Historiker: En palæstinensisk stat er opskriften på en katastrofe

Opskriften på en ny katastrofe

Lad det være sagt med det samme. En palæstinensisk stat, der kan leve i fredelig sameksistens side om side med Israel, vil være et drømmescenarie. Og flere og flere lande verden over er gået så langt som at anerkende en sådan stat, så uhyrlighederne, der udspiller sig i Gaza, kan bringes til snarest muligt ophør.  

Personligt har jeg altid været stor fortaler for en selvstændig palæstinensisk stat, men jeg tror desværre, de mange anerkendelser til trods, ikke på, at det er et realistisk scenarie.

Alene af den grund, at der hverken er tegn i sol, stjerne og halvmåne på, at der internt i det palæstinensiske samfund er konsensus om de politiske rammer for en sådan stat.

En palæstinensisk stat, der kan leve i fredelig sameksistens side om side med Israel, vil være et drømmescenarie.

Rami Zouzou
Historiker og forfatter

Det er en udfordring, som på ingen måde må ignoreres. For der er en overvejende stor risiko for, at et selvstændigt Palæstina vil skrive sig ind til en lang og kedelig tradition, der har været herskende i Mellemøsten siden stater som Irak, Libanon og ikke mindst Syrien fik selvstændighed i 1946.

For er der noget, der har domineret, og fortsat kendetegner Mellemøsten, så er det stater, der er i intern konflikt med sig selv.

Syrien var, indtil Assad-regimet tog magten i 1971, plaget af konstante statskup i sådan en grad, at det blev karakteriseret som det mest ustabile regime i Mellemøsten. Og de gamle magtkampe i det nye Syrien ligger stadig og ulmer lige under overfladen. Spørg bare det drusiske mindretal, som allerede har mærket det nye regimes nådesløse hånd.

Kigger man på Libanon og Irak, er velfungerende, stabile stater nok ikke lige de ord, der falder en ind først. Tværtimod taler vi om stater i konstant kamp med sig selv.

Det skorter med andre ord ikke på eksempler fra området, på stater, uden duelig regeringsførelse og national legitimitet blandt deres fragmenterede befolkningsgrupper.

Er det i dette morads af elendighed, at man forestiller sig, at en bæredygtig, palæstinensisk stat skal opbygges?

Det virker langtfra som en farbar vej til en bedre fremtid for den hårdtprøvede palæstinensiske befolkning. Tværtimod lyder det som opskriften på en ny katastrofe, hvor palæstinensiske politiske fraktioner vil vende sig mod hinanden i et desperat forsøg på at erobre statslige ressourcer, hvilket vil bringe yderligere ustabilitet til den mellemøstlige krudttønde.

Behov for et farbart alternativ

EU har med god ret svært ved at finde fælles fodslag i forhold til det palæstinensiske problem – for sporene skræmmer.

Måske er det derfor på tide, at EU samledes om en nye strategi i forhold til konflikten mellem Israel og Palæstina i bestræbelserne på at skabe en bedre fremtid for de stakkels palæstinensere, der er fanget i Gaza. At man samles om en tredje vej i samarbejde med mere velfungerende arabiske stater som Jordan, Egypten, Saudi Arabien, Emiraterne og Qatar.

En potentiel palæstinensisk stat vil dele skæbne med netop Irak, Libanon og Syrien. Ustabile, svage regimer i evig kamp med dem selv om magten.

Rami Zouzou
Historiker og forfatter

For inderst inde tror jeg, at de fleste statsledere ved, at en potentiel palæstinensisk stat vil dele skæbne med netop Irak, Libanon og Syrien. Ustabile, svage regimer i evig kamp med dem selv om magten.

Der er derfor brug for at komme med et farbart alternativ til den hårdt prøvede palæstinensiske befolkning. Den befrielse kommer desværre ikke i form af en palæstinensisk stat.

Befrielsen kommer kun, hvis et samlet EU lægger sig i selen for at skabe et brugbart alternativ, en tredje vej, så palæstinenserne kan leve i fred og fordragelighed – befriet for islamisternes kløer og de korrupte ledere på Vestbredden.  

For som det ser ud nu, er en bæredygtig, selvstændig stat mere et fatamorgana end en realistisk løsning på palæstinensernes lidelser. Desværre.