Historiestuderende: Regeringsforhandlingerne er ikke så historiske, som man får indtryk af i medierne

Systemskiftet i 1901 var et historisk nybrud. Med magtskiftet fra Højre til Venstre blev formen på det danske folkestyre ændret, og parlamentarismen var en realitet. En ægte historisk begivenhed.

Når vi sætter lighedstegn mellem nuets intense skær og historisk betydning, mister vi evnen til at se de lange linjer, der binder os sammen med fortiden. For historien viser os, at vi skal være forsigtige med allerede at døbe valget enestående.

Nye spillere på den gamle spilleplade

Historien leverer nemlig et klart eksempel i form af det sagnomspundne jordskredsvalg i 1973. Valget rystede og fordoblede med ét slag antallet af brikker til den parlamentariske spilleplade.

Med historiens røst viser jordskredsvalget os, at vi skal være varsomme med at bade nutidens begivenheder i et dramatisk, gult breaking-skær.

Efter valget i 1973 kunne man i Folketinget nu tælle ti partier i stedet for fem. Tre partier, der aldrig før havde været på “tinge,” skulle have deres første tur i den parlamentariske arena – opkomsten af nye partier er med andre ord ikke et nyt fænomen.

Særlig bemærkelsesværdigt var resultatet for den excentriske skattejurist Mogens Glistrup, der førte sit nystiftede Fremskridtsparti til hele 15,9 procent af stemmerne – det næststørste parti i Folketinget.

Ligeledes fik Centrum-Demokraterne, anført af den socialdemokratiske udbryder Erhard Jakobsen, et flot valg med 7,8 procent af stemmerne.

Parallellen til Lars Løkke Rasmussen (M), Inger Støjberg (DD) og til dels Lars Boje Mathiesen (BP) er slående: Både dengang og i dag opstod bevægelserne som stærkt personbårne alternativer til det etablerede system. Valgresultatet i marts i år er måske broget, men det er alt andet end enestående.

Man kan let få indtryk af, at der aldrig kommer en ny regering, når man følger mediedækningen af de igangværende forhandlinger. Et ur på DR’s hjemmeside, der ned til minuttet tæller, hvor længe Danmark har stået uden en regering, forstærker blot illusionen om en akut krise. 

Schlüter-tiden er et eksempel på, at stabilitet ikke nødvendigvis udspringer af mandaternes logik, men af evnen til at forvalte den givne virkelighed.

Emil Uhre Sørensen
Historiestuderende på Aarhus Universitet

Men her må jeg minde om, at vi før har stået over for en omgang parlamentarisk kluddermor.

Resultatet af vintervalget i 1975 kan minde meget om dette års morads af et folketing – ingen sikre flertalsmuligheder og total uvished om, hvilken regering der skulle lede landet.

Det stod hurtigt klart, at Venstre-mindretalsregeringen ledet af Poul Hartling ikke kunne fortsætte efter et mistillidsvotum trods et godt valg. En situation var skabt, hvor devisen om det muliges kunst for alvor blev sat på prøve.

Spekulationer og bogstavlege fulgte i spalterne – præcis som i dag. Hele fire såkaldte dronningerunder, hvor tre forskellige kongelige undersøgere på skift fik depechen, skulle der til, før en ny regering kunne dannes.

Det begyndte med en usædvanlig model, hvor Folketingets formand, den radikale Karl Skytte, gav det et mislykket forsøg. Herefter fulgte to runder, hvor først Anker Jørgensen og dernæst Poul Hartling måtte give fortabt. I en fjerde runde fik Anker Jørgensen endnu en mulighed. Her blev resultatet et vaskeægte parlamentarisk sats: en S-mindretalsregering i et ellers borgerligt folketing.

Erfaringerne fra 1975 viser os, at et parlamentarisk morads ikke er et historisk brud, men en del af vores politiske DNA.

Det parlamentariske værksteds triumf 

Reaktionen vil være forudsigelig, hvis de igangværende forhandlinger ender i en regeringskonstruktion uden et solidt flertal bag sig. Der vil blive sået tvivl om holdbarheden og evnen til at føre politik, men her svigter den politiske hukommelse igen.

Da Poul Schlüter tiltrådte som statsminister i 1982, var der ikke mange, der spåede hans firkløverregering store chancer.

Den parlamentariske situation var penibel, men alligevel sad Schlüter som statsminister i over et årti. Hemmeligheden lå i en benhård pragmatisme og accepten af det parlamentariske værksteds realiteter.

I perioden 1982 til 1988 navigerede regeringen i et landskab, hvor man indgik økonomiske aftaler med både Fremskridtspartiet og De Radikale, mens man i udenrigs- og sikkerhedspolitikken accepterede at blive nedstemt af det såkaldte alternative flertal – hvilket resulterede i den famøse fodnotepolitik.

Schlüter-tiden er et eksempel på, at stabilitet ikke nødvendigvis udspringer af mandaternes logik, men af evnen til at forvalte den givne virkelighed.

Hvis vi i dag kalder en regering uden et sikkert flertal for “historisk svag,” overser vi, at nogle af de mest markante politiske resultater i nyere tid blev skabt under netop disse vilkår.

Nutiden er faktisk normen

”Opbrud” er et yndet beskrivende ord om det nyligt afholdte valg, men også om dansk politik generelt siden valget i 2022. Ordet giver en fornemmelse af, at vi er midt i et enestående tilfælde, hvor en brise af historiens vingesus blafrer i vores hår. 

Men hvis vi løfter blikket, er det ikke nutiden, der stikker ud – det er de foregående årtier.

Perioden fra 2001 til 2022 indprentede en illusion om, at dansk politik per definition består af to faste blokke med stram styring og forudsigelige mandater.

Kigger vi på den moderne politiske historie, er det 2000’ernes og 2010’ernes blokpolitik, der stikker ud som den egentlige historiske anomali.

Emil Uhre Sørensen
Historiestuderende på Aarhus Universitet

Men kigger vi på den moderne politiske historie, er det 00’ernes og 10’ernes blokpolitik, der stikker ud som den egentlige historiske anomali. Både SVM-regeringens dannelse og det nuværende parlamentariske puslespil er ikke udtryk for en krise.

De er en simpel tilbagevenden til dansk politiks parlamentariske normaltilstand. En tilstand kendetegnet ved uforudsigelighed og nødvendigheden af kompromiser på tværs. En tilstand, vi kender fra tidligere tider.

Om valget 24. marts reelt bliver en skæbnestund, ved vi måske først om mange år. Indtil da gør vi klogt i at huske på, at det danske folkestyre før har navigeret gennem både jordskred, dronningerunder og brogede valgresultater.

Ved at insistere på, at alt er “historisk,” før vi overhovedet har set virkningerne, glemmer vi vores proportionssans.

Lad os derfor lægge flosklerne væk og give plads til det politiske håndværk, der altid har været vores demokratis sande styrke.