Debat

DE: Dansk kemikaliepolitik på rette vej

DEBAT: Eva Kjer Hansen (V) og Esben Lunde Larsen (V) skal have ros for at fastholde Danmark som et forgangsland, der aktivt går efter at styrke EU’s kemikalieindsats, skriver Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv.

Dansk kemikaliepolitik er med Esben Lunde som miljøminister på rette vej, skriver Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv.
Dansk kemikaliepolitik er med Esben Lunde som miljøminister på rette vej, skriver Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv.Foto: Pressefoto, Dansk Erhverv
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv

Landbruget og naturen har siddet i højsædet i regeringens miljøpolitik siden juni 2015, men heldigvis har først Eva Kjer Hansen og nu Esben Lunde Larsen også fundet tid til at videreudvikle den danske kemikaliepolitik i deres tid som miljøministre.

Kemikaliepolitikken blev iværksat af den forrige regering, og den har stor betydning for Dansk Erhverv og danske virksomheder, for der findes ingen produkter og serviceydelser, som ikke indeholder eller forbruger kemiske stoffer.

Det handler om tillid
For virksomhederne er det især vigtigt, at kemikaliepolitikken er ambitiøs og relevant, så reglerne kan skabe sikkerhed og tryghed hos forbrugerne. Der må ikke herske tvivl om, at de varer, vi som forbrugere køber og bruger, er sikre. Virksomhederne lever netop af, at kunderne har tillid til dem.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Eva Kjer Hansen og Esben Lunde Larsen skal have ros for, at de fastholder Danmark som et forgangsland, der aktivt og i samarbejde med andre EU-lande går efter at styrke EU’s kemikalieindsats igennem regelsættet REACH og biocid-forordningen. Dansk Erhverv støtter regeringens proaktive kemikaliepolitik.

Den danske regering har tidligere forsøgt at gå solo i kemikaliepolitikken, da Venstres daværende miljøminister i 2010 og 2011 indførte national regulering med den såkaldte Ftalatbekendtgørelse. I stedet for at samarbejde med sine EU-partnere forsøgte regeringen at presse EU til at ophøje de danske regler til fælles EU-regler. Det danske soloudbrud mislykkedes. Først blev Ftalatbekendtgørelsen udskudt i to år, og i 2014 blev den opgivet på grund af en EU-dom.

For virksomhederne er det især vigtigt, at kemikaliepolitikken er ambitiøs og relevant, så reglerne kan skabe sikkerhed og tryghed hos forbrugerne.

Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv

Samarbejde gennem EU og FN
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Trods mange spildte skattekroner førte Ftalatbekendtgørelsens skibbrud til den politiske erkendelse, at Danmark må arbejde gennem EU og FN, hvis vi på sigt ønsker sikkerhed om brugen af kemikalier. Som et lille land med fem millioner indbyggere kan vi ikke diktere miljøpolitik til EU’s 500 millioner indbyggere.

Vi skal fortsætte en proaktiv og samarbejdende kemikaliepolitik i forhold til vores EU-partnere baseret på forskning og en målrettet indsats for at substituere uønskede kemikalier.

Vi skal også fastholde og udbygge samarbejdet mellem forbrugerorganisationer, NGO’er, erhvervsliv og myndigheder, der i fællesskab har underskrevet en hensigtserklæring om aktivt at bistå EU’s kemikalieindsats for at få bugt med skadelige kemikalier via REACH-UP initiativet.

Ret op på slingrekurs
Skal vi give en enkelt anbefaling til miljøministeren, skal det være denne: Det haster med at få rettet op på den slingrekurs, den tidligere regering udløste, da den gav Forbrugerrådet Tænk offentlige penge til at informere forbrugerne om kemi i forbrugsvarer. Man undlod at stille krav om, at kvaliteten af den information skulle være på niveau med den kvalitet, myndighederne sikrer i deres information.

I dag advares forbrugerne af Forbrugerrådets testmetoder, når de indkøber helt lovlige produkter ved hjælp af røde og gule ”advarselslamper”, selv om de køber varer et trygt sted som et apotek, eller når de køber svanemærkede produkter.

Det er en tankevækkende slingrekurs, at man med den ene hånd giver offentlige midler til at udvikle test, som virksomheder skal følge, og gennemfører myndighedskontrol, mens man med den anden hånd giver offentlige midler til en NGO, der gennemfører en helt anden markedskontrol og hænger lovlige produkter ud som farlige.

Omkring 70 procent af forbrugerne er bekymrede over kemikalier i forbrugervarer, og med så mange utrygge forbrugere er det et politisk ansvar at skabe en løsning, hvor offentlige penge giver ensartet og solid forbrugerinformation. Hvis en forælder skal holde børnefødselsdag og søger information, om det er forsvarligt, at børn puster balloner op, nytter det ikke, at myndighederne siger ét, mens NGO’er for offentlige midler siger noget helt andet.

Vi ser i øvrigt frem til, at miljø- og fødevareministeren sætter gang i udviklingen af Danmarks næste kemikaliehandlingsplan, der skal erstatte den nuværende plan, når den udløber i 2017.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Lamm Zeuthen

Klima- og fødevarepolitisk chef, DRC, næstformand, Forum for Bæredygtige Indkøb
ph.d. i økologi og menneskeskabte klimaeffekter (Københavns Uni. 1998)

0:000:00