Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Jesus fordømte ikke den anderledes troende. Og jeg ville ønske, vi fulgte hans eksempel

Vi er borgere i et samfund, som har brug for dem, der kommer et andet sted fra. Alligevel er det som om, at det er et sikkert politisk kort at pege på den uensartethed, der naturligvis opstår i et land, hvor mennesker fra andre kulturer spiller en væsentlig rolle.

Jeg vil ønske, at vi begynder at lytte til hinandens “sprog” og ikke udskiller hinanden, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.
Jeg vil ønske, at vi begynder at lytte til hinandens “sprog” og ikke udskiller hinanden, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Peter Skov-Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er pudsigt, hvad man bliver klar over i løbet af en ferie. I hverdagen er der åbenbart en travlhed, der sænker forbløffelsestærsklen, og man går forbi det åbenlyse. 

Virkeligheden skal man vænne sig til. I de sidste mange år har jeg noteret mig, at vi i Danmark taler meget om de indvandrede. Men det gælder så sandelig også i de lande, som jeg gæstede i denne sommerferie: Tyskland, Østrig og Italien.

Alle steder er det som om, at det er et sikkert politisk kort at pege på den uensartethed, der naturligvis opstår i et land, hvor mennesker fra andre kulturer spiller en væsentlig rolle. 

Jeg vil ikke påstå, at der ikke kan opstå væsentlige problemer. Det viser hverdagen, at der kan, og der findes problemer, som det er svært at se bort fra. Integration er ikke let.

Religionsfrihed og ytringsfrihed spiller en rolle nu, som er væsentligt forandret fra min ungdom. Det, der undrer mig, er, at vi taler om dette på en måde, som om vi kunne vende tilbage til nationalstater, hvor mindretal og tilflyttede var usynlige.

Det religiøse menneske spørger nysgerrigt ind i den tilværelse, der, hvad enten man tænker over filosofiske eller naturvidenskabelige spørgsmål, hele tiden efterlader én med en følelse af at være omgivet af uendelighed

Peter Skov-Jakobsen, biskop, Københavns Stift

Inden jeg rejste på ferie, noterede jeg mig, at mange bestillinger på restauranter og caféer i København denne sommer bliver afgivet på engelsk. Det er mit indtryk, at der er mange borgere fra andre EU-lande, der gør brug af retten til at tage arbejde og ophold i Danmark.

Min sommerferie var i tysktalende områder. Jeg spillede mit tysk ind i symfonien af de andre tysktalende udlændinge. Dem var der mange af. Dem med modersmålet tysk måtte ind imellem spidse ører, når vi gav os i kast. Jeg sad i hvert fald og morede mig med at tænke: “hvad pokker var det, han sagde”, mens jeg kunne se på den anden, at han kæmpede lige så djærvt med mine lyde.

En enkelt togtur gjorde mig opmærksom på, at det med ikke at kunne genkende lydene på et velkendt sprog slet ikke er noget nyt. Når to østrigere giver den gas på den lokale dialekt, er man hensat til blot at lytte efter, om de siger ens navn. Men havde jeg været født i Berlin havde følelsen ikke været anderledes.

Mine kammerater i barndommen forstod heller ikke mine sønderjyske bedsteforældre. De troede, at de var nordmænd. Det var de mest uforståelige, vi kunne komme i tanke om.

Religion, kultur, adfærdsformer og skikke er også en slags sprog. Det er forståelsesmønstre, som vi kender særligt godt, og vi behøver kun at antyde komplicerede kulturelle, religiøse eller sociale eksistensspørgsmål, og straks er det som om, vi forstår lidt bedre. Altså hvis vi forstår “sproget”.

Hvad er det egentlig, der karakteriserer “sproget” religion? Hvad er det, vi tænker om det religiøse menneske? Nogle vil hævde, at religion opdrager os til anstændighed, og derfor tilstræber vi retfærdighed, elskværdighed og hjælpsomhed. Vi taler om barmhjertighed og næstekærlighed. Alt det kan man nu også sagtens komme på som ateist, der ikke tror på Gud. 

Vi er jo også bekendt med, at der findes religiøse mennesker, som er hjerteløse og modbydelige og spiller hykleriets væmmelige spil. Derfor må religionen have en anden baggrund.

Læs også

Der er mennesker, der tænker om andre mennesker og naturen, at den er forklarlig på den måde, at vi dykker ned i de kemiske forbindelser, måler og udforsker dem, og så vil gåden om menneske og natur blive løst. Det religiøse menneske spørger nysgerrigt ind i den tilværelse, der, hvad enten man tænker over filosofiske eller naturvidenskabelige spørgsmål, hele tiden efterlader én med en følelse af at være omgivet af uendelighed. 

Det er i mødet mellem det endelige og det uendelige, det er i dette spændingsfelt, at spørgsmålet om Gud opstår. Det er ind i denne uendelige verden, at religionernes traditioner opstår. Det er her, mennesker står over for de uendelige spørgsmål – og det er her, de religiøse traditioner svarer på forskellige måder.

Det er den musik og det sprog, vi skal forsøge at forstå.

I kristendommens tradition lever vi med en udtalelse af Jesus: “Jeg er vejen, sandheden og livet.” Denne udtalelse er af nogle blevet forstået som ekskluderende, fordi Jesus gør krav på den absolutte tilslutning. Men den, der læser om Jesus, opdager også hurtigt, at dette absolutte krav altid indeholder kærlighed, ja ligefrem forlanger kærlighed.

Sandheden gør altid krav på vores tilslutning, men en sandhed, der vil sætte sig igennem ved vold og trusler, er ikke en sandhed

Peter Skov-Jakobsen, biskop, Københavns Stift

Det siges også i kristendommens tradition, at Jesus er navnet over alle navne, og det indeholder den sandhed, som gør krav på anerkendelse. Sandheden gør altid krav på vores tilslutning, men en sandhed, der vil sætte sig igennem ved vold og trusler, er ikke en sandhed. Om Jesus siges der, at han er til stede som et menneske, alles tjener, han går i døden – og han afstår fra vold. Denne afståelse fra vold er vigtig i et pluralistisk samfund.

Religion handler om, hvordan vi opfatter hinanden og om vores moralske relationer med hinanden, og religion er en oplevelse af en længsel her mellem det jordiske og det uendelige liv. Religion er undervisning, opdragelse, forhold til døden, retfærdighed, næstekærlighed, gudstjenester. Religion omfatter hele tilværelsen.

Den tyske teolog Gerd Theissen hævder, at religion har man for at reducere selektionstrykket. Religion skal tage et opgør med de hårde udvælgelsesmekanismer i et samfund, og derfor sejrer det milde over det stærke. Nåde skal vejlede mennesket, og derfor er det evangeliet. Evangeliet er altid frifindelse, også når det drejer sig om forræderi og skyld.

“Jesus træder ind i vores verden som en fremmed. Han træder hen over tærsklen til en ny verden. Han er ikke et randfænomen i vores kultur, men den skjulte midte. Med ham begynder et hjemland, hvor vi aldrig tidligere har været.” (Gerd Theissen)

Jesus fordømte ikke den anderledes troende. Tværtimod henviser han ofte til den tro, de møder ham med

Peter Skov-Jakobsen, biskop, Københavns Stift

Når kernen i et budskab er kærlighed, betyder det, at man skal være lydhør, når man går ind i religiøse, politiske og kulturelle grænselande. Kristendommen har en indbygget religionskritik i sig, nemlig agtelsen for Gud og for medmennesket og for skabelsen. Jesus fordømte ikke den anderledes troende. Tværtimod henviser han ofte til den tro, de møder ham med.

Jeg vil ønske, at vi begynder at lytte til hinandens “sprog” og ikke udskiller hinanden, for vi er borgere i et samfund, som har brug for dem, der kommer et andet sted fra og som bringer mange sprog med sig.

Måske skal vi i virkeligheden bare blive bedre til at synge vores egne “sange” og tale vort eget “sprog” og blive et lyttende og nådigt flertal, som protesterer over vold og overgreb, når det finder sted i religionens, kulturens eller politikkens navn, og stædigt påstå, at dette er ikke gjort i Guds navn!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skov-Jakobsen

Biskop, Københavns Stift, rådsformand, Folkekirkens Nødhjælp, formand, Grænseforeningen
cand.theol. (Københavns Uni. 1993), MA (University of Hull 1992)