EU’s sundhedskommissær: Vi er ikke ude af krisen, bare fordi tallene går ned

Jeg vil ikke gå ind i scenarier om, hvorvidt der vil komme en anden bølge eller hvornår. Jeg tror, at lektien må være, at vi skal være forberedt på enhver hændelse. Det, vi kan gøre, er at sikre os, at alt er på plads, så vores systemer og sundhedssystemer er i stand til at klare det, hvis vi ser et øget antal tilfælde og en mulig genopblussen.
Stella Kyriakides
EU's sundhedskommissær
BRUXELLES: Stella Kyriakides vil ikke synge med på klagesangen om, hvordan EU-landene har svigtet hinanden under covid-krisen.
Selv om EU’s sundhedskommissær talte for rimelig døve øren, da hun tilbage i januar forsøgte at få EU-landene til at diskutere faren ved den nye, ukendte coronavirus fra Kina, der var på vej til at få tag i Europa, holder hun fast ved, at samarbejdet mellem dem har været godt.
”Jeg har holdt 23 eller 24 telefonmøder med sundhedsministrene, ud over alle dem med dem enkeltvis, for netop at diskutere hvert eneste trin på vejen, herunder alle de anbefalinger, som medlemslandene bad Kommissionen komme med, om, hvordan nedlukningen skulle foregå, teststrategier og exitplaner, så vi har koordineret meget, meget tæt,” siger hun over en videoforbindelse til Altinget og et lille hold andre europæiske medier.





















