Menighedsrådsvalget viser os, om vi har udliciteret ånd og eksistens fra vores liv
Uanset hvad man så i øvrigt tror eller ikke tror, vil også dette års valg til menighedsrådene sige os noget om, hvordan vi vægter det verdslige over for det åndelige – politikken og økonomien over for ånd og eksistens, skriver Christian Gorm Hansen.
Christian Gorm Hansen
Organisationssekretær i Enhedslisten, forfatter og teologistuderendeMens vi venter på resultaterne af tirsdagens valg til landets menighedsråd, og ingen derfor længere kan have kandidatur og andre eventuelle interesser for øje, er øjeblikket måske passende til at stille det mere grundlæggende spørgsmål:
Hvad skal vi egentligt tænke om menighedsrådsvalget – hvad siger det os overhovedet?
Jeg medgiver, at spørgsmålet ved første øjekast kun forekommer relevant for de af os, der er engagerede i folkekirken på den ene eller anden måde.
For mange varierer indifferensen vis-a-vis folkekirken i almindelighed – og valg til menighedsråd i særdeleshed – fra det at være ikke-troende til at betragte hele molevitten som en omgang udlevet arvegods til i værste fald at være direkte skadelig (der findes vistnok stadig folk her til lands, der betragter religion som opium for folket).
Ikke desto mindre er jeg af den opfattelse, at valget til menighedsrådene er af vigtighed. Ikke blot for "kristne" og folkekirken som demokratisk institution, men også som et udtryk for nogle bevægelser i vores samfund med relevans for de fleste.
Valget til menighedsrådene er af vigtighed ikke blot for "kristne," men også som et udtryk for nogle bevægelser i vores samfund med relevans for de fleste.
Christian Gorm Hansen
Naturligvis siger valg til menighedsråd noget om folkekirkens stilling i samfundet. Ligeledes er det oplagt at tænke denne – og ikke mindst udviklingen i valgdeltagelsen, der længe har været faldende – ind i en diskussion om civilsamfund, demokrati og interesse for samme, sådan som Camilla Sløk har gjort det her på siden.
Sammenligner man folkekirken med eksempelvis erhvervslivet, frembyder kirken i kraft af menighedsrådene et bemærkelsesværdigt radikalt demokrati, som Sløk betegner det. Det overlader ledelsesretten over de fagprofessionelt ansatte undtagen præsten – såsom organister, kordegne, kirketjenere og kormedlemmer samt meget andet – til frivillige.
At et sådant demokrati så også kommer, med hvad dertil hører af problemer – herunder et til tider kritisabelt arbejdsmiljø i folkekirken, som Altinget også har kunnet berette om – er velkendt og må vel betragtes som prisen ved denne konstruktion.
Heri ligger der en åbenlys udfordring, som kirkeministeren og andre involverede bør holde sig for øje, når en ny struktur for menighedsrådene skal diskuteres i nær fremtid. Vel at mærke uden at begrænse dette bevaringsværdige, demokratiske nærhedsprincip i vores i øvrigt grundslovsfæstede statskirke.
Men hvad mere er, gemmer der sig her også visse sociologiske indsigter, der afdækker spørgsmål, som enhver demokratisk samfundsborger med respekt for sig selv har interesse i at beskæftige sig med – uanset om dette års valg fortsat ser faldende deltagelse, eller hvis tendensen er vendt.
De fleste af os går stadigvæk til valgurnerne ved valg til Folketinget, og stadigt flere bliver mere forbrugsbevidste og ønsker at øve indflydelse på autoriteterne inden for politik og økonomi i vores liv.
Med det in mente, viser en faldende deltagelse i begivenheder som valg til menighedsråd så netop ikke, at vi hjertens gerne udliciterer vores indflydelse på autoriteterne inden for det åndelige, etiske og eksistentielle område?
Dermed ikke sagt, at folkekirke og menighedsråd har patent på åndelighed her i tilværelsen.
Men uagtet, hvad der end måtte være af fnidder i folkekirken – og forstået som udtryk for et engagement i ånd, etik og eksistens – indikerer deltagelsen eller manglen på samme, hvordan disse emner er stillet sammenlignet med pengemagt og politik, når vi forholder os til os selv som mennesker.
Tillad mig at uddybe dette ved at blive lidt kirkehistorisk.
Man kan selvfølgelig som en anden Glenn Bech undlade at anerkende samfundets autoriteter; det bliver de bare ikke mindre virkningsfulde af.
Christian Gorm Hansen
I sine betragtninger over henholdsvis det verdslige og det åndelige regimente, tordnede Martin Luther for 500 år siden mod de verdslige fyrsters indblanden i åndelige forhold.
Tro, skrev Luther, er et indre anliggende og angår den enkeltes samvittighed, mens verdslig lov vedrører reguleringen af samfundets ydre indretning.
Denne opdeling er siden kendt som toregimentelæren, og heri udlagde Luther også præsternes rolle. Deres embede er ikke et herredømme, men en tjeneste, hvis virke består i at indskærpe Guds ord med tro og ikke ydre magtmidler.
I Danmark i dag er vi, det tør jeg godt påstå, lutheranere over én arm, og det på flere måder, end vi altid selv lige er klar over. De fleste vil uden tvivl følge Luther i, at troen er et privat, indre anliggende – endog også dem, der ikke selv tror.
Vi følger altså Luther så langt, at de verdslige autoriteter, som vores politikere, ikke skal blande sig i vores trossager.
Men herefter svinder lutheraneren i os en kende – i hvert fald, hvis vi ser på præsternes rolle, som Luther her definerer den: Hvis ikke man i øvrigt er engageret i kirken, hvilken betydning har præster da – endsige valg til de organer, der ansætter dem?
Jeg vil dog mene, at præster og folkekirke trods troens placering i den private integritet ikke desto mindre også i dag er autoriteter inden for troens område.
Det vel at mærke for såvel troende som ikke-troende (om man er det ene eller andet, siger jo blot noget om, hvorvidt man følger autoriteten eller ej, men intet om autoriteten per se).
Man kan selvfølgelig som en anden Glenn Bech undlade at anerkende samfundets autoriteter; det bliver de bare ikke mindre virkningsfulde af (sandheden findes som bekendt i konsekvenserne, som filosoffen John Dewey formulerede det).
Pointen er, at der er visse stemmer eller positioner i samfundet, som, hvad enten man følger dem eller ej, øver en vis indflydelse på dets udvikling.
Dette års valg til menighedsrådene vil sige os noget om, hvordan vi vægter det verdslige over for det åndelige – politikken og økonomien over for ånd og eksistens.
Og så er vi tilbage ved valg til menighedsrådene.
Hvad enten man nu undskylder sig med, at man ikke er kristen eller måske slet ikke tror overhovedet, bør vi som demokratiske samfundsborgere stille os selv det spørgsmål, om det argument, hvormed vi undlader at engagere os i de eksistentielle autoriteters virke, også ville gælde, hvis der var tale om økonomiens eller politikkens ditto.
Ét er, at man kan ønske religion, tro og forkyndelse derhen, hvor peberet gror – men skulle dette nu være et argument for ikke at øve aktiv indflydelse på de autoriteter, der nu engang påvirker og former tilværelsens eksistentielle aspekter?
Uanset hvad man så i øvrigt tror (eller ikke tror), vil også dette års valg til menighedsrådene sige os noget om, hvordan vi vægter det verdslige over for det åndelige – politikken og økonomien over for ånd og eksistens.
Man kan jo ønske, at bevidstheden om denne vægtning udgjorde udgangspunktet for de nye menighedsråds kommende arbejde.