EU-journalistprisen 2011 – Sammen mod diskrimination
27. juni 2011 kl. 09.22
EU-journalistprisen – Sammen mod diskrimination! er den eneste journalistkonkurrence for journalister, der i deres indlæg i elektroniske og trykte medier fokuserer på diskriminations- og mangfoldighedsspørgsmål i EU. Med denne pris hædrer Europa-Kommissionen journalister, som bidrager til en bedre forståelse i offentligheden af værdien af og fordelene ved mangfoldighed og bekæmpelse af diskrimination i EU.
EU-vinderen samt vinderen af anden- og tredjeprisen modtager gavekort til en værdi af henholdsvis 5.000, 3.500 og 2.500 EUR.
Artikler skal for at kunne deltage have været offentliggjort i et trykt eller elektronisk medie i EU i perioden mellem 18. september 2010 og 10. november 2011. Alle bidrag indsendes også elektronisk via EU-journalistprisen 2011's websted.
Konkurrencen lukker den 10. november 2011, kl. 12.00 (middag – CET).
Baggrund:
Dette er 8. gang EU-journalistprisen uddeles. I 2010 blev der indsendt over 1.200 artikler.
Konkurrencen i 2010 blev vundet af Jeanette Björkqvist fra Finland for hendes artikel "De uønskede mennesker" (offentliggjort i avisen Hufvudstadsbladet), hvori der fokuseres på de oplevelser, som romaer fra Østeuropa har haft i Finland. Andenpladsen gik til Edith Meinhardt fra Østrig for hendes artikel "Vi svigter vores intellekt". Artiklen, der blev offentliggjort i det ugentlige erhvervsmagasin Profil, omhandler kvalificerede indvandreres oplevelser i Østrig og præsenterer både den menneskelige side af dette spild af evner forårsaget af diskriminerende holdninger og det økonomiske ressourcespild. Rasa Navickaitė fra Litauen indtog tredjepladsen for sin artikel "Anderledes, men lykkelig" (offentliggjort i månedsmagasinet Homo Mag) om par af samme køn, der opfostrer familier i Litauen. Vinderne fik overrakt deres priser ved en prisuddelingsceremoni den 21. marts 2011 i Bruxelles, hvor Françoise Le Bail, generaldirektør i Kommissionens GD for Retlige Anliggender, var vært.
- Massivt EU-flertal vil stille krav om ja til sex i hele Europa
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- 2 A'er: Juraprofessor vildleder politikere i ny debatbog
- Jeg rejste til Ungarn og kom hjem med det håb, som vores tid kalder på
- Efter 10 års kamp taber Danmark dagpengeslag i EU





















