Folketinget gør op med 100 års tradition ved at gøre kirken til et kulturtilbud

Umiddelbart forstår jeg hensigten. Man har konstateret, at folketingsmedlemmerne med de stadigt flere stående udvalg i stigende grad oplever "at have vanskeligt ved at give arbejdet i de enkelte udvalg den opmærksomhed, de gerne ville."

Med færre stående udvalg burde det logisk set give mere kvalitativ tid for folketingsmedlemmet til dem, der består. 

Hensigten bliver nok kun væsentligt realiseret, hvis der følger en arbejdsmæssig kulturforandring; en strukturændring er som regel kun et delelement.

Det er før sket i Folketingets historie, at antallet af stående udvalg ændres, og at forskellige råd og underudvalg ned- eller omlægges. For de kan bestemt have en tendens til af mange grunde at yngle over tid, så der må beskæres i bestanden.

I 2011 vedtog Folketinget en ændring af forretningsordenen, som både oprettede og nedlagde udvalg. Længere tilbage i 1972 foreslog udvalget for forretningsordenen også en kraftig reduktion af stående udvalg fra 30 til 22, så tankegangen er ikke ny.

Hver gang har kirkeudvalget dog beholdt retten til at bestå selvstændigt.

Når sammenlægningen vækker bekymring, skyldes det en frygt for, at kirkeområdet vil blive nedprioriteret i forhold til kulturen.

Hans-Ole Bækgaard

En sammenlægning er ikke en neutral handling.

Der er fordele og ulemper, og vel bør de positive elementer fylde, eksempelvis at kirkeområdet kan få mere bevågenhed ved at blive en del af kulturområdet, hvor der trods alt politisk er større aktivitet.

Men når det vækker bekymring, skyldes det en frygt for, at kirkeområdet vil blive nedprioriteret i forhold til kulturen. Oplysninger i Folketingets årsberetning (2023-2024) viser, at der i Kirkeudvalget var seks udvalgsmøder, 36 henvendelser og 136 dokumenter, som udvalgsmedlemmerne skulle forholde sig til.

I kulturudvalget var der i samme periode 19 udvalgsmøder, 90 henvendelser og 923 dokumenter. Det kan være et argument for en sammenlægning, men ligeså meget et argument imod, da kirkeområdet risikerer at drukne i kulturelle anliggender.

Det kræver opmærksomhed og stor viden om det kirkelige i et nyt udvalg. Ved de sidste to folketingsvalg har der været stor udskiftning af kirkeordførere. Ved sidste valg var der 12 partier og 12 nye kirkeordførere, og siden er der sket flere udskiftninger.

Stabiliteten har manglet, og jeg kan frygte, at der i et nyt fælles udvalg vil være få medlemmer med særlig indsigt og interesse i det kirkelige område. 

For det fordrer nysgerrighed, tid og engagement politisk at forvalte Kirkeudvalgets ansvarsområder, sådan som eksempelvis Birthe Rønn Hornbech (V) og Karen J. Klint (S) dedikeret gik til opgaven i en årrække.

Så hvis en sammenlægning ikke skal betyde svækkelse for kirkeområdet, afhænger det meget af personer. Man skal prioritere tiden, stille spørgsmål og være interesseret som politiker. Derfor håber jeg også, at partierne fastholder en særskilt kirkeordfører og en særskilt kulturordfører.

I beslutningsforslag indstilles, at man fremover "bør gå over til at betragte Folketingets udvalgsstruktur som betydelig mere fast og uafhængig af regeringens ressortfordeling end hidtil."

Folketinget skal altså ikke afvente nedsættelse af de stående udvalg efter et nyvalg, indtil regeringen har fastlagt antallet af ministre og ressortfordelingen, så udvalgenes ressort og antal eventuelt kan tilpasses ministeriernes ressort.

Vil kultur- og kirkeministeriet fremover være lagt sammen?

I 2010-2011 blev det koblet sammen første gang og ligeså i perioden 2014-2022 med fem forskellige ministre under skiftende regeringer. Selvfølgelig tænker en minister tingene sammen, og det smitter af.

Stabiliteten har manglet, og jeg kan frygte, at der i et nyt fælles udvalg vil være få medlemmer med særlig indsigt og interesse i det kirkelige område.   

Hans-Ole Bækgaard

Skal man formå at skelne klogt i ressortområder, kræver det stor indsigt, som tilfældet langt på vej var med Marianne Jelved (R), Bertel Haarder (V) og Mette Bock (LA).

Trods intentioner er jeg ikke overbevist om, at stående udvalg ikke vil afspejle ministerier og sammensætning af ressort, og at ny udvalgsstruktur ikke vil få indflydelse på sammenkobling af ministerier fremover.

Vel kan der ses en naturlig sammenhæng mellem kirke og kultur, da mange kulturinstitutioner har historiske bånd til kirken, og det kan åbne for en bredere debat om kulturarv.

Men kirke og kultur må ikke blandes sammen, men fastholdes som to politiske områder, der skal forvaltes forskelligt. 

Det er to forskellige virkeligheder og størrelser, selvom oplevelsen i de senere år er, at kirkeområdet er blevet et forvaltningsområde, staten skal tage sig af.

Det ligger lige for, at den tendens styrkes ved en sammenlægning.

Men kirken må ikke bare blive et kulturtilbud, for så formindsker man dens faktiske rolle og position. Og folkekirken er andet end blot et kulturelt anliggende.

I 1961 blev Kulturministeriet oprettet og dermed også et udvalg for kulturelle anliggender.

Med tiden har det vist sig, at kulturliv og sekularisering hænger sammen. Det skal helst ske ud fra det grundtvigske kulturliv, i åbenhed og på sekulariseringens betingelser.

Kultur er konfessionsløs og alligevel optaget af det religiøse. Især udtrykt ved frygt for islam og islamkritik, som ofte medfører en række forbud med konsekvenser for kristne trossamfund og traditioner, og hvor religions- og trosfriheden kommer under pres.

Hvordan vil disse forhold og islams tiltagende synlighed i det danske samfund blive behandlet i et fremtidigt kultur- og kirkeudvalg?

Vil eksemplet med den aktuelle sag om ramadanmiddag og muslimsk bøn i Tingbjerg kirke være et spørgsmål om kulturmøde eller om fremmed gudsdyrkelse i folkekirkens lokaler?

Da Kirkeministeriet blev udskilt fra Kultusministeriet i 1916, blev kirkeudvalget en slags "synode i synoden," da Folketinget siden grundloven i 1849 på mange måder har været folkekirkens synode i mangel af en egentlig kirkeforfatning.

Kirken må ikke bare blive et kulturtilbud, for så formindsker man dens faktiske rolle og position. Og folkekirken er andet end blot et kulturelt anliggende.

Hans-Ole Bækgaard

At afskaffe et selvstændigt kirkeudvalg kan betyde, at denne "synode i synoden" forsvinder, og kirkens indre anliggender bliver presset, som Rasmus H.C. Dreyer peger på i en analyse.

En afskaffelse kan betyde, at kirkepolitikere ikke længere er optaget af at føre en parlamentarisk kontrol med kirkeudvalgets områder og tage teologiske spørgsmål op, som alligevel kan vise sig at være et væsentligt område i den aktuelle politik i regering og folketing.

Kirkeudvalget kan også miste betydning som politikernes supplement til bispemøderne, der er blevet mere og mere formaliserede, sådan at toppen er todelt:

Et udvalg for politikerne til de ydre forhold, et for biskopperne til de indre. I de seneste år er udvalget også i tiltagende grad blevet brugt som en slags ventil fra præster i forhold til at motivere kirkepolitikerne uden om biskopperne til at gå op imod eller omgøre tiltag med utilsigtede konsekvenser for folkekirken.

Det kan være vanskeligere at have fokus på som underudvalg til kulturen.

Min påstand er, at der er gode grunde til at bevare kirkeudvalget som et selvstændigt udvalg.

Det kan nås at blive ændret inden 3. april, så der efter næste Folketingsvalg er 21 stående udvalg.