Debat

Bendtsen: Vi skal sortliste skattelylande

DEBAT: En "sort liste" over skattelylande er en simpel og effektiv løsning på problemerne med skattefusk, skriver Bendt Bendtsen (K).

Vi skal sortliste skattelylandene, skriver Bendt Bendtsen (K). 
Vi skal sortliste skattelylandene, skriver Bendt Bendtsen (K). 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bendt Bendtsen (K)
Medlem af Europa-Parlamentet 

De lækkede dokumenter om skattely i Panama har skabt røre rundt omkring i verden.

Og det er fuldt forståeligt. Vi taler om unddragelse af mindst 7,5 milliarder kroner fra statskasserne årligt.

Det er desværre ikke første gang, at vi ser sådan en sag. Vi skal ikke længere tilbage end 2014 for at finde historien om LuxLeaks, hvor der var indgået mere end 500 private beskatningsordninger mellem de luxembourgske skattemyndigheder og 300 multinationale selskaber.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Jeg forudser, at det heller ikke bliver sidste gang - medmindre vi ikke tager de nødvendige og stærke foranstaltninger for at bremse skattefusk.

Den bagvedliggende årsag til, at der overhovedet opstod en LuxLeaks-sag, og nu igen en Panama-sag, er, at nogle usympatiske personer ønsker at gemme midler væk fra fællesskabet. Jeg tror, vi alle er enige om, at det er hamrende uetisk og sikkert også ulovligt. Den afklaring venter vi på.

Transparens giver bedre mulighed for at kontrollere, at der faktisk betales skat i Europa.

Bendt Bendtsen (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Fuskerne spænder vidt
Det har vist sig svært at kategorisere et mønster i forhold til, hvilke typer mennesker, der har benyttet sig af muligheden for skattely i Panama. Det er alt lige fra politikere til sportsfolk. Det gør det unægtelig svære at opspore skattefuskere i optrækket.

Der er dog en fællesnævner. Det er personer med store formuer, der vil skjule dem for myndighederne i deres hjemlande. Givetvis for på den måde at beholde en større portion for dem selv.

Uanset om det er uetisk eller ulovligt, er problemet blot, at almindelige hårdtarbejdende skatteydere og vores samfunds fundament – de små og mellemstore virksomheder - kommer til at hænge på regningen. De må betale den skat, som andre unddrager sig. Det giver helt urimelige konkurrencevilkår for virksomhederne og helt urimelige forhold for helt almindelige borgere.

I dag er det sådan, at små og mellemstore virksomheder betaler deres skat ved kasse 1, mens internationale koncerner i praksis selv vælger, hvor meget de vil betale i skat.

Og for at tage alle misforståelser i opløbet: Ja, jeg går også ind for, at vi skal betale mindre i skat, men det kan aldrig nogensinde være op til den enkelte at snyde fællesskabet for skat. Det er ikke andre ord for det end svineri. Vi skal have stoppet hurtigst muligt.

Lav en sort liste over lande
En simpel, men effektiv løsning kunne være, at man oprettede en ”sort liste” over lande, som er skattely. Hvis man overfører penge til et sortlistet land, vil man automatisk få konfiskeret en andel svarende til skatteprocenten i det land, man udfører pengene fra - f.eks. 60 procent. Det ville nok kølne interessen for Panama noget.

Og der er allerede søsat EU-initiativer for at sikre bedre udveksling af skatteoplysninger mellem EU-landenes skattemyndigheder. Transparens giver bedre mulighed for at kontrollere, at der faktisk betales skat i Europa. Det løser ikke problemstillingen i forhold til lande uden for EU, og derfor skal vi også fortsat søge nye løsningsmuligheder.

I Europa-Parlamentet har vi for nylig nedsat et udvalg, der skal undersøge Panama- sagen og hvilke værktøjer, der kan bruges for at dæmme op for den aggressive søgen efter skattely uden for EU.

De foreløbige undersøgelser har vist, at der er over 300 danskere, der haft gang i kreativ skatteføring. Det er 300 for mange, og hvis det er ulovligt, skal de naturligvis straffes efter lovens regler. Hvis det ”blot” er uetisk, så skal vi straks dæmme op for den slags omgåelse af reglerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bendt Bendtsen

Formand for Synergi, fhv. minister, partiformand, MF, MEP og byrådsmedlem (K), leder af Altingets maritime netværk
HH-enkeltfag i regnskab og driftsøkonomi (Tietgenskolen i Odense 1988), politibetjent (Politiskolen 1978)

0:000:00