EP-valget kan styrke et skrantende Venstre

Det kan give flere fordele til Venstre, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) slår folketingsvalget sammen ved europaparlamentsvalget.

Men en sammenkædning vil ikke nødvendigvis være en fordel for regeringen – og slet ikke for blå blok som sådan.

Fra Gade til Løkkegaard
Set med Venstre-briller kan et dobbeltvalg især bruges til at hente stemmer retur fra DF. Efter Brexit er der absolut ikke stemning for på sigt af afholde en folkeafstemning om EU-medlemskabet, sådan som DF har foreslået. Her kan Venstre håbe at få nogle skræmte skeptikere tilbage i folden.

Ligesom Venstre med rimelighed kan forvente at erobre nogle konservative vælgere, efter stemmeslugeren Bendt Bendtsen har valgt at stoppe.

Pernille Weiss erklærede, at hun tilsyneladende "havde udtrykt sig uklart". Men det kan man faktisk ikke beskylde hende for.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Venstres liste til EP-valget giver noget til enhver smag: Der er den EU-begejstrede Morten Løkkegaard som spidskandidat, og længere nede ad listen finder man den mere EU-skeptiske – folkelige, men lettere grumpy – Søren Gade.

Gejst til partiet
I det hele taget er det en fordel, hvis Venstre kan få bragt flere tunge officerer ind i skakspillet. Løkke har vist sig stærk i nærkamp med Mette Frederiksen, som han vandt klart over i den første duel. Men det ser ikke ud til at flytte særlig meget, og Løkkes retoriske styrke ændrer ikke ved, at han stadig er upopulær blandt vælgerne.

Derudover kan Løkke håbe på, at EP-valgkampen kan give hans skrantende parti lidt kampgejst. Ved EP-valget i 2014 nappede DF's Morten Messerschmidt titusinder af Venstre-stemmer, der ikke var imponerede af en formand, som ikke havde råd til at købe sine egne boksershorts. Men nu står Venstre til fremgang ved EP-valget, hvad partiet ikke gør ved folketingsvalget.

For Løkke er det endnu et argument for et dobbeltvalg. Men det kan også være et argument for at bruge EP-valget som affyringsrampe. I så fald kan Løkke om kort tid udskrive et folketingsvalg – der først afholdes flere uger EP-valget 26 maj. 

Spildte kaffe af forbløffelse
Noget værre ser perspektiverne ud for den lille konservative regeringspartner. Efter Bendt Bendtsen valgte at stoppe, var det i forvejen en svær opgave for den nye spidskandidat Pernille Weiss (K) at holde mandatet. Det vil være historisk, hvis Konservative mister deres repræsentation i Europa-Parlamentet.

Den risiko steg drastisk fredag. Her lykkedes det Pernille Weiss at skabe en mediemæssig katastrofe, da hun i total modstrid med partiets politik åbnede for, at millioner af afrikanske migranter får lovlig adgang til EU. Det skete i et interview i Berlingske.

Meldingen blev plaffet ned af partitoppen med sjældent kraftige våben. Socialminister Mai Mercado (K) "spildte kaffe ned ad sig selv i ren forbløffelse", da hun læste spidskandidatens udmeldinger.

Formand og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) erklærede med brug af versaler at "det IKKE er konservativ politik, at der skal ti millioner afrikanere til Europa", og en lignende melding kom omgående fra den politiske ordfører, Mette Abildgaard (K).  

Mangler erfaring på topplan
Pernille Weiss erklærede, at hun tilsyneladende "havde udtrykt sig uklart". Men det kan man faktisk ikke beskylde hende for. Der var tale om et langt interview, hvor hun fuldstændig konsekvent argumenterede for øget migration fra Afrika. Weiss gav udtryk for holdninger, man kan finde i visse erhvervskredse, men selv DI skyndte sig at lægge klar afstand til hende.   

Det er ekstremt sjældent, man ser en spidskandidat, der - tilsyneladende helt uforvarende - underminerer partiets linje midt under en valgkamp, men Pernille Weiss er en uerfaren spiller i den politiske superliga.

Partitoppen kan håbe, at den prompte reaktion begrænser skadevirkningen. Men spidskandidatens brøler er så opsigtsvækkende, at hun kan true den fremgang, Konservative ellers stod til ved folketingsvalget.

Tror på fortsat EU-skepsis
For Dansk Folkeparti vil der både være plusser og minusser ved en sammenkædning af valgene.

Partiet opfordrede på et tidspunkt Løkke til at tage et dobbeltvalg. Det var udslag af en "kom bare an-attitude", men det var også udtryk for, at DF har en anden analyse af vælgernes EU-skepsis end Venstre.

DF ser stadig muligheder i at opsamle skeptikere. Angsten for et Daxit betyder nemlig ikke, at vælgerne ønsker at afgive mere suverænitet til EU, tværtimod. DF ser også hellere end gerne, at der for en gangs skyld diskuteres EU-politik i en valgkamp til Folketinget.

Dansk Folkeparti har denne gang valgt at samarbejde med højrenationale kræfter i Europa-Parlamentet, senest illustreret ved Marine Le Pens besøg i Danmark. Det kan skabe en bredere front mod EU-føderalisterne og sikre DF bedre poster i Parlamentet. Men det kan blive et virkelig farligt angrebspunkt på den hjemlige scene, hvis Løkke vælger at slå de to valg sammen.  

Kan give kedelige overskrifter
Derimod er det tvivlsomt, hvor meget det vil skade DF, hvis Meld/Feld-sagen bliver afgjort midt i valgkampen. Den påfaldende timing vil gøre det let for Thulesen (DF) at sige, at der er tale om bestilt arbejde fra EU-systemet.

Dansk Folkeparti står til at gå ned fra fire til to mandater i Parlamentet. Det er mere drastisk end det lyder, for målt i stemmer er nedturen mindre. Men mandattabet ved EP-valget giver grundlag for dommedags-overskrifter som "DF står til en halvering". Det kan forstærke den landspolitiske nedtur. Både hvis valgene er samtidige, og hvis EP-valget bliver ouverturen til folketingsvalget.  

Dobbeltvalg ligger godt til Radikale
Radikale Venstre er Folketingets mest EU-positive parti, og en sammensmeltning af de to valg ligger rigtig godt til de globaliseringsglade radikale. Morten Østergaard får alle chancer for at sammenkæde de europæiske visioner med den hjemlige dagsorden, og partiet kan genanvende de grumme europæiske "højrepopulister" som en ønskemodstander i folketingsvalgkampen.

Med lidt finesse kan Radikale tilmed inddrage Margrethe Vestager som et aktiv. Den tidligere radikale leder har som konkurrencekommissær opnået en popularitet, hun aldrig fik som dansk minister.

Det giver alt sammen et godt udgangspunkt, men Østergaard skal passe på, han ikke overspiller sine kort. Da han i sidste uge krævede, at en S-regering fortsætter Thornings og Vestagers EU-entusiastiske linje, blev der rystet overbærende på hovedet. Efter kaskaden af radikale krav til Mette Frederiksen begynder man nu at tale om "Ugens Nye Radikale Krav"

EL-vælgerne er delte
Enhedslisten har ved alle tidligere EP-valg anbefalet at stemme på Folkebevægelsen mod EU, men for et par år siden besluttede EL sig til selvstændig opstilling. Oprindelig var venstrefløjen entydigt modstandere af "kapitalens klub" i EU.

I dag er mønstret anderledes. Mens dele af højrefløjen er blevet EU-kritisk, er dele af venstrefløjen i dag entydigt EU-tilhængere. Det gælder ikke mindst studerende og højtuddannede, der har glæde af den fri bevægelighed.

Måske en tredjedel af Enhedslistens vælgere er ikke på linje med partiets EU-modstand, og et dobbeltvalg kan blive svært at håndtere. For vil de EU-positive venstrefløjsvælgere stemme SF eller Alternativet ved EP-valget – og minuttet efter tage stemmesedlen til folketingsvalget og vende tilbage til Enhedslisten? Det er langt fra sikkert.

Skismaet i forhold til Enhedslistens eget vælgerkorps kan iagttages med en vis fryd hos SF, hvor EU-nissen boede i 90'erne. I dag er der bred konsensus om EU-politikken i SF. Stort set i hvert fald, for partiets spidskandidat Margrete Auken udgør en bemærkelsesværdig undtagelse.

Margrete Auken er ikke alene EU-positiv. Hun overhaler på visse områder Radikale, og falder de to valg sammen, kan den anarkistiske Auken skabe en hel del oprydningsarbejde for SF-ledelsen.

Vant til dommedagsprofetier
Folkebevægelsen mod EU har tidligere har været repræsenteret af venstrefløjsprofiler som Søren Søndergaard (EL). Det er uklart, hvordan et dobbeltvalg vil påvirke Folkebevægelsen.

På den ene side risikerer Folkebevægelsen helt af blive kantet ud i en valgkamp, hvor folketingsvalget vil få første prioritet. På den anden side vil et dobbeltvalg med sikkerhed føre til en højere valgdeltagelse ved EU-valgene, som ellers har meget svært ved at engagere vælgerne. Det kan komme Folkebevægelsen til gavn.

Folkebevægelsen vil næppe overleve i længden, hvis den ryger ud af Parlamentet, men de foreløbige målinger tyder på, at de skråsikre forudsigelser om Folkebevægelsens undergang endnu engang var overdrevne.

Drejning hos S
For hverken Liberal Alliance eller Alternativet gør det en afgørende forskel, om Løkke vælger et dobbeltvalg. Det gør det heller ikke for socialdemokraterne.

Efter Helle Thorning Schmidts afgang har S bevæget sig i lidt mere EU-skeptisk retning, og med Venstres drejning den anden vej har de to partier igen passeret hinanden på EU-spektret.

Socialdemokratiet vil have EU til at fokusere på skat, klima og migration, og den dagsorden flugter pænt med vælgernes. Den socialdemokratiske kandidatliste til EP-valget er ikke stærk nok til at forstærke partiets folketingsvalgkamp, men den del er i forvejen bygget ensidigt op om Mette Frederiksen.

Partiet først
Hvis Lars Løkke Rasmussen stod til genvalg og skulle bruge valgkampen til at fremvise en enig blå blok, ville et dobbeltvalg være no go. For valget til Europa-Parlamentet vil understrege, at afstanden mellem Venstre og DF er vokset markant i europapolitikken.

Men chancen for en blå sejr er forsvindende lille, og med Nye Borgerliges ultimative krav og særprægede partiledere som Klaus Riskær og Rasmus Paludan overgår det blå kaos det røde kaos. Dermed har Løkke mistet en af sine få trumfer. I den situation kan et isoleret hensyn til partiet Venstre komme først.

Uanset om folketingsvalget afholdes 26. maj eller i midten af juni, har Løkke gode chancer for at forbedre sit eget partis position. Så Venstre i det mindste kan undgå endnu et ydmygende nederlag ved et folketingsvalg.