Provst: Kongen viste langt større forståelse for den åndelige oprustning end statsministeren

Demokrati kan ikke stå alene

Statsministeren rammer skævt med udsagnet, selvom det var rettet mod kriminelle borgere med rødder i islam. For religiøse mennesker – kristne såvel som andre – giver formuleringen ganske enkelt ikke mening.

Tro og samvittighed er netop det, der ikke kan underordnes magt eller flertal uden videre. Kristendommens historie viser dette tydeligt.

Fra de første kristne, der nægtede at tilbede kejseren, til senere tiders samvittighedskampe, har troende været villige til at sætte deres liv på spil for ikke at handle imod deres overbevisning. Det betyder ikke, at kristendommen er demokratifjendtlig – tværtimod

Det moderne demokrati er i høj grad vokset ud af en kristen forståelse af menneskets værdighed og ansvar.

Kong Frederik viste i sin nytårstale en langt større forståelse for åndelighed, end mange politiske kommentatorer har noteret sig.

Anna Døssing Gunnertoft
Provst, Aalborg Vestre Provsti

Netop derfor er det problematisk at ophøje demokratiet til noget absolut, som statsministerens retorik kan give indtryk af. Historien viser, at flertallet ikke altid har ret.

Tyskland i 1930'erne er det mest oplagte eksempel på, hvordan demokratiske processer kan misbruges. Den erfaring gav anledning til vigtige danske bidrag til demokratitænkningen, ikke mindst hos teologen Hal Koch, der som bekendt beskrev demokrati som en livsform og et sindelag.

Her bliver folkelig oplysning, samvittighed og dannelse afgørende. Demokratiet kan ikke bære sig selv alene. Det forudsætter borgere, der lader sig forme af værdier, de ikke selv har opfundet, og som kan stå fast, også når flertallet bevæger sig i en forkert retning.

Noget større end os selv

I den sammenhæng var det bemærkelsesværdigt, at kong Frederik i sin nytårstale viste en langt større forståelse for åndelighed, end mange politiske kommentatorer har noteret sig. I Altinget var fokus primært på kongens blik for verdens konflikter og betydningen af fællesskab. Men talen rakte videre.

Ved at indramme talen med en moderne omskrivning af Kingos salme "Sorrig og glæde" pegede kongen på spændingen mellem det jordiske livs omskiftelighed og håbet om noget mere. Det var ikke verdensfjernt eller eskapistisk, men en måde at tage uroen alvorligt uden at opgive håbet. Samtidig trak han næstekærlighedsbuddet frem som et konkret etisk ideal – også når det er vanskeligt.

"Vores kristne kulturarv byder os at være kærlige – ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste. Dén næste, som både er dem, vi har valgt til i livet, og dem, vi har forbigået eller taget afstand fra. Deri ligger udfordringen. Vores opgave er at forsøge at finde rum i vores hjerter til at være nænsomme – også når det falder os svært". 

Her rammer kongen kernen i det, åndelig oprustning kunne og burde handle om: At lade sig forme af ydre idealer, som kan opbygge samvittighed og ansvar.

Hvis åndelig oprustning skal være mere end et slagord, må den tage samvittighed, håb og åndelighed alvorligt.

Anna Døssing Gunnertoft
Provst, Aalborg Vestre Provsti

Som professor Bent Meier Sørensen for nylig har formuleret det i bogen, 'De grænseløse', kræver samvittighed, at vi befolker vores indre verden med forestillinger om godt og ondt – idealer, som også giver plads til skyld og tilgivelse:

"At opbygge denne (samvittighedens) stemme kræver nemlig, at vi tænker os om og finder nogle ydre idealer (…) som vi kan inderliggøre og dermed befolke vores indre verden med. Det skal vi gøre for overhovedet at kunne handle efter noget ideelt, efter forestillinger om godt og ondt".

Åndelig oprustning er derfor ikke et spørgsmål om at sætte Gud på udskiftningsbænken til fordel for staten.

Det handler snarere om at erkende, at et robust demokrati forudsætter borgere, der kan rette sig efter noget større end sig selv og det aktuelle flertal. Her har den kristne tradition fortsat noget væsentligt at bidrage med.

Hvis åndelig oprustning skal være mere end et slagord, må den tage samvittighed, håb og åndelighed alvorligt. Ellers ender vi med et demokrati, der står stærkt i retorikken, men svagt i sin moralske bæreevne.