligestilling og partiloyalitetens skyggeside". Måske den del af bogens målgruppe, der er "oprigtigt i tvivl om værdien af de nye, sociale normer", kan blive guidet lidt i den rigtige retning, hvis de læser nogle lidt navlepillende refleksioner om, at "sexismen har nogle særlige gunstige vilkår i det magtrum, der eksisterer i politik"?

Navlepilleri overskygger de få, brugbare elementer

Nå, altså. Der er da også dele af bogen, som faktisk er en guide. Og det er på disse handlingsanvisende sider, at bogen står stærkest.

Alligevel overskygges læseoplevelsen mest af den totale målgruppe- og genreforvirring, som måske bunder i, hvor meget plads forfatterne bruger på selviscenesættelse

Det er eksempelvis under overskriften 'Det kan du gøre for at få plads i magtrummet', at mennesker vil kunne finde håndgribelige råd til, hvordan man griber en situation an, hvor man står over for en, der misbruger sin magt. Det kunne med fordel have fyldt mere.

Alligevel overskygges læseoplevelsen mest af den totale målgruppe- og genreforvirring, som måske bunder i, hvor meget plads forfatterne bruger på selviscenesættelse, egne erfaringer, refleksioner om hverdagen i dansk politik og deres evige referereren til deres arbejde med 2020-kronikken.

Bevares, "tre dage senere havde det vokset sig så stort, at Politiken ryddede både forside og debatforside for at gøre plads til opråbet".

Jeg forstår bare ikke, hvordan det skal guide mig, hvis jeg en dag kommer til at opleve noget krænkende.

2020-kronikken havde jeg gerne givet 6 A'er. Denne bog kan desværre ikke snige sig op på mere end to.