
Europa-Parlamentets formand, italienske David Sassoli, må aflyse alle aktiviteter på grund af alvorlig sygdom.
Det skriver hans talsmand, Roberto Cuillo, i en pressemeddelelse.
Parlamentets formand har været indlagt på hospitalet siden 26. december.
"Indlæggelsen var nødvendig på grund af alvorlige komplikationer forårsaget af et dysfunktionelt immunforsvar," skriver Roberto Cuillo.
Skal finde afløser
David Sassoli har været plaget af sygdom siden september måned, hvor han blev indlagt første gang med lungebetændelse.
Ifølge netmediet Politico skyldes lungebetændelsen, at Sassoli havde fået legionærsyge, der er en sygdom forårsaget af legionella-bakterier. En talsperson for Sassoli har derudover udtalt, at formanden formentlig har fået sygdommen på et hotel under et plenarmøde i Strasbourg.
Inden årsskiftet meddelte Sassoli, der har været Parlamentets formand siden 2019, at han ikke ville forsøge at fortsætte på posten. Den skal genbesættes, når Parlamentet her i januar er halvvejs i det femårige mandat.
Hans afløser vil blive fundet 17. januar ved en hemmelig afstemning blandt parlamentarikerne. Favorit til posten er konservative maltesiske Roberta Metsola fra Parlamentets største gruppe, kristendemokratiske EPP.
- Massivt EU-flertal vil stille krav om ja til sex i hele Europa
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- 2 A'er: Juraprofessor vildleder politikere i ny debatbog
- Jeg rejste til Ungarn og kom hjem med det håb, som vores tid kalder på
- Efter 10 års kamp taber Danmark dagpengeslag i EU
























