Tænketank: Det går ud over de frie kirker, når politikere vil regulere islam ved at stramme trossamfundsloven

En formynderisk lov og forvaltning

Hvis regeringen slækker på kontrollen af trossamfund, er koret af strammere i Folketinget straks på banen.

Således er der allerede kritik fra flere sider af regeringens forslag om at droppe det faste tilsyn med det såkaldte trossamfundsregister, der indeholder oplysninger om alle anerkendte trossamfund i Danmark.

Flere centrale paragraffer og løfter i Grundloven har betydning i denne sammenhæng.

Dog kan vi for nuværende nøjes med se nærmere på Grundlovens paragraf 69, der handler om, at de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.

Trossamfundsloven opfylder løftet i Grundlovens paragraf 69.

Før trossamfundsloven var forholdene for trossamfundene uden for folkekirken kun sporadisk reguleret i forskellige andre love og bekendtgørelser jævnfør Trossamfundsloven.

Den store udfordring er måske, at politikerne, som de er flest, antager, at trossamfundsloven alene omfatter og regulerer islamiske trossamfund.  

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

Forslaget til loven blev fremsat 4. oktober 2017 af den daværende kirkeminister på baggrund af betænkning nummer 1564/2017, som det lovforberedende udvalg, kaldet trossamfundsudvalget, fremlagde i marts 2017.

Trossamfundsloven blev vedtaget som lov  19. december 2017.

Det er ikke en lov, der sætter fri. Det burde det ellers i udgangspunktet være. Altså en lov og en ramme om 'frihed til at tro.'

Det virker desværre mere som mistillid end tillid. En lov, der kontrollerer og sætter under pres, hvis man ikke leverer det, som man bliver bedt om.

En lov, der ikke tager de forskellige kirker og trossamfund seriøst, for eksempel ved at et udvalg endda bestemmer, om en given kristen kirke er et trossamfund, sådan at den kan anerkendes som sådan.

Resultatet er en formynderisk lov og forvaltning.

Regulering af islamiske trossamfund

Den store udfordring er måske, at politikerne, som de er flest, antager, at loven alene omfatter og regulerer islamiske trossamfund.

Folketinget strammer således trossamfundsloven for at holde opsyn med alt fra tvangsægteskaber til hadprædikanter, donationer fra andre lande og så videre. Det er helt legitime politiske hensyn.

Men det er rent ud sagt det forkerte redskab, når man for eksempel vil forhindre tvangsægteskaber.

Kristendommen er vel at mærke dominerende, når det handler om dem, der er omfattet af trossamfundsloven, idet 70 procent af de anerkendte trossamfund i Danmark, som er omfattet og reguleret af loven, er kristne kirker og menigheder.

Ved siden af kristendommen er der forskellige religioner, såsom jødedom og islam, som også er omfattet af trossamfundsloven.

Måske burde loven laves om eller deles op mellem kristendommen og de andre religioner, der er i Danmark. Dels de fra folkekirken afvigende kristne trossamfund, og dels de fra folkekirken afvigende religiøse trossamfund.

Det er i dag en form for 'tutti frutti lovgivning.'

Ganske vist er det farverigt. Men det er samtidig en ramme, der indeholder mange forskellige ingredienser, og alt efter smag og behag hakker og kandiserer politikerne ingredienserne til ukendelighed.

Hvis det går godt, kan det højest blive en simulering af en kombineret smag af mange forskellige frugter. Og det er kun interessant for den, der er uden smag.

For går vi ud fra 'fordelingsnøglen,' så sker der det, at hver gang Folketinget via trossamfundsloven for eksempel vil straffe en imams praksis, så rammer det syv kristne præster.

Hvis politikerne gerne vil forhindre tvangsægteskaber eller anden problematisk social praksis, så bør de finde en anden lov end trossamfundsloven til det.

Hver gang Folketinget via trossamfundsloven for eksempel vil straffe en imams praksis, så rammer det syv kristne præster.

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

Frihed til at tro

Tutti frutti, eller på dansk: æbler og pærer hver for sig. Det kan ikke være meningen, at frie kristne kirker og menigheder skal stå til ansvar for anden praksis end deres egen.

En revision af trossamfundsloven bør føre til enten en opdeling i forskellige love (som nævnt ovenfor) eller i det mindste i en mere konstruktiv og tillidsbaseret lov. Og dette sker vel bedst ved inddragelse af alle implicerede parter.

Ministeren og ministeriet bør som minimum inddrage Danske Kirkers Råd i forhold til et bud på, hvordan en lov og reguleringsramme bør være, hvis den skal leve op til grundlovens paragraffer.

En model, der også kan tage højde for, at de kristne kirker og trossamfund er meget forskellige. Lige nu behandles de ens.

I fællesskab må det være muligt at udvikle en model, så man sikrer faste, gennemsigtige og regelmæssige rammer for kirkerne, uden at ministeren, regeringen og Folketinget går på kompromis med deres legitime interesse i gennemsigtighed.

Mindre formynderi, mindre forvaltning og mindre bureaukrati, så der bliver plads til det egentlige formål – i hvert fald for alle de kristne kirker og menigheder – at være forkyndere af det glædelige budskab.

Derudover bør de brede rammer for trosfriheden være præget af netop frihed til at tro, ligesom en eller flere love for de fra folkekirken afvigende trossamfund bør være præget af tillid. Og gerne på forskud.