Jarl Cordua: Frederiksen kan varme sig ved de blå partiers ligbål

KOMMENTAR: Den voksende borgerlige kritik af EU-budgettet udgør ikke umiddelbart en trussel for statsminister Mette Frederiksen (S). Tværtimod splittes de borgerlige partier, når de angriber hinanden fremfor regeringen, skriver Jarl Cordua.

En opposition håbløst bagud på point kan ofte håbe på, at en sommerpause kan få frafaldne vælgere til at besinde sig og vende tilbage i folden. Det er dog mere end tvivlsomt, at det vil ske efter denne sommerpause. 

Regeringen er tilsyneladende i fuld kontrol over begivenhederne, og statsministeren har endda haft tid til at blive gift med kæresten ved det længe bebudede sommerbryllup. Det var dog ikke længe, at de private hvedebrødsdage varede, da Mette Frederiksen (S) måtte deltage i de vigtige forhandlingerne om EU's budget.

Netop EU-budgettet, der udvider Danmarks årlige bidrag med 4,5 milliarder kroner, men især det forhold, at EU har introduceret fælles beskatning og låntagning, er ikke ukontroversielt. Især ikke i det stadigt mere EU-skeptiske blå Danmark.

Regeringen har naturligvis hæftet sig ved den rabat, som Danmark har fået tilkæmpet sig undervejs i forhandlingerne, men det ændrer ikke ved, at disse penge skal tages fra det økonomiske råderum. 

Set i det lys er det ikke mærkeligt, at regeringen og Frederiksen selv længe har brugt mange kræfter på at farve sig selv i en EU-skeptisk grundfarve.

For til trods for, at dette nye budget til 8.000 milliarder kroner årligt og navnlig finansieringen af den nye coronahjælpefond med gældsforpligtelser med videre er det mest revolutionerende i EU's udvikling, der længe er set, fremstår regeringen alligevel ikke som jublende EU-tilhængere.

Der er næppe mange på Christiansborg, der bilder sig ind, at det er en sag, der gør danskerne mere vilde med EU, at de nu skal til at bidrage med flere penge end de cirka 20 milliarder kroner, der hidtil er blevet sendt til Bruxelles.

Det er næppe heller et overbevisende salgsargument alle steder, at det blandt andet gælder om at redde notorisk økonomisk uansvarlige stater som Italien ud af den økonomiske suppedas efter coronakrisen. 

Regeringen kan dog håbe på, at pragmatismen i befolkningen stille og roligt får overtaget i en fælles erkendelse af, at Danmark er et lille land, at EU trods alt skal have et budget, og at det nu engang koster noget ekstra, når et stort medlemsland som Storbritannien forlader unionen. 

Spørgsmålet om EU-budgettet har derfor næppe fået flere vælgere til at stemme på Socialdemokratiet, men omvendt er det svært at se den store fordel for den borgerlige opposition, der også i denne sag er splittet.

Venstre og Konservative har bakket op om budgettet og regeringens forhandlingsresultat. Det er eksempelvis bemærkelsesværdigt, at partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) er tilbage i folden efter at have nægtet regeringen et forhandlingsmandat på grund af uklarhed om finansieringen. Det hjalp partiformand Søren Pape Poulsen (K) og De Konservative så med.

Ellemanns indlysende pointe om den manglende finansiering til de ekstra 4,5 milliarder kroner til EU står dog stadig og blinker. Regeringens finanslovsforslag vil give svaret. 

Forhandlingsresultatet om EU-budgettet har især sat strøm til EU-kritikken fra national-konservativ side.

Det er selvfølgelig Venstres og Konservatives opbakning mere end regeringen, der må stå for skud, når eksempelvis Dansk Folkepartis EU-ordfører, Morten Messerschmidt, angriber De Konservatives medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, som bakker op om aftalen og dygtigt stiller den overfor Søren Papes tidligere udtalte EU-skepsis.

Ifølge DF'eren kunne Weiss "ligeså godt være radikal". Netop de radikale er efterhånden det eneste parti, der er fuldtonet EU-positiv, og det er åbenbart en udsat position at have som borgerlig nu om dage, må man forstå på Messerschmidt, der gerne sætter lighedstegn mellem EU-modstand og grundlæggende borgerlighed. 

Venstre kritiserede regeringens forhandlingstaktik med at stå for hårdt på rabatten (som man fik) og havde håbet på, at man havde brugt flere penge på at sikre EU's grænser.

Spørgsmålet er, om et andet resultat havde formildet Venstres egenrådige hanelefant i Europa-Parlamentet, Søren Gade, der har udtalt, at han hælder til at stemme imod aftalen, blandt andet fordi der mangler penge til grænsesikring.

På forhånd havde Gade meldt på linje med regeringen, at EU ikke skulle have en rød reje ekstra. Ellemann og Venstre på Christiansborg kan være så EU-positive de vil – Gade kører sit helt eget løb. Dermed bidrager han til billedet af en svagt kørende Venstre-ledelse uden retning. Det generer ham næppe.

Interessant er det også, at liberale toneangivende kræfter som Cepos-tænketanken er kritiske overfor EU-aftalen og budgettet.

Cheføkonom Mads Lundby Hansen forestiller sig, at Folketinget og dermed Danmark eventuelt nedlægger veto, fordi EU introducerer skatteopkrævning på plastik og siden kan udvide muligheden til andre områder.

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, der ellers har brugt en del kræfter på at fastslå, at Liberal Alliance grundlæggende er for EU, så også en anledning til at kritisere rivalerne i Konservative for deres opbakning til EU-budgettet, når Konservative tidligere har betinget sig, at EU ikke får ret til at kræve skatter op.

I liberale debatkredse på Facebook argumenterer eksempelvis økonomen Niels Westy åbent, at med muligheden for skatteopkrævning er tiden kommet, hvor vælgerne igen får mulighed for at stemme om dansk EU-medlemskab og møder umiddelbart opbakning til synspunktet fra mange fremtrædende liberale debattører, heraf flere med tilknytning til Cepos-tænketanken.

Dermed er Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ikke længere alene om dette krav/ønske/håb.

Spørgsmålet er, om den voksende borgerlige kritik af EU-budgettet og især finansieringen af disse hjælpefonde på sigt overhovedet udgør en trussel for Frederiksens regering. Indtil videre ligner det mest en sag, der tværtimod splitter borgerligheden yderligere.

Det ligner mest en sag, der helt på linje med udlændingepolitikken forstærker det yderste national-konservative højres stormløb mod den moderate midte, hvor især den EU-positive Jakob Ellemann-Jensen skal stå for skud.

Og oveni i dette har en liberal EU-modstand muligvis fået et fodfæste, sådan at Liberal Alliance kunne tænkes at ændre position fra EU-skeptisk, men grundlæggende pro-EU, til deciderede modstandere ligesom Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, der har brændt alle broer til Bruxelles.

Set fra hjørnekontoret i Prins Jørgens Gaard nummer 11 kan det også kun varme, når Mette Frederiksen betragter ligbålene i fjendens lejr, hvor de blå partier udkæmper desperate kampe om overlevelse og formulerer stadigt mere skingre og yderliggående positioner undervejs for at fremstå markante overfor højrefløjsvælgere.

Det er især en sport, som Dansk Folkeparti og dets stadigt mere desperate partiformand, Kristian Thulesen Dahl, har praktiseret her i sommer med opbakningen til partifællen Martin Henriksens angreb på blandet andet en person med dobbelt statsborgerskab, der arbejder i Udlændingestyrelsen.

Det kan meget vel blive hans sidste sommer i toppolitik, hvis han taber den magtkamp, som nogle iagttagere forventer vil komme inden for det næste år.

Interessant er det også, at rivaliseringen på den yderste højrefløj ikke har givet pote med hensyn til vælgeropbakning.

Nye Borgerlige kannibaliserer på Dansk Folkeparti, men vælgerbasen bliver ikke større, viste en opgørelse for nylig i Berlingske. Samtidig er blå lejrs vælgeropbakning samlet set historisk lille.

Det faktum forhindrer ikke den yderste højrefløj i at bruge langt mere tid på at kritisere den blå midte med Jakob Ellemann-Jensen end statsministeren og hendes eget parti.

Angrebene er altid ensrettet den moderate pragmatiske liberale midte, der anklages for at være "radikale" og dermed en større hovedmodstander, end socialismen og Socialdemokratiet ellers historisk har været.

Når man ikke engang er afklaret om, hvem der er den fælles fjende, er det umuligt at forestille sig en blå valgsejr, så længe øjet rækker.

Hvor et parti som Dansk Folkeparti og dets desperate og svækkede formand, Thulesen Dahl, kan have et legitimt kortsigtet motiv til at udstille Venstres formands svagheder, er det straks mere giftigt, når Venstres næstformand deltager i løjerne.

Tirsdag kunne man se Dansk Folkeparti-formanden lægge et billede af en smilende Inger Støjberg (V) op med håret i hestehale og svinge kaffekanden i privaten i Hadsund, hvor DF-formanden havde været forbi. Hvad de talte om? Det vides ikke. 

Omklamringen af Venstres mange steder populære næstformand praktiseres også af partiformand Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, der som bekendt samlede penge ind og indrykkede støtteannoncer i aviserne til fordel for Støjberg.

Det er ikke mærkeligt, at politikere på kryds og tværs mødes og taler sammen. Det fører dog ikke altid til, at disse "private" møder offentliggøres, medmindre det netop er selve hensigten.

Alt, hvad Thulesen Dahl har foretaget sig denne sommer, tjener et politisk formål. Lige fra den foreløbige undsigelse af Ellemann som borgerlig statsministerkandidat til den hjertelige kaffeslabberas med hjemmebag i privaten hos Støjberg. 

Billedet blev i øvrigt delt flittigt af DF'erne, blandt andet partiets aktive gruppenæstformand, Søren Espersen, der ser stadigt mere bekymret ud, i takt med at hans parti nedsmelter.

Støjberg ved med sine mange år i toppolitik godt, hvad det er for en forestilling, som hun deltager i, og den er usædvanlig for en næstformand.

Ikke mindst i år, et år efter at "V-formandskabet" var fortid, og hvor Ellemann højtideligt bekendtgjorde, at der fra nu af kun er én mand på broen og i spidsen for Venstre, hvorfor der ikke længere skulle være tvivl om linjen.

Thulesen Dahl gør, hvad han kan for at udstille en fortsat tvivl, og Inger Støjberg er hans velvillige hjælper i dette indlysende kyniske og destruktive projekt. Selvfølgelig ud fra den sikre forvisning om, at hun ikke er sådan at fjerne, efter at 75 procent af Venstres delegerede på landsmødet sidste år i en næsten rørende naivitet valgte hende til næstformand i et fromt håb om samling og ro i partiet. 

For hvis formålet er at signalere en tilnærmelse til Venstre, skulle Thulesen Dahl vel i stedet have postet et billede af kaffeindtagelse med Ellemann?

Mette Frederiksens bedste kort overfor vælgerne er, at de da ikke bør overlade magten til en så splittet flok, hvor man politisk er splittet i atomer og i øvrigt er mest optaget af at angribe hinandens positioner end at angribe regeringen og dens politik.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lars Trier Mogensen: Frederiksens nye fedterøvsstrategi giver symbolsk sejr på EU-topmøde Lars Trier Mogensen: Frederiksens nye fedterøvsstrategi giver symbolsk sejr på EU-topmøde Næste artikel Jakob Zeuthen: Den nye kemiindsats skal styrke den cirkulære økonomi Jakob Zeuthen: Den nye kemiindsats skal styrke den cirkulære økonomi
Sommerens målinger: Om EU og offentlige plejehjem

Sommerens målinger: Om EU og offentlige plejehjem

MÅLINGER: Altinget samler de vigtigste målinger, der har været bragt i løbet af sommerferien. Danskerne foretrækker et EU, der går forrest i klimakampen, og tilliden til offentlige plejehjem halter.