Dansk Metal: EU-skeptikere bør lære af synkende Brexit-skude

DEBAT: Forhandlingerne om Brexit understreger, at det ikke nødvendigvis er kønt at forlade unionen. Samtidig viser analyser, at danske familier oplever betydelige økonomiske fordele ved at være medlemsland, skriver Dansk Metal.

Af Johan Moesgaard og Thomas Søby
Hhv. EU-chef og cheføkonom i Dansk Metal

Når et hårdt Brexit formentlig nærmer sig de kommende måneder, må vi ikke lade os forføre af danske politikere, som ønsker et dansk exit fra EU.

Tværtimod tyder danskernes klare opbakning til EU og globalisering i bredeste forstand på, at Brexit-skibet opfattes som en synkende skude, hvis kurs ikke er værd at følge. Så hellere blive liggende i sikker havn.  

Mytteri på Brexit-skuden
Set fra et internationalt perspektiv blev sidste uges citat leveret af Storbritanniens nu tidligere udenrigsminister Boris Johnson. Ovenikøbet på hans eget partis kongres i en tale:

”This is not democracy. This is not what we voted for. This is an outrage. This is not taking back control”.

Det var en sønderlemmende kritik af Johnsons egen partifælle og premierminister, Theresa May. Der er med andre ord udbrudt mytteri på Brexit-skuden, og det er næsten en daglig begivenhed, at Johnson og UKIP’s Nigel Farage fyrer missiler af sted mod de tidligere venner fra Leave-kampagnen.

For mange kaptajner dræber blødt Brexit
Det er hverken kønt eller godt, og meget tyder på, at de mange selvudnævnte kaptajner skiftevis vil lægge kursen 180 grader om. Resultatet er en zigzag-kurs, som meget vel kan føre mod en ”No Deal”.

Altså en situation, hvor der ikke findes en Brexit-aftale inden 29. marts 2019. Dermed kan England potentielt ryge helt ud af EU’s indre marked – for en periode som minimum.

Selvom både EU og Storbritannien har udtrykt klart ønske om at lande en god skilsmisseaftale, så har fremskridtene i forhandlingerne i bedste fald været minimale.

Ender vi uden en Brexit-aftale inden 29. marts, kan det derfor skade begge parter. Paradoksalt nok måske i særlig grad nogle af de briter, som stemte for at forlade EU forrige år.

Ét er sikkert: Det bliver bestemt ikke en gratis omgang for britiske familier, hvis det ender med et ”Hard Brexit”.

Analyse viser økonomisk fordel ved EU
Bør vi overhovedet være bange for, at danskerne følger briternes eksempel og ønsker at isolere os fra resten af EU?

Det er der heldigvis ikke meget, der tyder på. Det er der mange gode grunde til, men én grund, der kan fremhæves, er, at EU er en rigtig god forretning for mange helt almindelige danskere.

Tag for eksempel den seneste analyse fra Erhvervsministeriet, som viser, at et LO-ægtepar i ejerbolig har en ekstra årlig indtægt på 65.000 kroner som følge af EU’s indre marked.

Mange danskere glade for EU
Danskerne frygter tilsyneladende hverken globalisering eller EU. Dansk Metals seneste undersøgelse blandt tillidsrepræsentanter viser, at tre ud af fire tillidsrepræsentanter i industrien ser globalisering som en gevinst for den arbejdsplads, de arbejder på.

En anden ny analyse fra Kraka og Deloitte viser, at fire ud af fem danskere synes, at mere samhandel gør Danmark til et bedre sted at bo. Og andre undersøgelser har tidligere vist, at hele tre ud af fire danskere bakker op om EU-medlemskab.

Forrige artikel Rina Ronja Kari: EU-regler underminerer tilliden til Ø-mærket Rina Ronja Kari: EU-regler underminerer tilliden til Ø-mærket Næste artikel Bryggeriforeningen: Mere plast i låget er knald i låget Bryggeriforeningen: Mere plast i låget er knald i låget