Dansk Flygtningehjælp: EU risikerer at gentage fortidens fejl med asylpagten

Af Charlotte Slente
Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

Da EU-Kommissionen fremlagde en ny pagt for migration og asyl i slutningen af september, understregede den svenske kommissær, Ylva Johansson, at retten til at søge asyl er ukrænkelig, at langt størstedelen af migrationen til Europa foregår på helt legal vis, og at migration i sig selv bør ses som både naturligt og nødvendigt.

Med tanke på de seneste års kriseprægede retorik og handlinger er dette positive narrativ meget velkomment. Spørgsmålet for os er dog, om det så også afspejles i de lovforslag, som er en del af pagten.

Hvis EU vil gøre op med de grundlæggende udfordringer i asylsystemet, må vi allesammen lære af de seneste års fejlslagne politik.

Det indebærer ikke mindst, at man undlader at kopiere modeller, der åbenlyst ikke har fungeret, hvilket desværre synes at være tilfældet med pagtens tilgang til de ydre grænser.

Hurtig asylbehandling
Foruden det øgede fokus på grænsekontrol og "prescreening", som tidligere forfattere i Altingets debat har været inde på, vil EU forsøge at introducere obligatorisk og hurtig asylsagsbehandling ved EU's ydre grænser.

Hvis EU vil gøre op med de grundlæggende udfordringer i asylsystemet, må vi allesammen lære af de seneste års fejlslagne politik. Det indebærer ikke mindst, at man undlader at kopiere modeller, der åbenlyst ikke har fungeret, hvilket desværre synes at være tilfældet med pagtens tilgang til de ydre grænser.

Charlotte Slente
Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

Hurtige grænseprocedurer er ikke en ny opfindelse i EU-sammenhæng, og idéen om lynhurtigt at kunne identificere, hvem der har et beskyttelsesbehov eller ej, er i sig selv besnærende.

Ingen, hverken asylansøgere, medlemslandene eller systemet, har glæde af ineffektive asylprocedurer eller lange ventetider.

Udfordringen er blot, at det fremlagte forslag i høj grad baserer sig på de seneste års erfaringer i de såkaldte hotspots, såsom Moria i Grækenland, som har haft katastrofale konsekvenser for mennesker, børn såvel som voksne, der befinder sig i meget sårbare situationer.

Fejl kan være fatale
Et mål om en hurtig og effektiv procedure er godt at have, men der skal i asylsager altid være tale om en konkret og individuel vurdering af den fremadrettede risiko for den enkelte asylansøger.

Det kræver, at man grundigt undersøger den enkelte persons tidligere oplevelser og profil og sammenholder det med oplysninger om forholdene i det land, som vedkommende er fra.

Og det kræver tilstedeværelse af tilstrækkelig uddannet personale og tolke, velfungerende klageinstanser og tilgængelig retshjælp.

På grund af de meget alvorlige og potentielt fatale konsekvenser af at afvise personer, der har brug for beskyttelse, er det vigtigt, at procedurerne fungerer – selv i en situation, hvor en minoritet blandt asylansøgerne har krav på flygtningestatus.

Når det er sagt, blev 40 procent af dem, som søgte asyl i EU sidste år, anerkendt i første instans, mens 32,3 procent fik tildelt asyl som følge af deres appelsag. Det er med andre ord ikke blot et fåtal af dem, som ankommer til EU's grænser for at søge beskyttelse, der er flygtninge.

Store mangler i hotspot-modellen
Når den græske hotspotmodel bør lægges i graven fremfor at blive ophævet til generel EU-lov – og derved blive udbredt til alle grænselande – skyldes det først og fremmest dens manglende evne til at sikre asylansøgere og flygtninge reel beskyttelse, grundig, retfærdig og uafhængig sagsbehandling samt værdige modtageforhold.

Tværtimod har vi set, at modellen har ført til øget brug af frihedsberøvelse og alvorlige udfordringer i forhold til adgang til nødvendig lægehjælp, juridisk rådgivning, kompetente tolke, uddannede sagsbehandlere og så videre.

Denne mangel skyldes i høj grad, at man helt bevidst har placeret lejrene langt fra steder, hvor disse tilbud kunne være tilgængelige.

Kræver europæisk ansvarsdeling
Hvis man reelt vil sikre retten til at søge asyl i EU og samtidig have et effektivt asylsystem, er man nødt til at adressere nogle af de helt grundlæggende udfordringer i systemet fremfor at risikere, at de grove krænkelser af asylansøgeres rettigheder, som vi ser i de græske hotspots, fortsætter.

Først og fremmest skal man lære af erfaringerne og anerkende, at hurtige procedurer på grænsen har vist sig svært forenelige med opretholdelsen af grundlæggende retsgarantier.

Snarere end at fokusere på hurtighed i procedurerne bør EU-Kommissionen understøtte og finansiere, at EU-landene hver især og sammen lever op til EU's og det internationale samfunds regler og love for flygtningebeskyttelse – men også monitorere og kræve, at det sker.

En forudsætning for dette er, at EU's medlemslande – inklusive Danmark – støtter op om fælles løsninger og et reelt system for europæisk ansvarsdeling.

Det er uholdbart at overlade ansvaret til nogle få medlemsstater ved EU's ydre grænser. Det er medvirkende til at skabe de beskyttelseskriser, som vi ser på de græske øer – og bidrager desuden til en fortsat splittelse i EU.

Et positivt og balanceret narrativ omkring flygtninge og en anerkendelse af retten til asyl er et godt første skridt, men for at det får en effekt for de mennesker, som søger beskyttelse, skal det følges op med en politik, der vægter retssikkerhed højere end hurtighed i proceduren.