Boganmeldelse: Fremtrædende historikere angriber myter om Churchill

Af Christian Egander Skov
Ph.d i historie, redaktør, Årsskriftet Critique, og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'

”Churchill was a racist” havde demonstranterne skrevet på plinten af den imponerende Churchill-statue på Parliament Square.

Churchill var bare en af ofrene for forsommerens og sommerens forsøg på at ensrette det offentlige rum og den historiske erindring efter nyeste ideologiske modeluner. I virkeligheden slap han nådigt.

Selvom bogens forfattere indledningvis hævder, at deres opgør ikke er med den historiske Winston Churchill, men med den mytologiserede Churchill, bliver det hurtigt klart, at opgøret med myten faktisk også handler om opgøret med manden.

Christian Egander Skov
Ph.d i historie, redaktør, Årsskriftet Critique

Mens en række statuer i Amerika blev hevet ned af deres sokler så ekkoet af det forkrængede bronze kunne høres over Atlanten, blev Churchill møjsommeligt pakket ind. Beskyttet mod massernes vrede.

Interessant nok kunne synet af den således afskærmede Churchill-statue fremkalde to helt modsatrettede reaktioner.

For demonstranterne kunne det tages som et bevis af det etableredes samfunds vilje til at forsvare dets imperialistiske og racistiske ikoner og dermed som en afsløring af samme samfunds strukturelle racisme. Et bevis for BLM-opstandenes retfærdighed.

Andre kunne drage den stik modsatte konklusion og se et samfund, hvor magten strækker våben for en larmende minoritet og i sin afmagt forsegler de kulturelle ikoner, som skulle ægge til sammenhold og modstand.

Churchill lever
For begge positioner ville det gælde, at selvom Churchill var pakket ind og usynlig, var han i allerhøjeste grad til stede.

Churchill lever nemlig. Han er en myte, der påvirker vores måde at tænke på, vores måde at opfatte verden på og i sidste ende vores forestillinger om de politiske konflikters natur – og hvis man er brite, mere præcist englænder, også hvem man er.

Dette er en af pointerne, man kan trække ud af en ny, tankevækkende og provokerende bog af de tre fremtrædende britiske historikere Steven Fielding, Bill Schwarz og Richard Toye, The Churchill Myths.

Bogen er kort sagt en skarp kritik af den industri, som er blevet bygget på at genfortælle Churchills liv og særligt hans indsats i den tidlige, for Storbritannien så håbløse og heroiske, fase af Anden Verdenskrig, da det forekom, at ikke bare Storbritanniens men frihedens skæbne afhang af én mands beslutsomhed og vilje.

Mytens politiske potentiale
Sådan lyder i hvert fald myten. Og den har resonneret ned gennem nyere britisk historie og har senest fået fornyet liv i forbindelse med Brexit.

Premierminister Boris Johnson er et eksempel på Churchill-mytens politiske potentiale. Johnson udgav i 2004 bogen The Churchill Factor. Hans politiske persona er på sin vis skabt i Churchills billede. Johnson vil ligesom Churchill være den, der står uden for det politiske etablisement og er i stand til at mobilisere det britiske sprog (og dermed folket) mod sine modstandere.

På en gang uforskammet enfant terrible og handlingsorienteret alvorsmand. Brexit bliver en genindspilning af Churchills skæbnestund i maj 1940, da han stod fast over for den nazistiske overmagt og sikrede sit lands suverænitet.

Det er en selvstændig pointe, at Churchill-myten fungerer som et fartøj, der skridt for skridt har ført Johnson væk fra sin elitære baggrund ud i det, bogens forfattere med en karakteristisk hyperbel kalder ”populistisk fremmedhad”.

Uanset om man nu er enig i den karakteristik af de britiske konservatives politiske position, er det en interessant – og i bogen veldokumenteret – betragtning, at Churchill-myten faktisk har ændret sig markant netop i vores tidsalder.

Et nationalt symbol
I efterkrigstiden, medens den reelt eksisterende Churchill endnu levede og humpede ind i den fremskredne alders tiltagende affældighed, blev den mytiske Churchill cementeret som et nationalt samlingspunkt.

Bekendelsen til Churchill gik på tværs af politiske skel. Han blev et symbol på det trodsige Storbritannien; et udtryk for den folkelige vilje til eksistens og alt mere den mand, der i kraft af sin retoriske kapacitet talte eksistensviljen ind i folket.

I britisk politik og samfundsliv er Churchill stadigvæk først og fremmest et nationalt symbol. Der har naturligvis været tilløb til revisionisme. Nogle har kritiseret hans klasseattituder. Andre har beklaget, at han ikke havde været konservativ nok. Endelig har nogle afskrevet ham som en uregerlig ”warmonger”.

Ind i mellem er Churchill blevet dømt helt ude. I 1973 konkluderede historikeren J.H. Plumb, at det Churchill stod for ”ikke længere har nogen troværdighed hverken hos den politiske elite eller i nationen som helhed.” Skuespilleren Richard Burton, der spillede ham i den klassiske TV-produktion Walk with Destiny, gik så vidt som til at affærdige Churchills retoriske stil som bizar og ofte umulig at forstå.

Et angreb på myterne
På trods af alt dette er Churchill blevet stående som et relativt ukontroversielt nationalt symbol – lige indtil nu altså.

Bogens ærinde er imidlertid ikke blot en kritik af populismens appropriering af Churchill, men et angreb på mytologiseringen af Churchill i det hele taget.

Uanset om vi har at gøre med populismens Brexit-Churchill, den politiske elites Remain-Churchill eller bare den gode gamle britiske Bulldog-Churchill, indeholder myten en skabelon for tilgangen til britisk historie, der accentuerer visse forhold og kaster glemslens slør over andre.

Sådan lyder argumentet i hvert fald.

Et konkret eksempel. I den anmelderroste Churchill-bipoic The Darkest Hour fra 2017 ser man Churchill i undergrundsbanen – i sig selv et usandsynlig scenarium – hvor han erfarer, hvorledes hans tanker ressonerer med folkets, selvom den ”ansvarlige” politiske elite afviser dem.

Prominent i denne scene optræder en sort mand, som hjælper Churchill med at recitere et digt af Macualay og erklærer, at tyskerne aldrig vil indtage Piccadilly. En rigtig britisk Tommy. Budskabet er klart som blæk. Også denne sorte mand er en del af folket.

Men gennem sådanne billeder – hævder nu forfatterne – dølges det britiske imperiums iboende racisme og Churchills egne attituder til racespørgsmålet. Myten opmaler en fortid, hvor der hverken er racisme, klassemodsætninger eller imperialisme i nogen maliciøs forstand. Det er ikke bare Churchill, som hvidvaskes. Hans myte bærer et vrangbillede af britisk historie som afpolitiseres og selvfølgeliggøres gennem Churchill-myten.

Opgør med både myte og mand
Selvom bogens forfattere indledningvis hævder, at deres opgør ikke er med den historiske Winston Churchill, men med den mytologiserede Churchill, bliver det hurtigt klart, at opgøret med myten faktisk også handler om opgøret med manden, ja med Storbritanniens imperiale fortid og dens postkoloniale spor i det hele taget.

Når myten skal angribes og problematiseres, er det netop, fordi den står i vejen for det, forfatterne ville opfatte som en mere nøgtern vurdering af historien – det vil sige en, hvor Churchill og hans samtid tvinges til at aflægge regnskab til vor tids idealer.

Ligesom når, demonstranterne skriver ”Churchill was a racist” på plinten.

The Churchill Myths er en god og imponerende bog, fordi dens afmytologiseringsbestræbelse tillader os at rejse nye spørgsmål. Det er et af historiefagets raisons d’etre at muge ud i de historiske mytologi-stalde.

På afveje
Men bogens normative bestræbelse leder ind i mellem forfatterne på afveje. Tag nu den førnævnte scene i The Darkest Hour. Handler den ikke netop om at bruge Churchill imod racismen ved at få ”ham” til at sætte sit stempel på en mere inkluderende opfattelse af folket. Den sorte mand skrives ind i den britiske folkelighed og udvider derved vor tids opfattelse af, hvem der egentlige kan regnes til folket.

Ja, det er historisk ukorrekt. Det kan man kritisere. Men man kan ikke uden videre deraf slutte, at filmen medvirker til at dølge fortidens – endsige nutidens – racisme. En sådan fejllæsning forudsætter, at man gør sig blind for den alt for tydelige symbolik i scenen og opfatter den som et autoriativt, deskriptivt udsagn om fortiden – wie es eigentlich gewesen.

Mistankens hermeneutik synes at fylde meget i postkolonialistisk tænkning og desværre også i denne bog.

En anden væsentlig uklarhed består i forfatternes noget uklare syn på mytens funktion. På den ene side er myten jo noget, som politiske aktører instrumentaliserer til politiske formål. Således Brexit-tilhængernes appropriering af Churchill.

På den anden side er myten noget underliggende og bagvedliggende, der definerer det rum, politiske og kulturelle debatter finder sted inden for. Det er her mytens fortielse af imperiets racisme, får betydning for virkeligheden anno 2020.

Det er et klassisk struktur-aktør problem. The Churchill Myths prøver at løse det ved at tildele myten begge egenskaber. Det er teoretisk set en smule frivolt og kræver i hvert fald yderligere overvejelser over, hvornår og hvorfor myten i givne situationer bedst anskues som underliggende struktur og hvornår den bliver et værktøj for politiske aktører.

Uden sådanne overvejelser bliver svaret alt for let, at myten gør det ene, når det driver fremstillingens normative hensigt frem, og gør det andet, når det driver den normative hensigt frem.

Tilfældigvis tillader dette greb, bogen at rette en dobbeltkritik mod Brexit-politikerne og den britiske populisme som bredere fænomen. Dels bøjer den Churchill-myten til at understøtte de ønsker om ”white nationalism”, som de her tilskrives, og dels fordi populismen retteligt forstået synes at vokse frem i skyggen af den imperiale nostalgi, som er opmagasineret i myten.

Ja, det er bøf det hele og så smager det ovenikøbet lige skidt.

Steven Fielding, Bill Schwarz, Richard Toye: The Churchill Myths, 224 sider, Oxford University Press, udkom 13. august 2020