Bliv abonnent
Annonce
Debat

Historiker: En palæstinensisk stat er opskriften på en katastrofe

Som det ser ud nu, er en bæredygtig, selvstændig stat mere et fatamorgana end en realistisk løsning på palæstinensernes lidelser, skriver Rami Zouzou.
Som det ser ud nu, er en bæredygtig, selvstændig stat mere et fatamorgana end en realistisk løsning på palæstinensernes lidelser, skriver Rami Zouzou.Foto: Pavel Nemecek/AP/Ritzau Scanpix
20. august 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Palæstinensernes lidelse i Gaza er en sørgelig situation for et plaget folk, der i årevis har været fanget i et limbo mellem et korrupt selvstyre, der har fyldt deres lommer med vestlige bistandsmidler, samt en islamistisk dødskult, der er mere optaget af 72 jomfruer i himmeriget frem for at sikre fred og stabilitet for det folk, de hævder at repræsentere. 

Flere og flere lande anerkender i disse dage en palæstinensisk stat. Men selvom palæstinensernes tragedier piner de fleste, herunder undertegnede, må man retteligt stille spørgsmålet: Er en palæstinensisk selvstændig stat overhovedet svaret på palæstinensernes kvaler i en i forvejen etnisk og kulturel fragmenteret region?

Er en levedygtig, palæstinensisk stat overhoved et realistisk scenarium i Mellemøstens morads af svage stater? Et område, der har ligget i konstant kamp med sig selv, og hvor fraværet af national konsensus har været en drivende faktor siden etableringen af det moderne Mellemøsten. Det virker mest af alt som et fatamorgana i den arabiske ørken.

Læs også

Opskriften på en ny katastrofe

Lad det være sagt med det samme. En palæstinensisk stat, der kan leve i fredelig sameksistens side om side med Israel, vil være et drømmescenarie. Og flere og flere lande verden over er gået så langt som at anerkende en sådan stat, så uhyrlighederne, der udspiller sig i Gaza, kan bringes til snarest muligt ophør.  

Personligt har jeg altid været stor fortaler for en selvstændig palæstinensisk stat, men jeg tror desværre, de mange anerkendelser til trods, ikke på, at det er et realistisk scenarie.

Alene af den grund, at der hverken er tegn i sol, stjerne og halvmåne på, at der internt i det palæstinensiske samfund er konsensus om de politiske rammer for en sådan stat.

En palæstinensisk stat, der kan leve i fredelig sameksistens side om side med Israel, vil være et drømmescenarie.

Rami Zouzou
Historiker og forfatter

Det er en udfordring, som på ingen måde må ignoreres. For der er en overvejende stor risiko for, at et selvstændigt Palæstina vil skrive sig ind til en lang og kedelig tradition, der har været herskende i Mellemøsten siden stater som Irak, Libanon og ikke mindst Syrien fik selvstændighed i 1946.

For er der noget, der har domineret, og fortsat kendetegner Mellemøsten, så er det stater, der er i intern konflikt med sig selv.

Syrien var, indtil Assad-regimet tog magten i 1971, plaget af konstante statskup i sådan en grad, at det blev karakteriseret som det mest ustabile regime i Mellemøsten. Og de gamle magtkampe i det nye Syrien ligger stadig og ulmer lige under overfladen. Spørg bare det drusiske mindretal, som allerede har mærket det nye regimes nådesløse hånd.

Kigger man på Libanon og Irak, er velfungerende, stabile stater nok ikke lige de ord, der falder en ind først. Tværtimod taler vi om stater i konstant kamp med sig selv.

Læs også

Det skorter med andre ord ikke på eksempler fra området, på stater, uden duelig regeringsførelse og national legitimitet blandt deres fragmenterede befolkningsgrupper.

Er det i dette morads af elendighed, at man forestiller sig, at en bæredygtig, palæstinensisk stat skal opbygges?

Det virker langtfra som en farbar vej til en bedre fremtid for den hårdtprøvede palæstinensiske befolkning. Tværtimod lyder det som opskriften på en ny katastrofe, hvor palæstinensiske politiske fraktioner vil vende sig mod hinanden i et desperat forsøg på at erobre statslige ressourcer, hvilket vil bringe yderligere ustabilitet til den mellemøstlige krudttønde.

Behov for et farbart alternativ

EU har med god ret svært ved at finde fælles fodslag i forhold til det palæstinensiske problem – for sporene skræmmer.

Måske er det derfor på tide, at EU samledes om en nye strategi i forhold til konflikten mellem Israel og Palæstina i bestræbelserne på at skabe en bedre fremtid for de stakkels palæstinensere, der er fanget i Gaza. At man samles om en tredje vej i samarbejde med mere velfungerende arabiske stater som Jordan, Egypten, Saudi Arabien, Emiraterne og Qatar.

En potentiel palæstinensisk stat vil dele skæbne med netop Irak, Libanon og Syrien. Ustabile, svage regimer i evig kamp med dem selv om magten.

Rami Zouzou
Historiker og forfatter

For inderst inde tror jeg, at de fleste statsledere ved, at en potentiel palæstinensisk stat vil dele skæbne med netop Irak, Libanon og Syrien. Ustabile, svage regimer i evig kamp med dem selv om magten.

Der er derfor brug for at komme med et farbart alternativ til den hårdt prøvede palæstinensiske befolkning. Den befrielse kommer desværre ikke i form af en palæstinensisk stat.

Befrielsen kommer kun, hvis et samlet EU lægger sig i selen for at skabe et brugbart alternativ, en tredje vej, så palæstinenserne kan leve i fred og fordragelighed – befriet for islamisternes kløer og de korrupte ledere på Vestbredden.  

For som det ser ud nu, er en bæredygtig, selvstændig stat mere et fatamorgana end en realistisk løsning på palæstinensernes lidelser. Desværre.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026