Debat

Europa-parlamentarikere: E-sport rummer gigabytes af muligheder for EU

E-Sport er ikke længere en dille, men en mulighed. Lad os drage nytte af fordelene, mens vi samtidig skaber en forbedring af vilkårene for gamere og europæisk erhvervsliv, skriver Morten Løkkegaard og og Bergur Løkke Rasmussen.

I dag kan man blive ramt af en urimelig hård beskatning, hvis man videresælger et virtuelt våben, en beklædningsgenstand eller andre accessoires til ens digitale karakter, skriver Morten Løkkegaard og og Bergur Løkke Rasmussen.
I dag kan man blive ramt af en urimelig hård beskatning, hvis man videresælger et virtuelt våben, en beklædningsgenstand eller andre accessoires til ens digitale karakter, skriver Morten Løkkegaard og og Bergur Løkke Rasmussen.Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Morten Løkkegaard
Bergur Larsson Løkke Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

E-sport er en af verdens hurtigst voksende sportsgrene. Kvalificerede skøn taler vi om tre milliarder spillere på verdensplan! Alene herhjemme dyrker hver fjerde dansker dagligt eller næsten dagligt digitale spil. Af samme grund kan det undre, at sporten nærmest er en politisk hemmelighed. Det skal være slut nu.

Måske skyldes den manglende politiske bevågenhed, at E-sport stadig plages af stereotyper. Computer-spillende, nørdede teenagedrenge på rodede værelser – med gamle pizzabakker og lunkne energidrikke i baggrunden.

Stereotypen er i dag erstattet af succesfulde gamere, der har vist, at E-sport kan være en karrierevej – og virkeligheden er derfor også en boomende europæisk industri – med potentiel milliardindtjening og tusinder af arbejdspladser.

Derfor bør EU sætte fokus på den galopperende sportsgren for at understøtte de utvivlsomme gevinster og behandle de bekymrende børnesygdomme, der altid ledsager et område i eksplosiv vækst.

Fremtidens digitaliserede arbejdsmarked

Europa-Parlamentet har for nylig, efter pres fra Venstre, vedtaget en række forslag til at indfri det store potentiale i E-sport og gaming: For eksempel at fremme kodning som kompetence blandt unge, bekæmpe online mobning og legislativt at styrke den europæiske gaming-industri – både af hensyn til spilproducenter og de mange unge spillere.

Medlemslande skal have guidelines til at gøre det tryggere for unge at færdes i virtuelle verdener

Morten Løkkegaard og og Bergur Løkke Rasmussen (V)
Hhv. gruppeformand og medlem af Europa-Parlamentet

Særligt tre fordele ved digitale spil er værd at fremhæve. For det første viser undersøgelser, at gaming styrker unges interesse og flair for at kode og planlægge strategisk. Begge dele essentielle kompetencer på nutidens – og fremtidens – digitaliserede arbejdsmarked.

For det andet tyder det på, at E-sport og gaming også får flere unge kvinder til at søge ind på STEM-uddannelser – altså fag inden for Science, Technology, Engineering og Mathmatics.

For det tredje rummer computerspilsektoren et lovende væksteventyr for europæisk erhvervsliv. Det enorme antal af gamere verden over understreger markedspotentialet.

Derfor bør det europæiske fællesskab benytte en gylden mulighed for at skabe en egentlig europæisk computerspilsindustri – og samtidig et EU-gaming-brand.

Eksempelvis kan EU udbrede viden om fællesskabet ved at støtte produktionen af videospil, som lærer gamere om europæisk historie, eller understøtte udviklingen af spil som læringsværktøjer til studerende.

Spilafhængighed

Selvom potentialet i E-sport er massivt, er det vigtigt at have øje for problemerne i gaming-sektoren: Spilafhængighed blandt unge, mobning og forældede EU-momsregler for digitale produkter i spil.

Stigende spilafhængighed blandt børn og unge gør det nødvendigt at gribe ind. Desværre kan ludomani antændes af konceptet 'loot boxes', som i nogle computerspil er en form for gambling med "overraskelsesbokse", der blandt andet gemmer på virtuelle våben eller andet gear, som kan anvendes i spillet. 

Mindreårige gamere køber 'loot boxes' i håb om at vinde en værdifuld præmie, som i nogle tilfælde kan indløses direkte til kolde kontanter. Fænomenet kan være glidebane til ludomani. Derfor er vi nødt til at regulere børns adgang til bestemte 'loot boxes', der kan lede til ludomani.

EU bør desuden vedtage en online anti-mobbestrategi. Medlemslande skal have guidelines til at gøre det tryggere for unge at færdes i virtuelle verdener. 

Voldsomme momsregninger

Endelig skal vi rette op på EU's momsregler for digitale produkter for at undgå at kvæle en voksende forretning for flere gamere – og europæisk erhvervsliv.

I dag kan man nemlig blive ramt af en urimelig hård beskatning, hvis man videresælger et virtuelt våben, en beklædningsgenstand eller andre accessoires til ens digitale karakter.

Historier om unge danskere, der risikerer voldsomme momsregninger, fordi EU's momsregler for digitale produkter er forældede, skriger på handling. Faktisk vurderer eksperter, at alene i Danmark handles der virtuelle udsmykninger for et trecifret millionbeløb om året.

Problemet er ekstra bekymrende, da det kan kvæle en fremadstormende industri i den virtuelle verden. Såkaldte non-fungible tokens (NTF’er) giver kunstnere og virksomheder mulighed for at sælge helt unikke digitale produkter, som i nogle tilfælde kan nå millionpriser.

Hvis ikke vi ændrer EU’s momsregler, er faren, at markedet for non-fungible tokens forsvinder i EU til fordel for USA eller andre lande, hvor rammerne er mere favorable.

E-Sport er ikke længere en dille, men en mulighed. Så lad os drage nytte af fordelene, mens vi samtidig skaber en tiltrængt forbedring af vilkårene for gamere og afvikler barrierer for potentielle væksteventyr for europæisk erhvervsliv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Løkkegaard

Næstformand, Renew Europe, MEP (V), kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

Bergur Larsson Løkke Rasmussen

MEP og regionsrådsmedlem (M), Region Hovedstaden, kaptajn, Forsvaret
cand.merc. i finance and strategic management (CBS), kaptajn-R, Den Kongelige Livgarde

0:000:00