Ersbøll: Finanskrisen har vist EU's svagheder

Den voksende tendens til opdeling af medlemslandene, begyndende med deltagelsen i den økonomiske og monetære union og traktatens bestemmelser om videregående samarbejde, får uundgåeligt voksende betydning for det enkelte medlemslands situation i Unionen og udgør en reel trussel mod sammenhold og solidaritet. De danske forbehold, Sveriges de facto-afvisning af deltagelse i Euro-samarbejdet og senest UK's flirten med udtrædelse af dele af samarbejdet er kun en del af et voksende problem med efterlevelse af et af Unionens grundprincipper - lige ret og lige pligt for alle medlemslande.

Niels Ersbøll
Tidligere generalsekretær for EU's Ministerråd.

Af Niels Ersbøll 
Tidligere ambassadør for den danske EF-repræsentation i Bruxelles og generalsekretær for EU's Ministerråd. 

Med udvidelsen til 27 medlemslande har betingelserne for i særdeleshed Rådets funktion ændret sig fundamentalt. Medens det før den store udvidelse var muligt at forhandle i Rådet, er dette umuligt med den nuværende store deltagerkreds. I stedet foregår der forhandlinger i og imellem mindre grupper af lande. Sammensætningen af disse uformelle grupper beror på fælles interesser og fælles problemer. Arbejdet i Rådet kommer under de nuværende forhold til at minde om drøftelserne i et parlament, hvor det detaljerede forberedende arbejde foregår i udvalgene - i EU som sagt i mindre grupper af lande.

Det Europæiske Parlaments lovgivningsbeføjelser, som blev kraftigt styrket med Lissabon-traktaten, har uundgåeligt ændret Rådets arbejdsbetingelser, fordi det nu engang er lettere for de forholdsvis få politiske grupper i Parlamentet at nå til en fælles holdning, end det er for 27 lande. Derfor er parlamentets indflydelse på EU-lovgivningen formentlig i dag større end Rådets. Denne udvikling er sandsynligvis ret ukendt for flertallet af borgerne i medlemslandene.

Generelt må man konstatere, at administration og ajourføring af EU's fælleslovgivning fungerer rimeligt effektivt. De skiftende formandskaber har stadig en vigtig rolle at spille på disse områder.

Udfordringerne for EU's funktion
Den store udfordring for EU's funktion ligger på den overordnede politiks område. Finanskrisen har på overbevisende måde demonstreret svagheden i Unionens funktionsdygtighed. Det Europæiske Råd bestående af stats- og regeringscheferne under ledelse af dets formand van Rompuy er blevet det centrale forum for både forberedelse og vedtagelse af alle overordnede politiske beslutninger. Der er normalt ikke tid under møderne til egentlige bordrunder, så en større eller mindre del af de tilstedeværende regeringschefer må finde sig i ikke at få ordet.

Arbejdsformen er i høj grad bestemt af formandens forberedende arbejde og hans taktiske overvejelser om forløbet af møderne. I sit forberedende arbejde støtter han sig til en lille gruppe medarbejdere, som har kontakt til medlemslandenes faste repræsentanter.

Et andet - stadigt mere iøjnefaldende - fænomen er de uformelle kontakter mellem visse regeringschefer uden for og imellem de officielle møder. Dette fænomen understreger den meget store forskel mellem medlemslandenes indflydelse på regeringschefsniveau. Den tyske Forbundskansler er den klart mest indflydelsesrige. Det er også blevet mere iøjnefaldende, at skellet mellem små og store lande er vokset på dette punkt. Dette fænomen understreger betydningen af de små landes evne til at finde sammen med andre medlemslande med lignende holdninger og interesser.

Selv om Det Europæiske Råd ofte giver mandat til forberedende grupper af ministre, for eksempel finans- og økonomiministrene i EURO-gruppen eller til van Rompuy sammen med kommissionsformanden, er det typisk, at udspillet kommer oppefra og ned, medens det før den store udvidelse i langt højere grad var forberedelse og reel forhandling på et lavere niveau, som var grundlaget for drøftelserne og beslutningerne i Det Europæiske Råd.

Alt i alt må man derfor konstatere, at arbejdet med løsning af alle større politiske problemer i høj grad har fået karakter af traditionelt mellemstatsligt samarbejde, medens Unionens forberedende arbejde, herunder Kommissionens rolle er svækket.

Langt fra en fælles udenrigspolitik
Udenrigspolitikken er et andet område, hvor man trods oprettelsen af den Fælles Udenrigstjeneste stadig helt overvejende arbejder mellemstatsligt. Enstemmighed er nødvendig for alle vigtige beslutninger. Talrige eksempler demonstrerer, at EU fortsat er uendelig langt fra en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Unionen manifesterer sig fortsat udadtil gennem fælles erklæringer snarere end gennem handling, uanset at globalisering og politiske omvæltninger i Unionens sydlige nærområde skriger på fælles handling og solidaritet.

Trussel mod sammenhold og solidaritet
Den voksende tendens til opdeling af medlemslandene, begyndende med deltagelsen i den økonomiske og monetære union og traktatens bestemmelser om videregående samarbejde, får uundgåeligt voksende betydning for det enkelte medlemslands situation i Unionen og udgør en reel trussel mod sammenhold og solidaritet. De danske forbehold, Sveriges de facto-afvisning af deltagelse i Euro-samarbejdet og senest UK's flirten med udtrædelse af dele af samarbejdet er kun en del af et voksende problem med efterlevelse af et af Unionens grundprincipper - lige ret og lige pligt for alle medlemslande.

Til de her meget kort antydede institutionelle udfordringer må føjes de langsigtede problemer, som håndteringen af den finansielle krise har skabt - et indtryk af svigtende solidaritet med de mange EU-borgere, som krisen har kastet ud i arbejdsløshed og armod. Tegn på risiko for sammenbrud af demokratiske grundprincipper burde udløse alarmklokkerne i medlemslandene som helhed. I denne forbindelse er det deprimerende, at flertallet af medlemslandene tilsyneladende er blinde over for de muligheder, som Unionens budget frembyder til løsning af  nogle af de problemer, som det enkelte medlemsland må give op overfor.

Afslutningsvis må nævnes den stigende desillusionering blandt EU's borgere med hensyn til Unionens evne til at håndtere tidens enorme udfordringer. Hvis der skal ske en ændring af denne farlige tilstand kræver det en samordnet indsats fra alle medlemslandenes regeringer, omfattende indgående nationale parlamentsdebatter og et målbevidst offentligt oplysningsprogram med sigte på grundig og saglig debat om EU's problemer og fremtidige udvikling.