Værdikamp splitter Færøerne

Med regnbueflag på banner og kinder går børn, mænd og kvinder i alle aldre i en tæt stime til soundtracket af George Michaels “Freedom”.

Omkring 10 procent af Færøernes befolkning deltager i den årlige prideparade i Færøernes hovedstad Tórshavn. Det gør Tórshavns pride til verdens største.

Én af deltagerne er Siri Súsonnudóttir Hansen. Hun er 43 år og sprang ud som queer i en alder af 39, hvor hun forlod sit heteroseksuelle parforhold. I dag lever hun i et parforhold med sin nonbinære partner, der bruger pronominerne han/ham.

Siri Súsonnudóttir Hansen voksede op i et religiøst samfund, hvor vilkårene for homoseksuelle var langt snævrere, og hvor hun aldrig så nogle LGBT-forbilleder i gadebilledet.

Men i dag er LGBT’ere mere synlige i offentligheden, fortæller Siri Súsonnudóttir Hansen. Hun er bestyrelsesmedlem i LGBT+ på Færøerne og kæmper både for bedre trivsel og flere rettigheder til queerminoriteter.

“Jeg er en af de ældste LGBT’er på Færøerne, der lever åbent. Alle andre lever enten stadig i skabet eller er flyttet ud af landet,” fortæller Siri Súsonnudóttir Hansen, da Altinget møder hende en snefuld decembermorgen i Tórshavn.

Nu mener hun, at noget er i bevægelse.

“Generelt har man sagt, at Færøerne lovmæssigt er tyve år bagud i forhold til Danmark, men jeg tror, vi er kommet efter det.”

Kristendommens rolle til debat

Den store opbakning til priden er et billede på den værdikamp, der foregår på Færøerne, hvor nye generationers værdier udfordrer ældre, kristne normer. 

Værdikampen handler om sekularisering, og om hvilken plads religion skal spille i det politiske landskab

Hans Andrias Sølvará
Professor, Færøernes Universitet

Det fortæller Hans Andrias Sølvará, som er professor på Færøernes Universitet og medforfatter til en ny forskningsartikel, der kortlægger hvordan og hvorfor Færøerne står midt i en værdipolitisk kulturkamp.

“Værdikampen handler om sekularisering, og om hvilken plads religion skal spille i det politiske landskab,” siger Hans Andrias Sølvará.

Den polariserende værdi- og kulturkamp viser igen og igen sit ansigt, og den præger også i høj grad den politiske debat.

Det blev seneste synligt, da det lille men markante kristne midterparti Miðflokkurin i efteråret nægtede at stemme for et lovforslag om bedre vilkår for medforældre. Partiet trak efterfølgende sin støtte til den borgerlige regeringskoalition, så færinger den 8. december måtte til lagtingsvalg før tid.

Sekularisering siden 2006

Ifølge Hans Andrias Sølvará kan debatten spores tilbage til 2006.

Historisk set har Færøerne været et traditionelt og religiøst samfund. Kirken har som central institution påvirket den politiske virkelighed i et land, hvor aborten fortsat ikke er fri, og homoseksuelle har færre rettigheder end i resten af Norden.

I 2006 blev ”seksuel orientering” inkluderet i den færøske version af racismeparagraffen – 18 år senere end det blev det i Danmark. Det skabte stor debat i offentligheden, men blev startskuddet til flere lovændringer for LGBT-minoriteters rettigheder.

“Færøerne har gennemgået en sekularisering, som har manifesteret sig politisk i form af nye rettigheder til seksuelle minoriteter og større tolerance overfor kulturel diversitet,” siger Hans Andrias Sølvará.

Værdikampen betyder dog ikke nødvendigvis et opgør med kirken, men derimod en kamp om en liberal eller konservativ tolkning af biblen.

“Selvom der er mennesker på Færøerne, som personligt mener, det er forkert at være homoseksuel, mener de alligevel, at staten skal beskytte de mennesker, og at de skal have samme rettigheder som alle andre. Det er den holdningsændring, som er ved at ske,” forklarer Hans Andrias Sølvará.

Frisind på fremmarch

Én af dem, der kæmper for LGBT-minoriteters rettigheder, er Siri Súsonnudóttir Hansen.

“Det er mig med det orange hår” skriver hun i en mail, da Altinget møder hende på en café i det centrale Tórshavn i december.

Med en pink pelskrave på jakken og en neonorange mullet skiller den storsmilende kvinde sig ud blandt de jordfarver, der dominerer tøjstilen på Færøerne.

LGBT på Færøerne blev stiftet i 2011 og får - ulig andre nordiske lande - ingen statsstøtte. Organisationen er derfor drevet af frivillige kræfter som Siri Súsonnudóttir Hansen, der kæmper for at forbedre trivslen og sikre politiske rettigheder til queerminoriteter.

De seneste år er der sket en stor forandring i befolkningens syn på LGBT’ere, og udviklingen fortsætter, mener Siri Súsonnudóttir Hansen.

“Det går så hurtigt! Bare for ti år siden var det utænkeligt, at vi var kommet hertil – og måske også for fem år siden. Der er noget i gang,” siger hun og kører hænderne rundt som hjulene på bussen.

”Der sker noget,” konstaterer hun. 

Det er et grundprincip i biblen, at alle er lige meget værd

Siri Súsonnudóttir Hansen
Bestyrelsesmedlem, LGBT+ Færøerne

Hvad sker der?

”Måske er det den der revolution, der aldrig kom heroppe,” siger hun og bryder ud i et begejstret grin.

Hun mener, at den politiske debat bliver polariserende, når kristendommen inddrages.

“Jeg ser mig selv som kristen, og jeg bliver provokeret, når nogen argumenterer mod LGBT-rettigheder med biblen i hånden. Hvis du har de fordomme mod minoriteter eller kvinder, så kan du bruge biblen til at undertrykke dem, fordi det er et spørgsmål om fortolkning. Man læser biblen ud fra det samfund, man er opvokset i, men hvis man gemmer sine argumenter bag biblen, kan vi aldrig få en jævnbyrdig diskussion.”

For Siri Súsonnudóttir Hansen er der ikke et modsætningsforhold mellem at være kristen og at være LGBT’er – eller at gå ind for flere rettigheder til seksuelle minoriteter. Tværtimod.

“Kristendommen handler om at være god ved sin næste, og det er et grundprincip i biblen, at alle er lige meget værd.”

Her er Gud ikke et fremmed ord

I Tórshavns Domkirke, Havnar Kirkja, får en kommende organist orgelundervisning. Biblens salmer ophøjer stemningen i rummet, hvor Altinget møder Anne Mette Greve Klemensen, som er sognepræst i Havnar Kirkja og tidligere forkvinde for Etisk Råd. Hun er dansk og opvokset i Rødding, men færøsk gift.  I dag taler hun færøsk, og selvom hun betragter sig som dansk, har hun slået rødder på Færøerne.

Færingerne er ikke nødvendigvis mere troende end danskerne, mener Anne Mette Greve Klemensen. Det kommer an på hvilket parameter, man måler religiøsitet ud fra. Men på Færøerne er Gud ikke et fremmed ord, og færingerne har ikke berøringsangst med kristendommen. Danskerne er typisk mere distancerede til kristendommen, mener hun, selvom folkekirkemedlemsprocenten er nogenlunde den samme som på Færøerne.

“Kristendommen er et naturligt pulsslag i den færøske kultur. At være en del af en menighed er lige så naturligt som at være en del af alt muligt andet i samfundet,” indleder præsten med en dialekt, der svinger mellem færøsk og sønderjysk.

Spørger man færingerne selv, er de mere kristne end i resten af Norden. I 2011 svarede 95 procent af færinger, at de anså sig selv som kristne. Og i den seneste opgørelse fra 2022 svarer 62 procent af færinger, at religion er meget eller rimelig vigtigt i deres liv. Til sammenligning svarede kun 19 procent af danskerne det samme.

Fortællingen udefra bliver ofte, at Færøerne er et meget traditionelt og konservativt samfund. Men som præst møder Anne Mette Greve Klemensen ikke en dybt konservativ virkelighed.

Alligevel ser hun, at de etiske spørgsmål fylder meget i den offentlige debat. Det er blevet en markør for den moderne tid og hvilken vej samfundet skal gå, konstaterer hun.

“De moderne strømninger, som man også ser andre steder, gør sig også gældende her. Jeg ser, at ungdommen har en anden holdning til, hvordan man skal kunne leve sit liv og have lov til at være, som man er. Man skal ikke skjule sin identitet, bare fordi man falder udenfor normen.”

Et opgør med kirken?

Værdikampen handler om kristendommen, men Anne Mette Greve Klemensen ser ikke debatten som et udtryk for, at befolkningen bevæger sig væk fra kristendommen. 

Jeg ser ikke en modstand mod kristendommen, men jeg ser, at flere færinger ønsker en mere frisindet kristendomsforståelse

Anne Mette Greve Klemensen
Sognepræst, Tórshavn Domkirke

Den er derimod en kamp om fortolkningen af biblen i et moderne samfund.

“Kampen står ikke om kristendom eller ej, men om definitionen af, hvad den rette kristendom er. Jeg ser ikke en modstand mod kristendommen, men jeg ser, at flere færinger ønsker en mere frisindet kristendomsforståelse,” siger Anne Mette Greve Klemensen.

Mens folkekirken ofte rummer LGBT-personer, er det ikke alle, der føler sig omfavnet af deres menighed, mener Siri Súsonnudóttir Hansen fra LGBT på Færøerne. Selvom hun selv hviler i sin religion og seksualitet, ser hun andre, der har følt sig udstødt af deres trossamfund.

“Der er helt klart dem, der ikke føler, der er plads til dem i deres menighed. Og med god grund. Ude i bygderne er det ikke altid nemt at være LGBT’er,” fortæller Siri Súsonnudóttir Hansen.

Et af organisationens tiltag har været en støttegruppe for kristne LGBT’er, der følte sig presset ud af sin menighed.

“Vi har en gruppe for kristne LGBT’er, hvor der både er nogen, som har været en del af en menighed, men følte sig presset ud af den, og så er der dem, der stadig gerne vil have et forhold til kristendommen, men ikke føler, de kan.”

Brydningstid

Da religion rykkede ind i Lagtinget på Færøerne i 2006, skete det som en reaktion på en bred sekulariseringsbevægelse, fortæller Hans Andrias Sølvará.

Fremtiden for religionens rolle på Færøerne er vanskelig at spå om, men Hans Andrias Sølvará ser to mulige scenarier.

Hvis Færøerne følger den skandinaviske erfaring, vil religion over tid miste sin sociale, kulturelle og politiske betydning. Ellers vil Færøerne forblive et polariseret samfund parallelt med en omfattende sekularisering.

“Så længe kristendommen står som en modsætning til nye værdier og bliver brugt som politisk løftestang imod presserende spørgsmål om menneskerettigheder, vil en tiltagende del af nye generationer vende sig bort fra organiseret religion.”