Better Energy og DN: Vis den nødvendige handling og stem ja til naturgenopretningspakken

Rasmus Lildholdt Kjær
Adm. direktør og medstifter, Better Energy
Sebastian Jonshøj
Vicepræsident, Danmarks Naturfredningsforening
Kvaliteten af vores liv afhænger delvist af naturens tilstand. Desværre står vi over for en alarmerende reduktion i biodiversiteten.
Arter forsvinder i en hastighed, der ikke er set før i menneskets historie. Skovene fældes, koralrevene bleges, og levesteder ødelægges. Hvis vi fortsætter ad denne vej, risikerer vi at miste uerstattelige arter og hele økosystemer, som vores egen overlevelse afhænger af.
I Europa er 84 procent af afgrøderne for eksempel afhængige af insekter. Det er derfor også i vores egen interesse, at vi begynder at vende naturtab til fremgang.
Afgørende afstemning
Den 12. juli skal Europa-Parlamentet stemme om EU's naturgenopretningslov.
Vi har akut brug for en styrket miljøregulering og håndhævelse af reglerne på området
Rasmus Lildholdt Kjær og Sebastian Jonshøj
Hhv. adm. direktør, Better Energy og vicepræsident, Danmarks Naturfredningsforening
Der har været to forudgående afstemninger om loven i Europa-Parlamentets miljøudvalg, hvor resultatet har været uafgjort. Og i Rådet er loven kun lige akkurat blevet stemt igennem med et snævert flertal.
Nu er det sidste og afgørende afstemning i Europa-Parlamentet. Hvis forslaget falder, er det meget usandsynligt, at EU kan leve op til egne målsætninger eller internationale aftaler.
Og vi har akut brug for en styrket miljøregulering og håndhævelse af reglerne på området.
Størstedelen af beskyttede områder i Europa har i dag en dårlig økologisk kvalitet, og det står ikke meget bedre til hos beskyttede arter. Kun 15 procent af de beskyttede områder har en god økologisk kvalitet.
Montreal-aftalen er i fare
Mere plads til naturen er en forudsætning for at vende tabet af biodiversitet til fremgang. Derfor aftalte repræsentanter fra 188 lande på et FN-møde i Montreal sidste år, at 30 procent af verdens natur både til lands og til vands skal være beskyttet i 2030.
Det er en historisk aftale, der sætter rammerne for en styrket indsats for biodiversitet over hele kloden.
For at sikre, at EU kan leve op til aftalen, har Europa-Kommissionen foreslået, at EU’s naturgenopretningslov skal afspejle Montreal-aftalens målsætning om 30 procent beskyttet natur. Hvis loven ikke bliver stemt igennem, ser det dog sort ud for EU’s overholdelse af FN-aftalen.
Også herhjemme står vi overfor en stor opgave. Danmark er det land i EU, der har mindst beskyttet natur, og samtidig et af de lande, hvor naturen har det ringest.
Biodiversitetsrådet vurderer, at højst 2,3 procent af Danmarks landareal med sikkerhed kan siges at bidrage til de internationale arealmålsætninger for beskyttede områder. Det giver et fingerpeg om opgavens omfang.
Fælles løsninger for miljø og klima
Naturgenopretning er et afgørende redskab i kampen mod klimaforandringer og biodiversitetstab. Det kan samtidig også bidrage til at lagre drivhusgasser i jorden og modvirke konsekvenserne ved ekstreme temperaturer.
Hvis Europa-Parlamentet stemmer nej, vil det udskyde den nødvendige handling. Det er tid, vi ikke har
Rasmus Lildholdt Kjær og Sebastian Jonshøj
Hhv. adm. direktør, Better Energy og vicepræsident, Danmarks Naturfredningsforening
EU-Kommissionen vurderer, at hver krone brugt på naturgenopretning har mellem 8-38 kroners gevinst. Det er med andre ord dyrere at undlade at genoprette vores naturhabitater.
Samtidig er det vigtigt at understrege, at det kan lade sig gøre at give mere plads til naturen.
I Viuf, hvor Better Energy anlægger en solcellepark, er mere end 30 procent af arealet eksempelvis afsat til natur- og rekreative områder. Det er ikke og bør ikke være et modsætningsforhold mellem både løse klimakrisen og biodiversitetskrisen. Det er en bunden opgave.
Derfor opfordrer vi danske europaparlamentarikere til at stemme ja til en styrket naturindsats den 12. juli.
Hvis Europa-Parlamentet stemmer nej, vil det udskyde den nødvendige handling. Det er tid, vi ikke har.
Indsigt
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvordan styrker man sikkerheden i ngo'er, der arbejder i Gaza?
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvordan vurderes USA's stabilitet som samarbejdspartner i relation til baseaftalen?
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvad er vurderingen af, at udtalelser fra polsk parlamentsmedlem kan udløse en diplomatisk konflikt mellem Polen og USA?
- I Bruxelles er han grøn foregangsmand. Men når han lander i København, er han landbrugets boksepude
- Massivt EU-flertal vil stille krav om ja til sex i hele Europa
- Efter 10 års kamp taber Danmark dagpengeslag i EU
- Tidligere EU-politiker: Alternativets millionaftale viser, hvor lidt vi ved om vores eget demokrati
- Velfærdsturismens spøgelse er genopstået trods et årti med modstand fra Danmark




















