Provst: Vi drukner i lokal administration

Som offentlig myndighed er folkekirken landets største frivilligorganisation, som samtidig er forvalter af ejendomme og jordbesiddelser.

Funderet i det lokale demokrati er menighedsrådene dertil bærere af livsværdier og fællesskab, og netop det lokale demokrati – at magten vokser op nedefra – er en hjørnesten i folkekirkens opbygning og selvforståelse.

Som sådan også en væsentlig medudvikler af demokratiet i samfundet generelt, og derfor absolut noget, vi skal værne om.

Frygt for centralisering

Men – og det er et STORT men – tiden er løbet fra forestillingen om, at det lokale alene kan bære alt. Stadig flere administrative opgaver er blevet skubbet ned til menighedsrådene, så den nuværende struktur er ved at briste, og det skal tages alvorligt.

Styregruppens anbefalinger samler sig om menighedsrådenes arbejdsgiverrolle, ansvaret for sognenes bygningsmasse og den demokratiske forankring, som kalder på tværgående løsninger og professionel understøttelse.

Fremtidens folkekirke kræver strukturel smidighed og faglig styrkelse,

Birgitte Kvist Poulsen
Provst

Rapportens røde tråd viser sig i ønsket om et velfungerende – især lokalt – samarbejde, men også det tværgående samarbejde fremhæves.

Rapportens brugerundersøgelser viser, at behovet for at kunne uddelegere opgaver eksempelvis økonomistyring, personale og kirkegårdsdrift er markant.

Styregruppen anbefaler, at administrationen af tjenesteboligerne flyttes fra menighedsrådene og over i provstierne, og det er blevet et kardinalpunkt i debatten.

Desværre.

Diskussionen er forståelig – en præstegård er noget konkret – men den overskygger det nødvendige formål: At fremtidens folkekirke kræver strukturel smidighed og faglig styrkelse.

Frygten for, at magten forskyder sig opad, aktiverer en grundlæggende frygt for centralisering, forstået som antitesen til det lokale demokrati.

Men at forskyde administrativt ansvar er ikke ensbetydende med centralisering. Tværtimod er det udtryk for en tiltrængt professionalisering.

Ikke mindst når det lokale ansvar for kirker, sognegårde og kirkegårde bevares, og menighedsrådene fortsat er omdrejningspunkt for det kirkelige liv. Præsteboliger kan aldrig blive udslagsgivende for menighedens fælles liv.

De hører til præsteembedet, og den opgave, som er menighedsrådenes, udfolder sig nu engang i kirkerne og det omkringliggende samfund.

Lokale løsninger

Styregruppens anbefalinger peger på nødvendigheden af at styrke samarbejdet både lokalt og på tværs af sogne og provstier.

Det handler ikke om at afvikle det lokale, men om at sikre det blandt andet ved at tillade strategisk udvikling på områder, som ikke længere kan løses i hvert enkelt sogn – en pointe, der ikke fremhæves tilstrækkeligt.

Men behovet for fleksible rammer og professionel understøttelse, som rækker ud over det nære, kan næppe overvurderes.

Det er derfor på tide, at vi tør se på nye organisationsformer i folkekirken,

Birgitte Kvist Poulsen
Provst

Ønsker man at etablere et tværgående projekt – for eksempel en fælles indsats for unge eller en international menighed – kræver det vedtægter, bestyrelser og godkendelsesprocedurer, der i praksis spænder ben for initiativet. Den gode idé falder ofte til jorden, før den har fået vinger.

I dag findes adskillige bestyrelser for samarbejder, som alle kræver og trækker veksler på frivillige kræfter – udover den ekstra administration, som forankres enten i et menighedsråd eller et provsti.

Det betyder uklar ledelse og mange forskellige ansættelsesformer, men også at ønsker om fælles udvikling og samarbejder i folkekirken møder modstand pga. de mange barrierer.

Herunder stordriftsfordelen, som er basisviden i langt de fleste andre organisationer. Skal man f-eks købe et telt til at afvikle udendørs koncerter, foredrag, mm., vil man hellere købe ti små telte end ét stort, som det er nu. Tænk hvor langt man kunne nå, hvis man var bedre til at samarbejde om noget så lavpraktisk?

Folkekirkens organisation er i dag låst fast i sognestrukturen, men det er ikke tiden til småjusteringer. Skal folkekirken fortsat være en kirke for hele folket, må vi turde forny og forenkle.

Ikke for centraliseringens skyld, men for fællesskabets.

Fra sogne til samarbejde

Det er hævet over enhver tvivl, at folkekirken har brug for at kunne lave kirkeudvikling på tværs, og det kræver mere smidigere og fleksible rammer.

Det er derfor på tide, at vi tør se på nye organisationsformer i folkekirken. Strukturer, der gør det muligt at samle flere projekter under én bestyrelse, med en tydelig ledelse og administrativ frihed fra sogneforankring.

En sådan model kunne sikre bedre faglighed, enklere administration og øget frivillighed – uden at miste den demokratiske forankring. Etableringen af nye organisationsformer vil ganske enkelt medføre mindre bureaukrati i samarbejdet, sikre tydelig og god ledelse, og sikre et mere solidt økonomisk fundament.

Hvis man kun laver småjusteringer, uden at se folkekirken i det store billede, svarer det til at omplacere kokken på Titanic

Birgitte Kvist Poulsen
Provst

Folkekirkens omstillingsparathed bør være mere vidtgående end styregruppens anbefalinger

Medlemstallene falder, og folkekirken skal i langt højere grad række ud. Det sker allerede.

Over hele landet – i form af korskoler, engelsksprogede menigheder, skilsmisseprojekter og samarbejde med kommuner og civilsamfund. Men hvis disse initiativer skal vokse og nå bredere ud, skal de have organisatoriske vilkår, der matcher deres ambitioner.

Styregruppens anbefalinger er et skridt i den rigtige retning, men det er kun begyndelsen, og jeg havde gerne set, at man gik mere til stålet, hvad angår samarbejdsmulighederne på provsti- og stiftsniveau.

Skal folkekirken for alvor kunne imødekomme fremtidens udfordringer, skal der tænkes længere end det primært lokale niveau.

Styregruppens fokus på arbejdsgiveransvar, arbejdsmiljø, samarbejder på tværs af sogne og niveauer er komplekse områder, men indeholder for mig at se, rapportens væsentligste bidrag til en fremtidig sikring af den agtelse, som folkekirken stadig har i den brede befolkning.

Ligesom anbefalingerne udtrykker seriøse intentioner, der fortsat skal værne om den glæde ansatte og præster oplever i folkekirken sammen med de mange frivilligt engagerede kræfter.

Folkekirken er stærk, når det lokale liv blomstrer. Men det lokale kan ikke stå alene. Derfor må næste skridt være at skabe strukturer, der gør det lettere at samarbejde på tværs, ellers risikerer vi at stå med gode idéer uden mulighed for at føre dem ud i livet!

Hvis man kun laver småjusteringer, uden at se folkekirken i det store billede, svarer det til at omplacere kokken på Titanic.