KD-formand: Sekulariseringen var et kulturelt hærværk, som ville ødelægge troen uden at tilbyde noget andet

Værdier er som ild. De brænder kun, hvis nogen holder gang i dem. Når vi ophører med at nævne Gud, blegner vores moralske horisont. Ikke fordi mennesker mister evnen til at gøre godt, men fordi forbindelsen mellem frihed, ansvar og barmhjertighed går tabt.

To sandheder uden forbindelse

Jeg tror ikke på kulturelle vakuumer. De findes ikke. Når troens sprog forstummer, udfyldes tavsheden af andre ideologier – individualisme, materialisme, identitetspolitik.

Spørgsmålet er derfor ikke, om et samfund skal have en dominerende værdikultur, men hvilken.

Det spørgsmål er blevet akut. For i disse år bruges kristne symboler i nye, politiserede sammenhænge. Ikke kun i USA, hvor man ser troende knæle for Donald Trump, men også i Europa.

Vi bør give troen en tydeligere plads i vores fælles liv – ikke for at dominere, men for at danne.

Jeppe Hedaa (KD)
Formand, Kristendemokraterne

I London marcherede titusinder under St. George's flag. Korset – kristendommens eget tegn på selvopofrelse – blev brugt som symbol på national udrensning.

De britiske biskopper var tvunget til hastigt at svare: "Korset er det ultimative tegn på offer for andre; enhver tilegnelse af den kristne tro til at udelukke andre er uacceptabel."

Begge sider har ret – og begge tager fejl. De nationalkonservative reducerer kristendommen til kulturkamp, mens de kirkelige reaktioner bliver så universelle, at de mister forankringen i folkets liv. To sandheder står over for hinanden uden forbindelse: den nationale og den universelle.

Korset kan hverken symbolisere en lukket nation eller et grænseløst projekt. Dets budskab er hverken eksklusivt eller abstrakt, men forpligtende: Mennesket skal tjene både sin næste og sin nation.

En tyderligere tro i det fælles liv

Grundloven placerer heldigvis Danmark i en særstilling. Vi har religionsfrihed, men også en Folkekirke, som understøttes af staten.

Det er ikke et teokratisk levn, men et kulturpolitisk statement: Vores samfund hviler på en åndelig grund, som staten ikke kan være neutral over for uden at blive rodløs.

At anerkende den kristne kulturs forrang betyder ikke, at man nedgør andre. Det betyder blot, at vi ikke skammer os over vores egne rødder. Vi skal ikke herske – men heller ikke undskylde, at vi er et land formet af kristendom.

Når troen misbruges som undertrykkende magt, skal vi sige fra. Men svaret på misbruget er ikke at tie vores kristne tro ihjel.

Jeppe Hedaa (KD)
Formand, Kristendemokraterne

Vi bør give troen en tydeligere plads i vores fælles liv med eksempelvis morgensang i skolerne, undervisning i kristen etik i fængslerne og en mere levende fejring af højtiderne i det offentlige rum.

Ikke som tvang, men som oplysning. Ikke for at dominere, men for at danne.

Professor Eivor A. Oftestad skriver, at kristendommens rolle altid har ændret sig: fra korstogets kors i middelalderen, til reformationens tanke, pietismens hjerte og sekulariseringens privatsfære.

Kristendommen forandrer sig – ikke i sin sandhed, men i sit udtryk.

Som Alexis de Tocqueville bemærkede, er religionen frihedens forudsætning: uden en åndelig forankring bliver friheden vilkårlig. Og som Jacques Maritain formulerede det efter krigen, må demokratiet gerne forny sig men altid “drikke af kilder, det ikke selv har gravet.”

Efter verdenskrigenes enorme tab forstod kristendemokrater som Schuman, Adenauer og De Gasperi, at Europa kun kunne genopbygges, hvis man genfandt den moralske dimension i politikken. De ville ikke skabe et kristent styre, men et menneskeligt samfund.

Den arv forpligter. En nation kan være kristen i sin kultur uden at være teokratisk i sin politik. Kristendommen skal ikke gøres til ideologi, men heller ikke til tavshed. Den skal være nærværende – som lys og samvittighed – i det fælles liv.

En åndelige opvågnen

I Danmark ser vi tegn på en "stille vækkelse" – en spirende kirkegang blandt især yngre borgere. Religiøse vækkelser opstår, når et samfund føler, at dets identitet er truet. Mennesker vender tilbage til deres rødder, til visdom og tryghed.

Det er ikke en fuld tilbagevenden til kirken, men en længsel efter åndelig mening – efter noget helligt, der ikke kan købes for penge.

Denne længsel rummer en mulighed: at slutte op om den kristendemokratiske idé. Den er ikke ekskluderende, men inkluderende. Den bygger på kristne værdier, men den er ikke kirke. Den forvalter magt gennem tjenersind og tillid. Den styrker moralsk dannelse og åndelig retning – uden tvang.

Kristendommen er Vestens grundlæggende åndelige tradition. Intet går så dybt ind i den europæiske sjæl som dette. Andre trosretninger kommer og går, men denne tro løber i vores årer, præger vores landskab, kunst og hukommelse.

Når troen misbruges som undertrykkende magt, skal vi sige fra. Men svaret på misbruget er ikke at tie vores kristne tro ihjel.

Det er tværtimod at lade den lyse klarere. Ikke at nedgøre eller udstøde mennesker med et anderledes tros- eller livssyn, men at sætte lyset op på en stage, så den lyser klart for alle – med næstekærlighed, forpligtende ansvar, ordentlighed og et tydeligt fællesskab