Muslimer får likvideret deres medborgerskab, når religionsfriheden begrænses

Fra flere kritiske sider lyder det, at det offentlige rum i Danmark skal være neutralt og holdes fri af religion. Men det princip lader til kun at gøre sig gældende, hvis religionen vel at mærke er islam, skriver Zainab Nasrati.

Placeholder image
På de danske gymnasier er der direkte forbud mod bøn på skolens arealer. Men hvorfor politiseres noget så fredeligt som en bøn, spørger Zainab Nasrati. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De fem daglige bønner er en integreret del af den muslimske borgers hverdag og den absolut vigtigste søjle efter trosbekendelsen.

Dermed er den muslimske bøn både den mest almindelige samt mest essentielle del af det at eksistere i verdenen som muslim. Det kan ikke frakobles den muslimske identitet.

I den seneste tid har særligt bøn i offentlige rum bragt flere sind i kog og dampet en ny portion 'er-der-plads-til-islam'-overskrifter med sig.

En medarbejder hos McDonald's blev sanktioneret for at have benyttet et tomt legerum til bøn under vedkommendes pause. Og 24syvs chefredaktør, Simon Andersen, blev stillet til regnskab for at have tilladt et iftar-arrangement og dertilhørende fællesbøn på Berlingskes tagterrasse.

Men hvorfor politiseres noget så fredeligt som en bøn? Det er likviderende for medborgerskabet og modet til at indgå åbent og gennemsigtigt i det civile engagement, når medborgere ikke føler sig accepterede eller velkomne.

Samhørighedsfølelsen, tolerancen og livlinjen til medborgerskab kappes, når de danske muslimer allerede fra barndommen af ikke bliver tolereret

Zainab Nasrati, medicinstuderende

På de danske gymnasier er der direkte forbud mod bøn på skolens arealer. Gymnasietiden er den periode i de fleste unge menneskers liv, hvor samfundsengagement næres, og hvor deres værktøjer til at gå ud i verden og skabe meningsfulde relationer samt positioner erhverves.

En lille Google-søgning kan bringe en lang række af artikler frem om gymnasieelever, der har vovet at spørge om tilladelse til at administrere et "stillerum" på deres skoler – og deres rektorers reaktioner på samme. Min egen oplevelse er i den sammenhæng nærlæggende at dele. Den har dvælet i stilhed, men sat sit aftryk.

Som gymnasiestuderende under min 2.g-periode vandrede jeg i en pause mellem to moduler ned til daværende rektor på Nørre Gymnasium – den venlige Jens Boe Nielsen. Jeg bankede på hans dør for at spørge om lov til at bruge ét af skolens kælderlokaler. Det skulle være et "stillerum" åbent for alle, der ønskede et sted at kunne bede, afkoble eller meditere.

På vej ned til rektors kontor var det min klare overbevisning, at han ville sige ja. Det var jo et glimrende initiativ og et billede på, at hans elever aktivt bidrog til skolens daglige liv.

Der var adskillige fritidsklubber og udvalg på skolen og jeg havde bemærket, at særligt festudvalget havde kapret mange lokaler til tungt festudstyr, transportable barer, lædersofaer, højtalere og megafoner. Mon ikke der kunne blive plads til et stillerum til nogle af de elever, der ikke hørte til dér?

Jeg var en flittig elev, som i andre anledninger gesjæftigt blev hevet ind til at repræsentere skolens "rummelighed", og jeg følte derfor, at jeg havde en mærkbar credit hos skoleledelsen. Jeg tænkte, at jeg straks efter at have bedt om lov kunne gå i gang med at annoncere, at det nu var slut med at savne et stillerum, mens skolelivet buldrede frem. At det var slut med at gemme sig under støvede trapper for ikke at opdages under bøn.

Det er en politisering af almindelig muslimsk praksis, hvor der kun er plads til dem, der fralægger sig denne praksis og dermed deres religion

Zainab Nasrati, medicinstuderende

Men min rektor sagde pænt nej. Han begrundede det med, at skolen er et "neutralt sted uden religiøse foretagender".

Jeg gik derfra og bad samme sted, som jeg allerede havde bedt ubemærket et helt år: i den mest ubefolkede afkrog af skolebiblioteket, hvor jeg arbejdede som bogopsætter. Men jeg følte mig for første gang rigtigt malplaceret, og det var skam også sidste gang, jeg henvendte mig til min rektor med samme mod eller forhåbning om at rummes som muslimsk elev.

Samme udmelding som fra min daværende rektor kan læses i en udmelding fra rektoren på Ørestad Gymnasium i december 2020 og i en udmelding fra erhvervsskolerne i 2017. Men at forbyde et rum, der åbent også kan bruges til bøn, er alt andet end neutralt.

Det er en politisering af almindelig muslimsk praksis, hvor der kun er plads til dem, der fralægger sig denne praksis og dermed deres religion. Det strider mod religionsfriheden, som er beskyttet i grundloven. Og skåret ud i pap beskriver religionsfriheden retten til ikke at blive diskrimineret på baggrund af religion. Hverken direkte eller indirekte.

Det er mig en gåde, hvorfor de mere end en kvart million danske muslimer, som under alle omstændigheder vil finde en måde at integrere deres bøn ind i deres hverdag, til stadighed skal politiseres groft, hver gang der ikke gøres plads til, at de kan foretage deres bøn under værdige forhold.

Læs også

Samhørighedsfølelsen, tolerancen og livlinen til medborgerskab kappes, når de danske muslimer allerede fra barndommen af på deres respektive folkeskoler ikke bliver tolereret, hvad angår det, der hører deres religion til – såfremt deres religion vel og mærke er islam.

Lige fra barnets halal-pålæg i madpakkerne, badeforholdene efter idræt, bøn på den offentlige institutions arealer, hijab og nationale eksaminer placeret på muslimske højtider – sådan som eksamenerne i år, hvor de flere steder blev placeret 2. maj på Eid. Omvendt rummes de jødiske medborgere fint, som de bør.

Det sender et klart signal om at de muslimske elever er uvelkomne

Zainab Nasrati, medicinstuderende

Kocher-kød er ikke genstand for debat, selvom kocher-kød per definition også er halal, og eksaminer planlægges udenom det jødiske samfunds højtider hvert år, når det jødiske samfund sender deres helligdagskalender ind, som uden postyr tilpasses i Undervisningsministeriets planlægning.

Det sender et klart signal om, at de muslimske elever er uvelkomne både i det daglige, når en bøn skal bedes, eller en sjælden gang på skoleåret, når deres højtid både ignoreres verbalt og i øvrigt placeres ovenpå en eksamensdato.

Under CEDA's islamofobirapport fra 2020 fremgår det, hvordan medier og regeringsmagt i stigende grad underminerer grundlovens evne til at værne om religionsfriheden, og hvordan samme tendenser smitter af på arbejdsmarkedet og øvrige offentlige institutioner.

Tendenserne skal tages til skarpt eftersyn, hvis ikke religionsfriheden, som vi kender den, skal undergraves.

Omtalte personer

Zainab Nasrati

Medicinstuderende, kommentarskribent, Altinget

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser