Nikolaj Bøgh: En ny kulturpolitik skal med åndelig og kulturel oprustning styrke vores forsvarsvilje

Kærlighed til det danske

Der tales i denne tid om åndelig oprustning, og nogen slår sig lidt på begrebet. Men i grunden er det indlysende: Hvis vi ikke kender og elsker det danske, så er det også langt sværere at finde nogen, der vil forsvare det.

Så kommer vi til at mangle mænd og kvinder til at bemande kanonerne, flyve kampflyene og sejle krigsskibene, ligesom man kan frygte, at vi ender som i andre europæiske lande, hvor undersøgelser viser, at forsvarsviljen navnlig blandt unge er bekymrende lav.

Kun hver tiende unge brite siger således, at de vil kæmpe for deres land, fire ud af ti giver udtryk for, at de under ingen omstændigheder vil tage våben i hånd, hvis deres land beder om det.

Og selv hvis Storbritannien bliver invaderet, vil kun én ud af tre af de unge briter forsvare det. Det hænger efter alt at dømme sammen med, at vi har gennemlevet en årrække, hvor unge i mange europæiske lande har fået at vide, at vores historie var fyldt med ubehageligheder som patriarkat, slaveri, social ulighed, diskrimination og undertrykkelse.

Den åndelige – og den kulturelle – oprustning er den styrkelse af vores forsvarsvilje, som er en nødvendig forudsætning for, at vores land ultimativt kan forsvares.

Nikolaj Bøgh (K)
Rådmand og medlem af Magistraten, Frederiksberg Kommune

Det er naturligvis svært at kæmpe for sit land, hvis man har troet på den fortælling og er blevet vant til at lægge afstand til sin egen kultur.

I Danmark, hvor debatten trods alt har været mere afbalanceret, ser det efter alt at dømme bedre ud, men også her er der en konstant og vigtig opgave med at skabe forståelse for, at Danmark netop er værd at forsvare.

Tilbage til børnelærdommen

Den åndelige – og den kulturelle – oprustning er den styrkelse af vores forsvarsvilje, som er en nødvendig forudsætning for, at vores land ultimativt kan forsvares. Og at vi bliver ved med at hænge sammen som land og som folk.

En måske lidt mere fredsommelig, men i grunden synonym betegnelse for åndelig oprustning er almen dannelse.

Kulturpolitikken (og uddannelsespolitikken) skal sikre, at vi igen lærer alt det at kende, der i bogstavelig forstand var børnelærdom for bare få generationer siden; den litteratur, kunst, musik, teater, bygningskunst og alle de mange andre udtryk for fælles kulturelle erfaringer og udsyn, der er blevet skabt her i vores land gennem århundreder.

Hvordan dansk kultur er blevet til som en del af den europæiske hovedstrøm med dens rødder i både Athen, Rom og Jerusalem. Og hvordan kristendommen åndeligt og kulturelt har været et afgørende fundament for Danmark gennem mere end 1000 år.

Alt det, vi står på skuldrene af, og som har skabt grundlaget for et af verdens mest harmoniske, tilfredse, oplyste og velstående samfund. Som i høj grad er værd at forsvare.

Lag på lag kultur

Derfor skal kulturpolitikkens helt centrale fokus, så langt øjet nu rækker, være på tre ting:

Sikring af og opdateret formidling af vores fælles kulturarv til nye generationer. At vi hele tiden lægger nye lag oven på den fælles kulturelle fortælling. Og at både den nationale og den lokale kultur er tilgængelig og levende formidlet over hele landet – ikke mindst til børn og unge, som er fremtidens kulturforbrugere.

Museer, teater- og musikscener, biblioteker og arkiver skal ikke hoppe fra tue til tue, men sikres en langsigtet, stabil finansiering, naturligvis med stærke incitamenter til at gøre sig interessante for de besøgende og dermed sikre større egenfinansiering, hvilket også er et element i den nye museumsreform.

De store, nationale kulturinstitutioner kræver særlig opmærksomhed og skal være flagskibe for formidlingen af dansk kultur og forbilleder for institutioner landet over.  

Nikolaj Bøgh (K)
Rådmand og medlem af Magistraten, Frederiksberg Kommune

De store, nationale kulturinstitutioner kræver særlig opmærksomhed og skal være flagskibe for formidlingen af dansk kultur og forbilleder for institutioner landet over.

Et særligt smertensbarn de senere år har været Nationalmuseet.

Danmarks store, fælles kulturhistoriske museum har afdelinger mange steder i landet, som gennemgående klarer sig godt og med fine besøgstal, men hovedmuseet ved Frederiksholms Kanal har ikke fået del i den generelt kraftige stigning i museernes besøgstal de senere år, selv om det burde være det største flagskib for dansk kulturarv og et fikspunkt og en faglig sparringspartner for kulturhistoriske museer landet over.

Den nuværende direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, barsler med en stor bygningsmæssig opgradering af museet, hvilket kan være fint.

Men det er centralt, at der først og fremmest er fokus på formidling af museets rige samlinger på en solid og seriøs faglig basis, ligesom eksempelvis vores kunsthistoriske hovedmuseum, Statens Museum for Kunst, har haft succes med i de senere år.

Verdensfjerne identitetspolitiske dagsordener

Vi har også brug for ny kultur, som er kilde til fællesskab og gode samtaler og danner grundlag for dansk kulturarv i fremtiden.

Her handler det først og fremmest om at skabe rammerne i form af gode kunstuddannelser og lokale udstillingssteder.

Der bør igen være fokus på det håndværksmæssige og på den kunsthistoriske fundering på eksempelvis Kunstakademiet, som de senere år desværre i for høj grad har været præget af verdensfjerne identitetspolitiske dagsordener, som har fjernet fokus fra den kunstneriske kvalitet og fra forståelsen af at være en del af en kunsthistorisk tradition.

En kulturpolitisk 2040-plan

Vi ved, hvad vi har, og hvad vi skal passe på.

Men vi ved ikke, hvad vi får, og hvad der bliver stående som værdifuldt i fremtiden. Ikke al ny kultur er støtteværdig, ikke alle kunstnere og forfattere er lige så interessante og talentfulde, som de selv synes, og erfaringerne fra historiens løb viser, at kun en meget lille del af litteraturen, teaterstykkerne, malerierne bliver stående som relevante på længere sigt.

Ikke al ny kultur er støtteværdig, ikke alle kunstnere og forfattere er lige så interessante og talentfulde, som de selv synes.

Nikolaj Bøgh (K)
Rådmand og medlem af Magistraten, Frederiksberg Kommune

Gennem samarbejde med private firmaer, kunstforeninger kan nye kunstnere skabe sig et indtægtsgrundlag, som er uafhængigt af de offentlige støttesystemer, og fokus i en kulturpolitisk 2040-plan bør også være på økonomisk bæredygtighed for landets kunstnere og forfattere.

Børn er fremtidens kulturforbrugere, og en kulturpolitisk 2040-plan bør have stort fokus på at sikre, at børn får et forhold til kulturen.

Vi ved alle, at en stor del af nutidens kulturpublikum udgøres af midaldrende og ældre, navnlig kvinder, og det er vigtigt at sikre, at børn så tidligt som muligt lærer kulturens muligheder at kende.

Derfor er et partnerskab med skolerne meget vigtigt, fordi skolerne kan være med til at sikre, at børnene kender til de lokale museer, at de ser teater, kommer på biblioteket og lærer litteraturen og de store fortællinger at kende. I den forbindelse kan ny teknologi og interaktive platforme, der gør kulturarven relevant for børn og unge, spille en stor rolle.

En kulturpolitisk 2040-plan skal være dynamisk og fleksibel, så den kan rumme både tradition og fornyelse.

Ved at prioritere bevaring og formidling af vores kulturarv, men også udvikling og særligt have fokus på at lære børn og unge kulturen at kende, kan vi styrke vores fællesskab og nationale sammenhold i den ukendte fremtid, vi går ind i.