Debat

Dansk Metal: Danskernes positive syn på handel skal udnyttes i EU

DEBAT: Danskerne er mere positivt stemt over for international handel end de fleste andre EU-lande. Det bør politikerne bruge til at overbevise kollegaerne i Europa-Parlamentet om gevinsterne ved mere handel, skriver Thomas Søby og Johan Moesgaard, Dansk Metal. 

Mere end otte ud af ti danskere mener, at EU mere effektivt kan varetage Danmarks internationale handelsinteresser, og det bør politikerne hæfte sig ved, skriver Thomas Søby og Johan Moesgaard.
Mere end otte ud af ti danskere mener, at EU mere effektivt kan varetage Danmarks internationale handelsinteresser, og det bør politikerne hæfte sig ved, skriver Thomas Søby og Johan Moesgaard.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Søby, Johan Moesgaaard
Cheføkonom og EU-chef, Dansk Metal

"Hvis ikke varer krydser grænser, så gør soldater."

Det skulle den franske økonom Frederic Bastiat have sagt i en tid, hvor befolkninger i Europa var meget splittede omkring gevinsterne ved samhandel.

Spoler vi tiden frem til i dag, er splittelsen afløst af samling, i hvert fald her i Danmark.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Helt nye tal fra Europa-Kommissionen viser nemlig, at næsten otte ud af ti danskere synes, de har fordel af international handel.

Det er faktisk en af de højeste andele i hele EU. Og mere end otte ud af ti mener ovenikøbet, at EU mere effektivt kan varetage Danmarks internationale handelsinteresser, end Danmark selv kan.

Selvom nogle EU-lande er fodslæbende, så bør både danske politikere i Folketinget og Europa-Parlamentet tage de nye EU-tal med i hånden, når de skal overbevise deres kollegaer om gevinsterne ved mere handel.

Thomas Søby, Johan Moesgaaard
Cheføkonom og EU-chef, Dansk Metal

Vækst kan tilskrives stigende international handel
Det er der grund til at kippe med dannebrog for. Danskerne har helt ret i, at international handel er til gavn for både virksomheder og lønmodtagere.

Mere end en tredjedel af vores vækst siden 1992 skyldes nemlig stigende international handel. Det har været godt for virksomheder, men så sandelig også for lønmodtagerne – ikke mindst lønmodtagerne i industrien.

Her afspejler de nye tal for Danmark meget godt opbakningen blandt vores medlemmer i Dansk Metal.

Mange af dem arbejder i industrien i både små og store virksomheder, der eksporterer til EU's indre marked og resten af verden.

Læs også

Kun to procent af Dansk Metals tillidsrepræsentanter mener, at EU's indre marked er negativt for netop deres arbejdsplads, og kun tre procent mener, at handelsaftaler er dårligt for deres arbejdsplads.

Her kender man altså godt værdien af at kunne afsætte produkter ude på de store markeder, hvis aftalerne ellers også respekterer for eksempel lønmodtagerrettigheder og har kapitler med om bæredygtighed. Det giver nye ordrer, uanset om vi taler vindmøller fra Vestas, pumper fra Grundfos eller medicin fra Novo Nordisk.

Derfor må de nye tal også være et klart signal til danske politikere.

De fodslæbende EU-lande skal overbevises
For tiden er der nemlig storm om handelsaftalen med Sydamerika, som bliver diskuteret heftigt i Bruxelles.

Irland og Frankrig har truet med at trække støtten til handelsaftalen, fordi de blandt andet ønsker at beskytte deres landbrugsproduktion.

Aftalen har ellers potentiale til at øge den samlede eksport til landene i Sydamerika med 30 procent og sende blandt andet danske vindmøller og god, grøn teknologi sydpå. Til gavn for både danske arbejdspladser og den helt nødvendige grønne omstilling i Sydamerika.

Men selvom nogle EU-lande er fodslæbende, så bør både danske politikere i Folketinget og Europa-Parlamentet tage de nye EU-tal med i hånden, når de skal overbevise deres kollegaer om gevinsterne ved mere handel.

For de hårde tal viser nemlig, at seks ud af ti europæere føler, at de personligt har gavn af international handel.

Det er 16 procentpoint mere end for ti år siden og betyder, at en overvægt af de europæiske vælgere har samme positive syn på handel som os danskere.

Der er derfor god grund til, at danske politikere tager ejerskab over danskernes syn på handel.

Lad os stemple fuldtonet ind i kampen for nye handelsaftaler – for et flertal af vælgerne i Europa er faktisk med os.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johan Moesgaard Andersen

EU-chef, Dansk Metal
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2015)

Thomas Søby

Særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen (S)
cand.polit. (Københavns Uni. 1999)

0:000:00