Hemmelig Brexit-dagbog er også en nøgleroman om franske præsidentdrømme

EU’s Brexit-chefforhandler lægger sin version af fire et halvt års brud med briterne frem, hvor han både svinger sværdet over brexit-støtterne og får kridtet banen op for sine egne ambitioner i fransk politik.

Bare fordi man står på hver sin side af en forhandling, er der ingen grund til ikke at være en gentleman, mener EU's Brexit-forhandler Michel Barnier, der hilser tidligere britisk premierminister Theresa May velkommen til et møde i Strasbourg.
Bare fordi man står på hver sin side af en forhandling, er der ingen grund til ikke at være en gentleman, mener EU's Brexit-forhandler Michel Barnier, der hilser tidligere britisk premierminister Theresa May velkommen til et møde i Strasbourg.Foto: Vincent Kessler/Reuters/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Det er svært at ignorere Michel Barniers ambitioner om at finde en plads på den franske politiske scene inden næste års præsidentvalg lige nu. EU’s nu afgåede Brexit-chefforhandler bruger med stor succes sin nye bog om skilsmissen fra briterne som rambuk for at få en plads på alle franske medieplatforme af betydning.

Siden bogen udkom 8. maj, har man kunnet se den høje, stilige, aldrende sølvræv fra alperegionen Savoie udtale sig om meget andet end Brexit. Barnier vil have bremset indvandring til Frankrig i fem år. Barnier vil på de næste ti år gøre Frankrig til den førende økonomiske og miljømæssige kraft i Europa. Barnier vil dæmpe den sociale vrede, som globaliseringen har trukket med sig.

Og når man læser hans bog, er det også tydeligt, at han gerne vil have den til at være en statsmands visitkort, der kan ligge fremme, mens han overvejer, om han vil forsøge sig som kandidat for det konservative Les Republicains mod siddende præsident Emmanuel Macron i 2022.

Præsidentkandidat-cv

Den store illusion: Hemmelig dagbog om Brexit er selvfølgelig først og fremmest et kig fra første parket ind hos den ene part i den ulykkelige skilsmisse mellem EU og briterne, der strakte sig over fire et halvt år, og som kostede politiske liv, søvnløse nætter, frustrationer og masser af ondt blod.

Men det er også Barniers forsøg på at få flettet flest mulige referencer ind til de vigtige mennesker og begivenheder, han har været vidne til i sit 70 år lange liv.

Faktisk er den et 532 langt præsidentkandidat-cv, der dokumenterer et liv i fransk og europæisk politik, der starter for over 50 år siden for den unge gaullist, der bliver lokalpolitiker og senere som 27-årig træder ind i Nationalforsamlingen som det yngste medlem.

Fakta

Michel Barnier er fransk politiker.

Han er født i 1951 i Alpe-regionen Isère. Han trådte sine ungdomssko i den gaullistiske bevægelse, fra han var 14 år, og har fulgt med gennem de forskellige partier, som det gaullistiske højre i Frankrig har manifesteret sig i frem til i dag, hvor han er medlem af Les Republicains. Han gik ind i lokalpolitik i 1973, efter han havde færdiggjort sine handelshøjskolestudier i Paris.

Barnier blev valgt til det franske parlament for første gang i 1978 som den yngste i en alder af 27 år. Han har været miljøminister, europaminister, udenrigsminister og landbrugs- og fødevareminister.

Han er også kendt for at have ført den kampagne, der fik vinter-OL til hans hjemstavn i 1992 i Albertville.

Barnier har været EU-kommissær ad to omgange, først for regionalpolitik fra 1999-2004 og senere for indre marked og finansielle tjenesteydelser fra 2009-2014. Herefter stillede han op til at blive de europæiske konservatives spidskandidat til posten som EU-kommissionsformand, men blev slået af luxembourgeren Jean-Claude Juncker.

Juncker udpegede ham senere som særlig rådgiver for forsvars- og sikkerhedspolitik, før han i 2016 blev Brexit-forhandler på vegne af EU.

Der spekuleres nu i, om han vil stille op til præsidentvalget i Frankrig i 2022 mod Emmanuel Macron.

Så følger ministerposter, kampen for at få vinter-OL til Albertville, EU-kommissærposter, flere ministerposter, et forfejlet forsøg på at blive formand for EU-Kommissionen i 2014, til han en måned efter briternes chok-afstemning i juni 2016 får forespørgslen fra kommissionsformand Jean-Claude Juncker, om han vil være den faste hånd på roret på den europæisk side i forhandlingerne om først en udtrædelsesaftale og siden en aftale om det fremtidige forhold.

Sammenhold

Hvor Brexit-afstemningen i sig selv efterlader Unionen i det, Barnier beskriver som ”kollektivt chok”, bliver udnævnelsen af den gæve gaullist til at repræsentere EU i den sag set som ren provokation særligt i visse dele af britisk presse. ”Vores fjende er Kommissionen,” som handelsminister og ærkebrexiteer Liam Fox citeres for at have sagt til et selskab af forretningsfolk i London.

Fra første øjeblik ser Barnier et forsøg fra briterne på at splitte Unionen ad, påvirke de enkelte lande og underminere ham som forhandler. En tendens, han vil bruge de næste fire et halvt år på at forsøge at pande ned, så snart den viser sig, men som vil vare ved lige til det sidste, hvor en samarbejdsaftale endelig falder på plads juleaften 2020.

Han ser også med foragt på den klasse af brexit-forkæmpere, som dominerer britisk politik under forhandlingerne. Det gælder ikke mindst de tre på hinanden følgende brexit-ministre David Davis, Dominique Raab og Steve Barclay under premierminister Theresa May.

Jeg misunder dem ikke at have en politisk klasse over sig, som fuldstændig nægter at påtage sig konsekvenserne af deres beslutninger og holdninger.

Michel Barnier
EU's Brexit-chefforhandler

Det samme gælder udenrigsminister Jeremy Hunt, der kommer til i 2018. Hunts forgænger når Barnier aldrig at møde. Det var Boris Johnson, hvis nogen skulle have glemt det, som holder sig langt væk fra Brexit-forhandlingerne, indtil han selv ankommer til Downing Street i 2019. Det kan man så tolke, som man vil. Følelsen, man er ladt tilbage med i Barniers bog, er, at de hårdkogte Brexiteers på de ledende poster med vilje forsøger at blive fedtet så lidt ind i Theresa Mays umulige forsøg på at finde en vej ud af Unionen, som både EU og hendes britiske bagland kunne acceptere.

Optændt af hellig Brexit-ild

Det får de ikke meget respekt for i Barniers bog. I stedet får de nogle drøje hug.

Davis bliver beskrevet som fej, uengageret og mest interesseret i at undgå at blive associeret med de aftaler, den britiske regering indgår. Han holder sig fra Bruxelles i måneder ad gangen og undsiger det, der bliver besluttet.

Hans efterfølger, Dominique Raab, beskriver han som ”messiansk” i den måde, han er optændt af en hellig ild for at udføre sin mission om bryde ud af Unionen. Senere tager Barnier sig til hovedet, da Raab udstiller sin chokerende ringe viden om konsekvenserne af sin mission, da han to et halvt år efter Brexit-afstemningen afslører, at han ikke var klar over, at briterne er særligt afhængige af forbindelsen mellem Dover og Calais, når de skal eksportere til kontinentet.

Barnier bliver rasende over Jeremy Hunt, der sammenligner EU med Sovjetunionen, hvilket ”ikke er en udenrigsminister værdigt”.

Helt ærligt kunne vi godt have været det psykodrama fra London foruden.

Michel Barnier
EU's Brexit-chefforhandler

Boris Johnson finder han sympatisk som menneske, men ude af stand til at erkende konsekvenserne af de valg, han selv har truffet. Vi er helt henne i december 2020, hvor forhandlingerne om en aftale om det fremtidige forhold hænger i en tynd tråd, da Boris Johnson foreslår, at man bare laver en aftale om at samarbejde om udenrigspolitik og forsvarspolitik.

”Men Boris, det er dig, der har afvist at åbne et kapitel om forsvar og udenrigspolitik i denne forhandling,” siger Barnier.

”Hvortil han svarer: ”Hvordan, mig? Hvem har givet den ordre”, mens han kigger på sine medarbejdere.”  

Mays lange kamp

Til gengæld har Barnier forbløffende rosende ord tilovers for Theresa May og hendes stædige kamp for at få den Brexit, hun ikke selv havde støttet, ført ud i livet og samtidig holde sammen på egne tropper.

”For hende handler det ikke rigtigt om en forhandling med EU, men om en noget mere voldsom forhandling, ofte time for time, med sine egne ministre og sit eget flertal.”

Han følger Mays ørkenvandring for at få den udtrædelsesaftale godkendt, der falder på plads i november 2018. Han ser det ene fejlslagne forsøg efter det andet på at få den gennem et dybt splittet britisk Underhus, gennem forlængelser og udsættelser, til hun endelig kaster nøglerne til Downing Street i grams og trækker sig i sommeren 2019 med uforrettet sag.

Han roser også det britiske embedsværk.

”Jeg misunder dem ikke at have en politisk klasse over sig, som fuldstændig nægter at påtage sig konsekvenserne af deres beslutninger og holdninger,” bemærker han.

Psykodrama i London

Det holder, lige til han møder David Frost, som følger med Boris Johnson ind i Downing Street som britisk chefforhandler efter Mays exit. Ham kan han ikke lide.

Han beskriver Frosts forhandlingstaktik som ”næsten barnlig”, da briterne i oktober 2020 kortslutter forhandlinger om de to parters fremtidige forhold for dramatisk effekt, men genoptager dem ugen efter uden at have fået andre indrømmelser end dem, de allerede var tilbudt.

”Helt ærligt kunne vi godt have været det psykodrama fra London foruden,” lyder det.

Derfra er der forhandlinger hver dag i en intens slutspurt. Det er et forhold, der slutter hen ad eftermiddagen juleaften, da Frost og Barnier mødes på kommissionsformand Ursula von der Leyens kontor med Boris Johnson på videokonference for at besegle aftalen, efter deres to øverste chefer i fællesskab har skullet knække de allersidste nødder. Det møde er ”professionelt og koldt”. Og de har ikke set hinanden siden.

Bittersøde følelser

Efterfølgende føler man en vis ambivalens hos Barnier. Aftalerne, han har kæmpet indædt for, er i hus. Alligevel er der både lidt chok over et langt forløb, der pludselig kom til en brat afslutning, og en tristesse at spore, som han sidder i Bruxelles alene juleaften, langt fra familien hjemme i Frankrig.

Over en britisk exit, som Unionen må drage konsekvenserne af. ”Brexit er et nederlag for Europa,” som han skriver. Og over den usikkerhed, der følger, om hvordan aftalerne nu skal fungere i den virkelige verden.

Han er bekymret for freden i Nordirland, som er forsøgt sikret ved at undgå at gøre EU’s nye ydre grænse på tværs af den irske ø til en hård grænse, men hvor effekterne af Brexit alligevel vil kunne destabilisere en skrøbelig sameksistens. Han er bekymret for det indre marked, som briterne ”selv har lukket døren til, men vil forsøge at komme ind på gennem vinduerne”. Og han er bekymret for, at EU ikke lærer af hele affæren. At man ikke lytter til befolkningerne og besvarer deres bekymringer.

Danskerne er enkle og solide, og tit mere åbne om aftenen.

Michel Barnier
EU's Brexit-chefforhandler

Det er her på bogens sidste sider, at Barnier går i fuld national valgkampsmode.

Men inden da er vi blevet trukket gennem en usandsynlig mængde namedropping, så vi ikke er i tvivl om, at vi har med en vigtig mand at gøre. Der er ikke den forhenværende og nulevende præsident, han ikke har en anekdote om. Ikke bare ét, men to pavebesøg får han flettet ind. Han sms’er om fodbold med Kroatiens premierminister, kender selvfølgelige Tysklands kansler, Angela Merkel, helt tilbage fra deres miljøministertid i 90’erne, gnider skuldre med Bill Clinton og andre pinger til Helmuth Kohls begravelse i Strasbourg. Han har præsident Emmanuel Macron på speed-dial, og sådan fortsætter det gennem hele bogen.

Danskerne er solide og Fogh er pompøs

Læst med danske politiske øjne er der også lidt guf at hente. Han tager os med til Thyborøn og ud at sejle med nogle af de fiskere, der henter store dele af deres fangst i britiske vande. Han beskriver danskerne som ”enkle og solide, og tit mere åbne om aftenen”.

Han får i forbifarten bemærket, hvordan han foretrækker Jens Stoltenbergs stil i rollen som Nato-generalsekretær ”som er god for organisationen” frem for tidligere statsminister og Venstre-leder Anders Fogh Rasmussens ”tendens til at være pompøs”.

Man kan også læse, hvordan den danske holdning til Brexit gennem skiftende regeringer har handlet om først og fremmest at beskytte danske interesser. Det bliver allerede bemærket, da Theresa May aktiverer udmeldelsesmekanismen under Løkke-regeringen, og varer ved under Mette Frederiksen (S), som helt til det sidste i december står benhårdt på at få sikret så gode fiskerettigheder for danske fiskere som overhovedet muligt.

Mere end en dagbog

Til sidst beskriver Barnier, hvordan folk på gaden i Frankrig stopper ham og takker ham for hans bedrift med at få aftalen i hus og opfordrer ham til at indtage sin plads i den nationale offentlige debat. Han italesætter den fragmentering af det franske samfund og de brudflader, der truer med at splitte det op ”som vi mageligt tror, er for evigt ét og udeleligt”.

Der er man ikke længere i tvivl om, at han har et andet projekt end bare at dele sine dagbogsoptegnelser om Brexit.

Han beskriver spændingerne mellem verdslighed og det religiøse, mellem fattige kvarterer og afkoblede eliter, by og land og mellem generationer i Frankrig i dag og leverer det, der ligner et lille valgmanifest, som det bliver for omfattende at beskrive her.

Han har også advarende ord til EU-politikerne. Allerede i bogens indledning konkluderer han, at man må gøre op med troen på, at EU skal være svaret på alle problemer. EU skal endda være mindre, der ”hvor Unionen kvæler lokale initiativer og opflammer national bitterhed”

Som han skriver: ”Det er sent, men det er ikke for sent,” at lære af Brexit.

Nu venter vi på den britiske version af historien. Spørgsmålet er, hvem der skal skrive den?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michel Barnier

fhv. Brexit-forhandler for EU

0:000:00