Ny bog om digital etik mangler kant og substans

Kan du huske, da Amazon indførte Andre-der-købte-denne-bog-har-også-købt-knappen? Det var epokegørende. Med én knap hjalp Amazon brugeren rundt i den globale malstrøm af bøger, som det var næsten umuligt at overskue ved indgangen til det nye, digitaliserede 21. Århundrede. 

Nu var det ikke længere nødvendigt at slæbe kufferter fulde af bøger med hjem fra rejser i udlandet. Nu var alverdens bøger kun et klik væk – og Amazon kendte min smag bedre, end jeg selv gjorde.  Andre-der-købte-denne-bog-har-også-købt-knappen fik mig til at udskifte Arnold Buscks fysiske boglade med Amazons digitale. 

For det handlede jo om algoritmer. Amazon var blandt de første på nettet til at gøre en forretning ud af at forudse sine brugeres behov.  

Som Peter Svarre skriver i Digital etik, var Amazon nemlig kun på overfladen en boghandel. I virkeligheden var boghandlen "bare en prøveklud for den egentlige forretning, som drejede sig om at opnå perfekt forståelse af kundens behov."  

Ligesom Google lever firmaet i dag af den viden, de har om os kunder. Og derfor har Amazon siden årtusindskiftet udviklet sig fra boglade til stormagasin på nettet. 

Arnold Busck har været nede at ramme konkursen, men overlever heldigvis den dag i dag på Købmagergade i København. 

Fra autoplay til selvkørende biler 

Det er ikke bare Amazon og Google, der lever højt på at overvåge og profitere på deres viden om vores personlige præferencer. 

Når Netflix giver dig 10 sekunder til at overveje, om du også vil se næste afsnit af den serie, du er i gang med, så handler det naturligvis også om at fastholde forbrugeren så længe som muligt.  

Peter Svarre skriver let forståeligt, bogen kommer til tiden, men mangler noget kant og substans.

Niels Frid-Nielsen

"Beslutningen om at designe autoplay-funktionen blev altså truffet uden de store etiske overvejelser," skriver Svarre. "Man testede bare forskellige design i forhold til nogle snævre forretningsmål". De mål var "at fastholde brugerne som kunder og få dem til at konsumere så mange timers underholdning som muligt". 

Når Airbnb formidler udlejning af boliger, opfylder man det snævre behov hos udlejer og den kunde, der har brug for en bolig i en periode. Problemet er bare, at man har glemt at tænke på de naboer, der lever side om side med hotellejligheder med festende turister 24 timer syv dage om ugen.  

Peter Svarre fortæller om hele bydele i Barcelona og Lissabon, der er omdannet til "kønsløse Airbnb-lejlighedshoteller, hvor der ikke længere bor lokale borgere, og hvor boligpriserne er eksploderet". 

Man kunne også nævne de madudbringningsfirmaer, der hjælper mange af os i en fortravlet hverdag. Svarre gør her opmærksom på, at madudbring har 1) skabt et uorganiseret arbejdsmarked uden rettigheder for de ansatte. 2) Budene oser ofte omgivelserne til på støjende scootere, der næppe er kvalitetskontrollerede. Endelig gør han opmærksom på, at 3) madudbringningen presser priser og ansættelsesforhold hos lokale restauranter, der har svært ved at følge med det hastigt voksende marked for madudbringning. 

Lad os også lige nævne drømmen om den selvkørende bil, der er så forjættende, lige indtil den kører galt.  

Euforien blev til et mareridt 

Drømmen om det nye, brugervenlige internet, der uden hierarkier forener menneskeheden i demokratisk samtale og fællesskab, viste sig i løbet af et årti som et mareridt af en jungle, hvor chikane, manipulation og overvågning trives som ukrudt i et eldorado for hadefulde verbale angreb af racistisk, homofobisk eller politisk karakter.  

"Den digitale verden blev ikke det forjættede land, vi drømte om", som Svarre skriver. "I stedet for frigørelse fik vi influencere, der bogstaveligt talt danser til de kunstige intelligensers krav om mere skønhed, vildere stunts, og flere – altid flere – likes!"