Tænketanken Prospekt: Før vi diskuterer modeller for aktiv dødshjælp, må vi forstå, hvorfor dødsønsket opstår

Men spørgsmålet er om det er dét, vi har brug for?

Vi må snarere spørge, hvad vi risikerer at overse, når vi forsøger at modellere døden og dermed placere den i en administrativ og politisk ramme. For døden er ikke bare en hændelse, der skal reguleres. Den er også en erfaring, et håb, en desperation, en relation.

Kan et valg om at dø være frit?

Når et menneske ønsker at dø, er det sjældent et abstrakt ønske, men et råb, der kommer fra et sted i livet, hvor noget er blevet ubærligt.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvordan vi skal give mulighed for dødshjælp, men hvorfor nogen ønsker den i første omgang.

En væsentlig mangel i arbejdsgruppens kommissorium er fraværet af dem, det hele handler om: de døende, de pårørende og de sundhedsprofessionelle

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

Inden vi bruger kræfter på at skabe "modeller" for dødshjælp, burde vi se mere grundlæggende på de forhold, der skaber ønsket om at dø. Ensomhed. Smerte. Afmagt. Oplevelsen af ikke længere at have værdi, ikke som individ, men i andres blik.

Kommissoriet nævner selvbestemmelse og muligheder for indflydelse på livets afslutning. Det lyder umiddelbart rigtigt. Men selvbestemmelse er ikke en stærk vilje i et vakuum. Den formes af relationer, af kontekst, af håb eller mangel på samme.

Kan et valg om at dø være frit, hvis det reelt udspringer af, at livet ikke længere føles muligt? Og hvad sker der, når døden gøres til en mulighed i sundhedsvæsenet, på linje med andre behandlingstilbud?

Vi må turde stille de ubehagelige spørgsmål:

• Er det en hjælp eller en opgivelse, når vi tilbyder døden til mennesker, der måske først og fremmest har brug for at blive set?
• Hvad sker der med vores fælles menneskelighed, når vi begynder at udforme kriterier for, hvornår et liv ikke længere er værd at leve?
• Hvordan undgår vi, at dødshjælp bliver en løsning, fordi det er den letteste – ikke den bedste?

En væsentlig mangel i arbejdsgruppens kommissorium er fraværet af dem, det hele handler om: de døende, de pårørende og de sundhedsprofessionelle, som dagligt står i de svære samtaler og mærker, hvordan lidelse og livsmod sameksisterer, ofte i spænding, men også i håb. Hvor er deres stemmer? Hvor er den levede erfaring?

Man kan ikke lovgive sig til værdighed

Samtidig er det slående, hvor lidt fokus der er på at styrke den palliative indsats. Hvis man virkelig vil give mennesker værdige livsafslutninger, burde man begynde her. Lige nu er den lindrende indsats i Danmark underprioriteret.

Det paradoksale er, at vi taler om muligheden for at forkorte livet, før vi for alvor har gjort forsøget på at støtte det til det sidste. 

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

Der er for få specialister, for lidt koordinering og alt for mange, som dør uden tilstrækkelig støtte både fysisk, psykisk, socialt og åndeligt.

Det paradoksale er, at vi taler om muligheden for at forkorte livet, før vi for alvor har gjort forsøget på at støtte det til det sidste. Hvis vi virkelig tog lidelsen alvorligt, ville vi udbygge den palliative indsats, sikre nærvær og relationel støtte, og insistere på, at værdighed ikke er noget, man kan lovgive sig til, men noget der opstår mellem mennesker.

Værdighed kan ikke måles. Den kan ikke dokumenteres i et skema. Den kan kun erfares. Og den kræver tid, tilstedeværelse og modet til at blive også dér, hvor det gør ondt.

Så lad os spørge ærligt:

• Har vi som samfund gjort alt, hvad vi kan for at lindre den lidelse, der får mennesker til at ønske døden?
• Har vi givet sundhedspersonale og pårørende redskaberne og tiden til at være til stede, rigtigt til stede, i livets afslutning?
• Har vi gjort nok for livet, før vi begynder at modellere døden?

Det er muligt, at arbejdsgruppen kan give os juridiske modeller og politiske afgrænsninger. Men ingen model kan i sig selv gøre døden værdig. Værdighed opstår i relationer. I modet til at se, lytte og blive, ikke i systemer og kontroller.

Derfor bør vi, inden vi bygger modeller, lytte. Ikke bare til dem, der ønsker at dø, men til det, de faktisk siger.