Forsker: Jeg har mødt de mænd, der flygter fra frontlinjen i Ukraine. Her er, hvad de fortæller mig

300.000 soldater på flugt

Fire år inde i fuldskalakrigen befinder den ukrainske hær sig i en stadig dybere mobiliseringskrise.

I januar offentliggjorde den ukrainske forsvarsminister Mykhailo Fedorov, at knap 300.000 soldater er deserteret eller registeret som AWOL (absent without official leave). Derudover er to millioner mænd nu eftersøgt for militærundvigelse, og Fedorov kalder på reform.

Jeg har talt med flere ukrainske mænd, som vil undgå mobiliseringen. Hvis vi vil forstå, hvorfor mobiliseringen er under pres, må vi inddrage værnepligtige mænds perspektiver, særligt dem der aktivt undviger tjeneste.

Deres erfaringer afslører både menneskelige og strukturelle svagheder i systemet og bidrager med idéer til reform.

I 2024 og 2025 rejste jeg rundt i Moldova og talte med ukrainske mænd, der havde krydset grænsen illegalt for at undvige mobilisering. I forsøget på at omgå grænsevagterne flygter mange til fods gennem skove, bjerge og flodområder, hvilket har kostet mindst 70 mænd livet.

Kendetegnet for mange af de mænd, jeg mødte, er, at de kommer fra den ukrainske arbejderklasse. De har en udpræget oplevelse af, at mobiliseringen i praksis implementeres klasseskævt.

Flere beskrev, hvordan mænd med større økonomisk, social eller kulturel kapital i højere grad har mulighed for at undgå mobilisering på grund af deres netværk, økonomisk bestikkelse eller mere privilegerede stillinger, mens mænd fra arbejderklassen hverken har ressourcerne eller netværket til at sikre sig den eftertragtede bilyi kvitok ("hvide billet"), som fritager dem fra tjeneste.

Tilfældig gademobilisering

I det sydlige Moldova mødte jeg Yurii, en 32-årig sømand, som kort forinden havde krydset grænsen med sin lillebror.

Han forklarede, at han trods en helbredsmæssig fritagelse valgte at flygte:

"Jeg elsker mit land. Hvis mobiliseringen stopper i morgen, kommer jeg hjem. Det er den måde, de gør det på (…) Det hører ikke hjemme i et demokrati. Man forstår ikke, hvad der skal til for at blive fritaget. Loven ændrer sig konstant. Den ene dag er du fritaget, den anden er du ikke. En fyr som mig kan intet stille op. Der er kun ét dokument, der gælder – og det er dollars."

Oplevelser af arbitrær gademobilisering – det, som ukrainerne kalder for "busificering" – har skabt en følelse af uretfærdighed og modstand, særligt blandt arbejderklassen. Udover at denne gruppe sjældent har økonomi til at bestikke sig fri, er der andre strukturelle forhold, der øger deres udsathed.

Vi ved, at det primært er tvangsmobiliserede, der bemander infanteriet.

Sofie Rose
Postdoc ved Center for War Studies, SDU

For det første har få arbejderklassemænd fra landsbyområder adgang til et netværk af indflydelsesrige personer, der gennem tjenester og korruption kan sikre dem en fritagelse.

For det andet arbejder de ofte på mandsdominerede, fysiske arbejdspladser, som rekrutteringsofficerer ofte frekventerer. Hvor højtuddannede mænd i højere grad kan arbejde hjemmefra og derved undgå eksponering, er mekanikere, murere og kulminearbejdere nødt til at møde op på arbejdspladsen og bevæge sig i det offentlige rum. De er derfor langt mere sårbare over for "busificering".

Det har fået et betydeligt antal mænd til at søge ind i skyggeøkonomien for at undgå officiel registrering og dermed "forsvinde" fra myndighedernes radar. Dette skaber store problemer for Ukraine, der grundet krigen allerede kæmper med mangel på arbejdskraft.

Enkeltbillet til fronten

Som Yurii fremhævede, er det også selve mobilisringsmetoderne, der bidrager til en oplevelse af umenneskeliggørelse, som disharmonerer med den ideologi af frihed og demokrati, som Ukraine netop kæmper for at bevare.

Flere af mine respondenter peger blandt andet på, at nogle rekrutteringsofficerer anvender hård magt og signalforstyrrende udstyr under aktioner, så de mobiliserede ikke kan kontakte pårørende eller en advokat. Det er i øvrigt ét blandt mange elementer af den ukrainske mobiliseringsproces, som Rusland ynder at misbruge i deres desinformationskampagner.

Der findes meget begrænset empirisk viden om den socioøkonomiske sammensætning af den ukrainske hær. Det er imidlertid veldokumenteret, at tvangsmobiliserede mænd har mindst indflydelse på, hvilken enhed de placeres i. Samtidig ved vi, at det primært er tvangsmobiliserede, der bemander infanteriet.

Selve mobiliseringsstrukturen, og måden den håndhæves og implementeres på, betyder, at arbejderklassen både er mere eksponeret for tvangsmobilisering og altså i højere grad kanaliseres ind i de mest risikofyldte positioner.

I begyndelsen af 2025 blev ukrainske Nazar anholdt for militærundvigelse, men han flygtede fra fængslet og tog videre over grænsen til Transnistrien: "Jeg vil gerne hjælpe mit land, men jeg ved jo godt, hvor de sender en som mig hen. Det er direkte til fronten. Og så er der ingen vej hjem. Kæmp, til vi vinder, eller til jeg dør, sådan er kontrakten."

Udbredt sympati for desertørerne

Som respons på mobiliseringsproblemerne er der i Ukraine opstået en ny civil-militær bevægelse, som har til formål at gøre op med systemisk uretfærdighed og sikre en "ærlig mobilisering".

I deres manifest tager de afstand fra, at en privilegeret "kaste" af urørlige journalister, bloggere, aktivister og embedsmænd i praksis er fritaget fra tjeneste. De kræver, at processen omkring fritagelser skal være offentlig og gennemsigtig og "ikke afhænge af tykkelsen på ens pengepung", men af hvorvidt man varetager en reelt samfundskritisk funktion.

Bevægelsen har mødt betydelig opbakning og har nu over 42.000 abonnenter på Telegram. Denne støtte er i tråd med resultaterne i min egen forskning i offentlighedens opfattelser af militærundvigelse.

Selvom debatten ofte er stigmatiserende, viser den samtidig en udbredt forståelse for de mænd, der undviger militærtjeneste.

Sofie Rose
Postdoc ved Center for War Studies, SDU

Selvom debatten ofte er stigmatiserende, viser den samtidig en udbredt forståelse for de mænd, der undviger militærtjeneste.

Sympatien synes især at være forankret i modstand mod "busificering" og i en oplevelse af, at det er "den almindelige mand", der bærer byrden.

Men som Nazar og mange andre mænd påpeger, er reformer af selve mobiliseringen ikke nok. Hvis militærtjeneste skal gøres mere attraktivt og opleves som retfærdigt, kræver det også reformer af tjenesteforholdene og den militære kontrakt.

Manglende retfærdighed

Blandt de omkring 300.000 deserterede og AWOL-soldater er der faktisk mange, som er vendt tilbage til tjeneste efter en pause eller har skiftet enhed uden om den officielle struktur.

Det peger på et behov for større indflydelse på, hvor den enkelte soldat gør tjeneste, mere rotation væk fra frontlinjen samt længere pauser og en klar plan for, hvornår den enkelte demobiliseres.

Det er en enormt vanskelig opgave at løse, men et muligt skridt kunne være et rotationsbaseret system med afgrænsede tjenesteperioder efterfulgt af længere pauser og mulighed for genindkaldelse efter evaluering og mindst ét års hvile.

Mine interviews med mænd, der undviger tjeneste, peger netop på, at udsigten til demobilisering og oplevelsen af retfærdighed er de vigtigste faktorer, hvis de skal overveje at melde sig.

Endelig er vestlig støtte afgørende for både moralen og håndteringen af Ukraines mandskabskrise. Ingen vil melde sig til at kæmpe uden våben, og ingen vil risikere livet i en krig, de forventer at tabe.