Debat

Direktør: De danske havne taber kampen til naboerne i Sverige og Tyskland, hvis der ikke snart træffes grønne politiske beslutninger

De danske havne vil gerne tage ansvar og bidrage til den grønne omstilling, men det kræver, at rammevilkårene er i orden. Derfor bør der fra politisk side sikres hurtigere myndighedsgodkendelser til grønne projekter og en europæisk havnestrategi, skriver Rune D. Rasmussen, direktør i ADP, der ejer Fredericia Havn og Nyborg Havn.

Mange af de grønne anlægsprojekter, som vi som havne ønsker at igangsætte, kræver myndighedsgodkendelse før igangsættelse. Der bør sættes mål for den maksimale sagsbehandlingstid, ligesom det bør være muligt, at aktørerne kan bidrage med faglig konsulentbistand, skriver havnedirektør Rune D. Rasmussen.
Mange af de grønne anlægsprojekter, som vi som havne ønsker at igangsætte, kræver myndighedsgodkendelse før igangsættelse. Der bør sættes mål for den maksimale sagsbehandlingstid, ligesom det bør være muligt, at aktørerne kan bidrage med faglig konsulentbistand, skriver havnedirektør Rune D. Rasmussen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Rune D. Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det glæder mig, at Europa-Parlamentet har taget initiativ til en ny rapport, hvor Kommissionen opfordres til at vedtage en ny EU-havnestrategi.

Strategien skal ifølge Europa-Parlamentet anerkende og understøtte havnenes afgørende rolle i den grønne omstilling, blandt andet gennem infrastruktur til alternative brændstoffer og faciliteter til håndtering og transport af CO2.

I den forbindelse ønsker parlamentet, at der sker en fremskyndelse af de godkendelsesprocedurer, der er for infrastrukturprojekter.

Derudover indeholder rapporten et ønske om, at der udarbejdes et europæisk havneatlas, der skal understøtte den grønne omstilling. 

Jeg noterer mig to ting ved rapporten: Dels at den fremhæver havnenes rolle i den grønne omstilling og de dertil manglende eller langsommelige offentlige godkendelser ved bygning af ny infrastruktur, dels at der skal udarbejdes en europæisk pendant til vores danske havneatlas.

Brug for løft af godkendelser til grønne projekter

Hvad angår det første, så er samme udfordring gældende i Danmark. Mange af de grønne anlægsprojekter, vi som havne ønsker at igangsætte, kræver myndighedsgodkendelse før igangsættelse.

Det gælder blandt andet CCUS, CCS- og PtX-anlæg, hvis etablering skal accelereres massivt i de kommende år, hvis vi skal kunne indfri de politiske målsætninger på klimaområdet. 

Der bør sættes mål for den maksimale sagsbehandlingstid, ligesom det bør være muligt, at aktørerne kan bidrage med faglig konsulentbistand.

Rune D. Rasmussen
Administrerende direktør, ADP

Men der synes ikke at være ressourcer nok hos de relevante myndigheder til at sørge for en tilstrækkelig hurtig og effektiv behandling af VVM- og planprocesser for det omfattende antal projekter, der skal virkeliggøres inden for en kort årrække.

Det er min oplevelse, at kommunerne gerne vil sikre en hurtig, effektiv og korrekt sagsbehandling, men de skal have de rigtige rammer til at gøre det. Derfor bør kommunernes godkendelsesprocesser respekteres og fastholdes som i dag.

Til gengæld vil det være oplagt, at sagsbehandlingen af grønne projekter forenkles og gøres smidigere, så det bliver muligt at accelerere godkendelsesprocesserne over hele landet og sætte skub i de konkrete investeringer i den grønne omstilling. 

Samtidig bør der sættes mål for den maksimale sagsbehandlingstid, ligesom det bør være muligt, at aktørerne kan bidrage med faglig konsulentbistand, der eksempelvis kan understøtte kommuner og andre godkendelsesmyndigheder.

Havneatlas giver grundlag for udvikling

Hvad angår det andet, så har ideen om et europæisk havneatlas hentet inspiration fra Danmark – tak til medlem af Europa-Parlamentet Bergur Larsson Løkke Rasmussen (M) for at have bragt det ind i rapporten.

I Danmark kortlægges de danske erhvervshavne for at give et overordnet faktuelt grundlag for udviklingen af de danske erhvervshavne.

Havneatlasset skal bidrage til at prioritere de nationale interesser i havnene og indeholder også en analyse af tilgængelighed til elektricitet og grønne brændstoffer i TEN-T havne og andre større havne.

Den eksisterende havnelov lægger begrænsninger for den grønne omstilling, så endnu et skridt kunne være at få fikset den.

Rune D. Rasmussen
Administrerende direktør, ADP

Derudover får vi i Danmark også kortlagt adgangen til landstrøm og ladeinfrastruktur til elforsyning af skibe og tung vejtransport.

Det danske havneatlas er ikke endeligt færdigt, men jeg ser frem til, at det bliver det, og jeg håber, at det kan være den rette inspiration til det kommende europæiske havneatlas.

I konkurrence med Tyskland og Sverige

Mit ønske er, at EU-Kommissionen griber parlamentets rapport og får igangsat arbejdet med en ny EU-havnestrategi hurtigst muligt – gerne en strategi, der er færdig inden udgangen af 2024.

Og jeg håber, at regeringen og Folketinget også tager et kig på parlamentets rapport for inspiration, og om ikke andet så tager det som et europæisk vink om, at myndighedsgodkendelserne skal op i gear.

Skal vi udvikle den danske havnesektor, så vi kan klare os og konkurrere med havneselskaberne i Tyskland og Sverige, skal der dog træffes politiske beslutninger og ikke kun skrives fine rapporter og strategier.

De danske havne vil gerne tage ansvar og bidrage til den grønne omstilling, men det kræver, at rammevilkårene er i orden. Den eksisterende havnelov lægger begrænsninger for den grønne omstilling, så endnu et skridt kunne være at få fikset den.

Sker det, vil jeg garantere, at også de danske havne kan spille den afgørende rolle i den grønne omstilling, som Europa-Parlamentet ønsker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rune D. Rasmussen

Adm. direktør, ADP
speditør

Bergur Larsson Løkke Rasmussen

MEP og regionsrådsmedlem (M), Region Hovedstaden, kaptajn, Forsvaret
cand.merc. i finance and strategic management (CBS), kaptajn-R, Den Kongelige Livgarde

0:000:00