EL: Qatargate viser, at Bruxelles har behov for reformer

Kort før EU-Parlamentet mødtes for sidste gang i 2022, blev systemet ramt af et politisk chok, og i dagene efter voksede skandalen i omfang.

Jeg taler naturligvis om anholdelsen af EU-Parlamentets næstformand, den (nu tidligere) socialdemokrat Eva Kaili fra Grækenland. Sammen med den tidligere højt profilerede italienske socialdemokratiske EU-parlamentariker Antonio Panzeri, spiller hun en af nøglerollerne i en korruptionssag, der lyder som en spionroman.

Det drejer sig om den såkaldte Qatargate-skandale. Sagen om det olierige diktatur, der har tyet til direkte bestikkelse af både EU-politikere og deres ansatte for at fremme deres sag – og for at kvæle kritik. En golfstat der senere har tyet til at true Belgien, fordi man har turdet efterforske sagen.

Som sagt lyder det som en roman, og det er bemærkelsesværdigt, at Eva Kaili blev anholdt af Belgisk politi. Som Medlem af EU-Parlamentet har man nemlig parlamentarisk immunitet, medmindre man bliver fanget in flagrante delicto. Netop det var tilfældet med den nu tidligere næstformand.

Det bør ikke være muligt for medlemmer af EU-Parlamentet at have bijob, der på nogen måde kan føre til interessekonflikter

Nikolaj Villumsen (EL)
Medlem af EU-Parlamentet

Sagen ruller stadig, og en af nøglepersonerne, Kailis partner, har allerede tilstået at have været en del af et kriminelt netværk. Hertil kommer at adskillige kontorer i EU-Parlamentet er blevet forseglet, computere konfiskeret, og der er historier om, at mange flere EU-parlamentarikere kan være i politiets søgelys.

Røde flag

Korruptionsskandalen har tråde ud fra EU-Parlamentet, herunder til den tidligere italienske EU-Parlamentarikers organisation, der blev oprettet, da han ikke blev genvalgt.

Det er en organisation, der formåede at blive partner med EU-Parlamentet på rekordtid, selvom den helt klart ikke fulgte reglerne. Den registrede sig eksempelvis ikke i EU's åbenhedsregister, noget der ellers er et krav i den slags tilfælde.

Samme organisation har, ved vi nu, udbetalt omkring 50.000 euro – i kontanter, vel at mærke – til en fagforeningsleder, der nu har måtte trække sig som følge af sagen. Hvordan, så stor en kontantudbetaling ikke har sat gang i alarmklokkerne, står hen i det uvisse.

Hertil kommer forlydender om, at flere forskellige europæiske efterretningstjenester er involveret i efterforskninger, og at der er mistanke om, at den marokkanske efterretningstjeneste også kan have været involveret i at bestikke EU-politikere.

Ti klare mangler i dagens regler

Ovenpå det første chok er det blevet gjort tydeligt, at de regler, der eksisterer i EU-systemet, på området er alt for svage, og at de ikke altid håndhæves. At påpege alle de fejl og mangler der er, vil tage for meget plads – men lad mig trække ti punkter frem, som er dybt problematiske i dag:

1. Som det er i dag, er reglerne for hvem, der skal lade sig registrere, hvis de påvirker EU's politikker og love alt for slappe og fyldt med huller. Der er eksempelvis både kommunikationsvirksomheder og advokatfirmaer, der gør deres bedste for at snige sig uden om at registrere sig.
2. Det viser sig, at EU-Parlamentet ikke bare tillader en af de implicerede organisationer at holde events i EU-Parlamentet, de har også haft dem som officielle partnere. Det er sket, selvom organisationen slet ikke var registreret i det officielle åbenhedsregister, noget reglerne ellers foreskriver skal ske.
3. Vi mangler stadigt at få en såkaldt legislativ rapport – en rapport alle politikere, der forhandler om et givent stykke lovgivning, skal udfylde, og som oplister alle dem, der har fået input fra.
4. EU's lobbyregister, det såkaldte åbenhedsregister, er håbløst forældet. Man kan eksempelvis ikke se, hvem folk har som kunder nu og her (eller hvor meget de betales), men kun hvem folk har haft som kunder i det senest afsluttede finansielle år.
5. Der er ingen klare regler for de mange såkaldte venskabsgrupper mellem EU-Parlamentarikere og diverse ikke-EU-lande. Man kan derfor ikke vide hvor mange penge, der bruges på dem, eller om, som det er tilfældet, ikke bliver organiseret af politikerne selv, men af en ambassade.
6. Vi har set, at formænd for venskabsgrupper deltager direkte i forhandlinger om menneskerettighedskritik af et land som Bahrain, og selv når den åbenlyse inhabilitet påtales, gøres der intet.
7. Imodsætning til i USA er der ingen krav om, at man skal oplyse hverken EU-institutionerne eller de belgiske myndigheder, hvis man søger at øve indflydelse på vegne af et land, der ikke er med i EU.
8. EU har i dag intet fælles etiknævn, der kan se institutionerne efter i sømmene, og som man kan klage til, hvis man har mistanke om, at reglerne ikke overholdes.
9. Det er ikke altid, at EU-institutionerne overholder deres egne regler. Organisationer, der ikke vil spille efter reglerne, tillades stadigt at være officielle talere til EU-arrangementer, ligesom de har afholdt møder og konferencer inde i EU-Parlamentet. Det er ganske enkelt til grin.
10. Det bør ikke være muligt for medlemmer af EU-Parlamentet at have bijob, der på nogen måde kan føre til interessekonflikter.

Det burde være åbenlyst, at disse mangler skal udbedres – og at det næsten kun kan gå for langsomt. Desværre er det usikkert, om det kommer til at ske. Traditionelt set har EU-Parlamentets store konservative og socialdemokratiske grupper nemlig været med til at blokere for meningsfulde regler. Det er noget, som jeg håber, at vi kan overkomme – men jeg er ikke sikker på det.

Nye hårde regler

Det bør ellers nu være åbenlyst for alle, at de regler, EU-Parlamentet selv har udarbejdet, ikke har været gode nok. Derfor foreslår jeg, at man indkalder EU's ombudsmand og flere af de internationale og europæiske organisationer, der arbejder med kontrol af lobbyisme, for at få hjælp til at udarbejde nye og hårde regler. Regler, der vil gøre en reel forskel.

Det må også være klart, at der udover nye regler, også er brug for en holdningsændring – og ikke kun i EU-Parlamentet. For som sagen udfolder sig, har vi også fundet ud af, at adskillige højtprofilerede europæiske politikere, herunder flere tidligere EU-Kommissærer har været indsat som tillidsgivende kransekagepynt i Fighting Impunity, som den mest omtalte af organisationerne hedder.