EL-profil om von der Leyens tale: Det skriger mod himlen, at hun hverken nævner Israels angreb på Qatar eller arbejdernes forhold

En tale, der ikke leverede

Det er også naturligt, når man tænker på, hvor anspændt verdenssituationen er. For det er nu, man kunne høre, hvad det er for et billede EU's mest magtfulde institution ser, når de kaster blikket ud over Europa. 

Ser man på, hvad rent faktisk blev sagt i talen, så får man dog desværre let det indtryk, at den magtfulde kommissionsformand havde nogle gevaldigt store skyklapper på, da hun gjorde det. Eller måske endda gjorde det med lukkede øjne. For der er mange store og vigtige problemer, der i von der Leyen's optik tilsyneladende ikke eksisterer.

Det er næppe en overraskelse, hvis jeg siger, at jeg inden talen havde forberedt mig på, at jeg nok ikke ville blive imponeret – og den forventning blev indfriet til fulde.

For selv om man bestemt må give kommissionsformanden, at hun har nogle taleskrivere, der er virkelig gode til at sætte ordene sammen for hende – så er det ikke det samme som, at talen leverede det, den skulle. Jeg vil faktisk sige, at jeg ønsker dem, der skrev hendes tale, havde været bare halvt så gode til også at medtage reelt indhold, som de var til at finde på flotte formuleringer.

Man kunne faktisk næsten få den mistanke, at man aktivt havde valgt at lukke øjnene for EU's sande tilstand – og det er farligt for Europa. 

Ikke alt var skidt

Selv en gammel, skeptisk mand som mig må dog indrømme, at ikke alt i talen var skidt – selv om det havde været lettere at kommentere på den, hvis det havde været tilfældet. Faktisk synes jeg, at et par ting bør fremhæves:

For det første var det en positiv overraskelse, at von der Leyen talte om, at vi er nødt til blandt andet at ændre reglerne for statsstøtte for at tackle den boligkrise, der hersker i store dele af EU. Det er vi i Enhedslisten jo helt enige i og har faktisk efterspurgt det længe. 

Jeg må også sige, at jeg var virkeligt glad for at høre hende sige noget helt åbenlyst:

Nemlig at klimakrisen findes, og at det er noget, der underbygges af videnskaben. Det synes åbenlyst, men i betragtning af at man hernede i stigende grad fornemmer, at hendes egen konservative politiske familie flirter mere og mere med variationer af enten at fornægte eller negligere problemet, var det en vigtig tilkendegivelse. 

I min tale under debatten spurgte jeg hende, hvorfor hun bliver ved med reelt at ignorere så mange af de store udfordringer, vi står overfor – men det fik naturligvis intet svar. 

Per Clausen
Europa-parlamentariker, Enhedslisten

Endeligt var det vigtigt, at hun fik sneget ind, at andre lande ikke skal diktere, hvilke regler vi i EU har for madvarer, teknologi eller andet. Det er en vigtig pointe. Og en pointe det havde været godt, hun var kommet på, da hun forhandlede med Trump.   

På trods af de gode ting, var der dog desværre også masser at være kritisk overfor.  

Vi kan starte med at se på det grønne og på klimaet. For selv om det som sagt var et vigtigt signal at sende, så hjælper det bare ikke så meget, hvis den politik, der reelt lægges op til, går i den stik modsatte retning. Hvor meget vi end vil, er det ikke muligt at bekæmpe klimakrisen alene med ord og løfter. 

Samtidigt var der også gentagen brug af det yndede mantra om EU's konkurrenceevne. Når man hører på EU's højreorienterede, skulle man næsten tro, at verden ikke allerede var fyldt med produkter fra EU.

For når de, herunder Kommissionens formand, taler, er det som om, man ikke kan finde alt fra legoklodser og vindmøller, til tyske luksusbiler, italiensk mode og franske madvarer over hele verden. Ja, man kan endda næsten glemme, at Trump og hans venner faktisk er sure på EU fordi de synes, vi er FOR konkurrencedygtige. 

Jeg var også forundret over, at der ikke kunne snige sig en klar fordømmelse af, at Israel dagen før udvidede sine missilangreb til nu også at gælde Qatar, ind i talen. For her så vi jo endnu et angreb, der strider mod den internationale retsorden, og som næsten kun kan destabilisere situationen endnu mere.

På samme måde kan man undre sig over, at der intet var om at forbedre arbejdsvilkårene eller forhindre udnyttelse af EU's millioner af lønmodtagere. Det skriger også mod himlen. 

I min tale under debatten spurgte jeg hende, hvorfor hun bliver ved med reelt at ignorere så mange af de store udfordringer, vi står overfor – men det fik naturligvis intet svar.