Arbejderforbund: Social dumping i Europa skaber utryghed

DEBAT: Social dumping over hele Europa er skidt for danske arbejdere, fordi det skaber utryghed, skriver fire forbundsformænd for forskellige brancher i Danmark.

Af Palle Bisgaard, Jens-Olav Pedersen, Martin B. Hansen og Henrik W. Petersen
Hhv. næstformand i 3F Byggegruppen, næstformand i Dansk El-Forbund, formand for Malerforbundet og formand for Blik- og Rørarbejderforbundet

Danske lønmodtagere – i særdeleshed i byggebranchen - bekymrer sig i høj grad for deres fremtidige arbejdsliv.

Og med god grund.

EU’s frie bevægelighed har en grim bagside i form af social dumping.

Et stadig alvorligt problem, der kræver mere kontrol herhjemme og nye, skærpede regler i EU.

Bekymringer og frustrationer
En ny undersøgelse, gennemført blandt medlemmer i 3F Byggegruppen, Dansk El-Forbund, Blik & Rør og Malerforbundet, viser med al tydelighed, at social dumping fylder i medlemmernes hverdag.

87 procent svarer, at de er bekymrede for social dumping. Langt størstedelen af medlemmerne mener, at hverken EU eller Folketinget gør nok for at komme social dumping til livs. Og over halvdelen ønsker mere kontrol i EU-landene.

Vi deler medlemmernes bekymringer og frustrationer.

Gang på gang oplever vi, hvordan udenlandsk arbejdskraft bliver udnyttet på det groveste herhjemme med underbetaling, slavelignende vilkår og kummerlige leveforhold.

Som det ser ud nu, går det ikke bare ud over de danske lønmodtagere, når de bliver fravalgt til fordel for østeuropæiske kolleger, der bliver ansat til en lavere løn og under ringere arbejdsvilkår.

Det er også social ulighed på højeste blus, når lønmodtagernes ret til ligebehandling ikke er sikret over landets grænser.

Kan vi virkelig være det bekendt i 2019?

Løn- og arbejdsvilkår over økonomi
Lad det kommende EP-valg være en kærkommen mulighed for vores politikere til at tage problemet seriøst og få indført langsigtede og holdbare løsninger.

Både nationalt og på EU-plan.

Sammen med de øvrige forbund i BAT-kartellet foreslår vi syv markante tiltag i kampen mod social dumping.

Det er tiltag, der skal løftes i EU og herhjemme.

Vi slår hårdt på, at der i EU’s traktater bliver indført en arbejdsmarkedsprotokol (også kaldet social protokol), der sikrer, at lønmodtagernes rettigheder på arbejdsmarkedet er ligestillede med de økonomiske friheder.

Det vil betyde, at når en borger fra et andet EU-land tager arbejde i Danmark, så skal han eller hun arbejde under danske løn- og arbejdsvilkår, og at disse rettigheder har forrang i forhold til de økonomiske rettigheder.

Ja til EU id-kort
Derudover hilser vi et obligatorisk EU id-kort velkommen. Og vi ønsker, at EU’s udstationeringsdirektiv stadfæstes som et minimumsdirektiv, der giver de udstationerede medarbejdere minimumsrettigheder.

På nationalt plan ser vi gerne, at der indføres en garanti til udstationerede og vandrende arbejdstagere for et lønniveau, der svarer til værtslandets gennemsnitsløn.

Det vil i praksis være en positiv særbehandling af en sårbar gruppe EU-lønmodtagere og vil hverken kræve almengøring af overenskomster eller særlig lovgivning om mindsteløn.

En sådan reel ligestilling vil også betyde, at den vandrende arbejdskraft hverken vil medvirke til lønpres i op- eller nedadgående retning.

Falske selvstændige
Vi ønsker, at brug af vikarer bliver et nationalt anliggende.

Det vil sige, at udenlandske ’vikarbureauer’ ikke længere skal have mulighed for at sende falske vikarer til Danmark for at arbejde.

Det er en finte, der hyppigt bliver brugt for at formidle billig udenlandsk arbejdskraft til landet.

De danske skattemyndigheder skal højne kontrolindsatsen. Det kræver naturligvis flere ressourcer og kompetencer.

Men vi oplever, at falske selvstændige uden ansatte opretter virksomheder her i landet, for at bagmændene kan omgå ansættelsesforhold, overenskomster og sociale bidrag og så videre. Det er op til myndighederne at komme denne svindel til livs.

Arbejdstilladelse i ét EU-land
Endelig skal det kun være muligt at opnå arbejdstilladelse i ét EU-land.

Det skal være slut med, at arbejdstagere fra tredjelande, som har opnået arbejdstilladelse i ét EU-land, bliver udstationeret i et andet EU-land.

I dansk fagbevægelse har vi i mange år kæmpet for vores lønmodtageres rettigheder.

Det kan ikke være rigtigt, at disse rettigheder bliver undermineret af dårlig lovgivning og mangelfuld kontrol.

Derfor ser vi øget kontrol og skærpede regler som såre nødvendigt for at stoppe denne undergravning af vores arbejdsmarked.

Forrige artikel Rina Ronja Kari: Skift EU-flosklerne ud med fornuftige forslag Rina Ronja Kari: Skift EU-flosklerne ud med fornuftige forslag Næste artikel Messerschmidt: Hvem lagde egentlig mærke til, at det var Europadag? Messerschmidt: Hvem lagde egentlig mærke til, at det var Europadag?